Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Teatersæsonen i København 1946—47. Sartre, Anouilh, Garcia Lorca og — Bodil Kjer. Af Harald Mogensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teatersæsonen i Köbenhavn
blive frit, er frit, kan handle. I en Verden,
som regeres af Angst og Bæven, af Frygten
for Stalin og for en ond Lærer, for en foresat
og en Lynchning, blæser han sin Fanfare in
tirannos, et psykisk Sundhedsevangelium for
en nervepisket terroriseret Verden. Du
bestemmer selv, om Tyrannerne skal herske
over dig. Og du bærer selv Ansvaret, hvis
de gør det. I Fluerne prædiker Sartre
Individets Revolution imod Masseideologierne.
John Price havde sat Fluerne iscene. Han
mangler endnu Haandelaget og Mesterskabet
til at smede hvert eneste Led i Opførelsens
Kæde efter sin Vilje, og ogsaa Fantasi til
altid med Held at fylde de svage Steder ud.
Der kom af og til ligesom noget kunstlet over
hans Scener, de havde ikke fundet deres
eneste, indefra skabte Form. Sartre havde
fortjent det fuldkomne, men kunde dog være
tilfreds med her at faa det dygtige og det
distinkte.
De store Dialoger havde Price dæmpet ned
og derved faaet Sartres egen Tone frem: den
rappe, fortættede Klarhed, den moderne
intellektuelle Replik i denne Tanketragedie,
som baade overbeviser rent logisk og renser.
Mogens Wieth spillede i en tilsvarende enkel,
storslaaet, men virtuost levende, nutidig
Tragediestil, saa virtuos at den faar Sartre til at
virke mere ordrig end han i Virkeligheden er.
De mange Følelser, som løb hen over hans
unge skønne Ansigt, hæmmedes noget af, at
han midti havde placeret en græsk Kitnæse,
som nægtede at spille med. Det var ellers en
beundringsværdig Præstation.
Ingeborg Brams som Elektra var det
derimod ikke lykkedes at stemme ned. Der var
noget rasende og noget gammeldags over
hende som en Sarah Bernhardt paa
Stumfilm. Hun faldt uden for Stilen, men hun gav
sin Elektra noget jaget og noget forvredent,
som var ægte. Og der var noget rang’et,
umodent, noget præ-erotisk over hendes Krop
og Spil, som var helt, helt rigtigt. Hun har
kun levet for Had og Hævn og ikke haft Tid
til at blive Kvinde.
»Lukkede Døre» virker paa samme Maade
som nogle af Sartres Noveller og Romaner
ved sin negative Kraft, ved sin Exhibition
af Menneskenes Ækelhed og Fejghed. Lag
for Lag afdækker de tre Hovedpersoner deres
lurvede Hemmeligheder indtil de inderste og
derved skabes en dramatisk Stigning af intens,
ildevarslende Uhygge.
Disse tre Mennesker i den Sartreske
Gehenna har ikke »valgt sig selv», de har
»handlet uden for det fælles Ansvar» — for at bruge
et Par termini fra Dramatikeren som Filosof.
De er blevet hvad Omverdenen har gjort dem
til — ligesom Antisemiten i Sartres Novelle
»En Leders Barndom», som bliver Jødehetzer,
fordi de andre vælger det for ham. Han bliver
hvad han er i de andres Øjne. — Og nu sidder
de tre i Helvede. Og Helvede — det er
stadigvæk de andre. De lytter hele Tiden til, hvad
de andre siger om dem oppe paa Jorden. Og
Helvede er endnu nogle andre — dem, der
har forraadt og torteret en Hustru, en Elsker,
et Barn. Nu er de endt i Helvedes Fængsel
-—-og Helvede, det er de andre, deres Medfanger,
som i al Evighed nager og plager deres
Dødssynder ud af dem. Det er et helt Dantesk
System, dette Hotelinferno i sit Kompleks
af uendelige Trapper og Korridorer, et
Trappernes Helvede, som Eliot har digtet om det
i »Ash-Wednesday». Det er blevet diskuteret,
hvad Garcin ser, da han stirrer ud af den
aabne Dør, men viger tilbage for at forlade
sit Torturkammer. For mit indre Øje saa jeg
Eliots makabre Vision af »The Devil of the
Stairs»:
There were no möre faces and the stairs were dark,
Damp, jaggéd, like an old man’s mouth drivelling
beyond repair
Or the toothed gullet of an aged shark.
Eliot og Sartre, begge er de Moralister og
Helvedesprædikanter, hvor forskelligt saa
end Frelsens Veje forløber hos de to. Sartre
kender ikke til nogen Aske-Onsdag som en
Slags Skærsild før Paaskens Forsoning. Hos
ham er Fordømmelsen definitiv. I en klar
ubrudt Linie, med naadeløs Konsekvens, med
en dramatisk Følgerigtighed, som helt er
bygget op paa Dialogen, paa Stykkets egne
Forudsætninger, fører han »Lukkede Døre» frem til
det Punkt, hvor det ender og begynder forfra
igen, igen og atter igen. Disse tre skal evigt
leve i deres selvskabte Helvede akkurat som
den ærbødige Ludder i Sartres sidste Stykke
kommer til det, hun som ogsaa gør det, de
andre synes. Dette Helvede er ulitterær
Aktualitet, en nærværende Realitet som angaar
dig og mig i vort daglige Liv. Hos Kjeld Abell
i Silkeborg blev der i sidste Sæson talt smukke
Sætninger om fælles Ansvar og fælles
Samvittighed. Hos Sartre er disse Ornamenter
af Ord blevet til dramatisk Demonstration,
til Anskuelsesundervisning. Modsat Kjeld
483
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
