Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Heinrich von Kleist: Michael Kohlhaas. Av Peter Wessel Zapffe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Peter Wessel Zaftfje
han måtte kjämpe og ikke på idéens, hvor
han var sterkere end alle. Fortumlet og
slitt av endelöse sindsbevägelser kommer
Kohlhaas ut av maskineriet og ser at han
er havnet på retterstedet. Han kunde, i
dödens umiddelbare närhet, ha sagt som
Hamlet: »Erindrer du endnu den hele sak?»
Hvad der endnu findes av jordisk lidenskap
i denne personlighet, det er knyttet til den
subjektive hevn over motparten; det er
bare slagget efter et utbrändt bål.
Men også läseren, som i mellemtiden har
latt sig bevåge av dikterens episke
myndighet til en utflukt av töileslös fabulering, er
på dette tidspunkt så forvirret og utkjört,
at han er moden for nästen hvilkensomhelst
utgang, bare den kommer fort. I denne
tilstand av nedsatt mottagelighet blir han så
forelagt en lösning, som både er
suggererende fortalt, kort, og sofistisk
frapperende. Den svarer på det oprindelige enten—
eller med et både—og. Först får den
häder-lige borger fuld opreisning og
äresbevis-ninger attpå. Derefter blir bandeföreren
halshugget for sine missgjerninger. Man vil
huske en lignende lösning fra »Prinsen av
Homburg». Kleist reiser et problem ved
at gjöre en hestehandler til jurist, og han
löser det ved at gjöre juristene til
hestehandlere.
Det dreier sig jo nemlig her om to
forskjellige spörsmål, som må holdes klart ut
fra. hinanden: klagen mot Wenzel — og
den rett enhver borger har i et anständig
samfund til at få sin sak provet for
domstolene i betryggende former. Kohlhaas
begår ikke selvtäkt i vanlig forstand; han
går ikke domstolene forbi; ved sin aktion
vil han tvertimot tvinge dem til at ta saken
op. Det er et nödverge han har efter
almindelige rettsprincipper, også i bokens miljö,
og dermed er oproret blif kulturelt relevant.
Dette gjälder uten hensyn til, om han fik
medhold i selve söksmålet, men gjör det i
särlig grad, fordi han får medhold. Så langt
hans voldshandlinger falder indenfor det
som nödverget gjör nödvendig, kan han da
heller ikke straffes for dem. Og sier man, at
han har overskredet sitt nödverge, så blir
dommen ganske vist rettfärdig, men
vedkommer ikke langer fortällingens
problem. Da er Kohlhaas bare et beklagelig
särtilfälde, hvor en latent forbrydernatur i
en »kålhares» skikkelse finder utlösning ved
en rettskränkelse som velkommen
foranledning.
* *
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
