Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Heinrich von Kleist: Michael Kohlhaas. Av Peter Wessel Zapffe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Heinrich von Kleist:
Michael K o hl h a as
egen og fuldständig poetisk oplevelsesvärdi.
For at kunne opnå den, må dikteren först
stille det ufravikelige, man kunde si
aristokratiske krav til sig selv, at han ikke et
öieblikk skal luske unda opgaven ved at
gjöre forlöpet saklig interessemässig
(»positivt»). Han må aldrig gå på akkord med
svaksjälede laseres opbyggelseskrav; han
må ikke redde verket i hus ved at kaste
et eneste ben av sin dyrebare erfaringsfangst
til håbets ulveflokk.
Det tragiske forlöp er interessestridig par
excellence, og skribenten kan, under ellers
like forhold, neppe påta sig en
vanskeligere opgave end den at leve sig ind i, og
dikterisk gjenopbygge et slikt forlöp. De
strenger i sindet, som da vibrerer, er så
ömfindtlige, at selv den mindste falskhet i
grepene blir momentant utålelig. Det
tragiske stiller så betingelseslöse krav til
dikteren, at kan han ikke fylde dem i deres
egenart, så skal han la stoffet ligge. Han får
ikke lov til at fingre med disse
höivärdig-hetens offere; han får ikke ta dem op som
rariteter han finder, og kokettere en stund
med den metafysiske gru som utgår fra
deres skjäbne, for derefter at forråde dem
i et eller andet ryggeslöst optimistisk
aspekt. Det er ikke nokk til at gi en skjäbne
mening, at man stikker to fingre i likets
mund og sier: Så, nu smiler han jo!
Dikteren må ha det filosofiske mod til at
fremstille onderne i deres fulde, tilintetgjörende
tyngde. Men endnu må han ha evner
tilovers: Han må eie den dikteriske kraft som
gjör indvielsen i livets dypeste
meningslöshet til en betagende, en besättende, en
svimlende kunstnerisk erkjendelse. Han må
i sin hånd ha tryllestaven, som forvandler
den siste fortvilelse, uten at forfalske den,
til en umiddelbar bekräftelses-rus, fordi den
fylder til bristningens gränse vor evne til,
også i gru og medlidenhet, at fascineres
av vore vilkår i verden — da er han tragisk
dikter.
Kleist hadde dikterkraften til overmål.
At han også eiet det filosofiske mod, det
vet vi fra »Penthesilea» og »Findling», fra
»Erdbeben» og »Verlobung». Det er et
sörgelig paradoks, at beretningen om Michael
Kohlhaas, hvor selve stoffet er det mest
betydningsfulde, skal väre det eneste sted,
hvor han har solgt sin poetiske
förstefödsels-rett for at öfre til dagens politik — selv om
det var for at understreke alle gode
tyskeres forakt for dem, som samarbeidet med
de franske okkupationstropper.
For bare på de vilkår vi nävnte, kan
tragisk diktning hävde en helt selvständig
plass ved siden av anden diktning om
idealer, höivärdighet, offer, kamp og
undergang. Hestehandleren fra Kohlhaasenbrück
har samlet mange diktere rundt sin glemte
grav, og Kleist har båret hans navn längere
ut end andre, men endnu venter han på den
som skal gi hans liv den tragiske vigsel.
475
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
