Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Teatersæsonen i København 1946—47. Sartre, Anouilh, Garcia Lorca og — Bodil Kjer. Af Harald Mogensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harald Mogensen
Abell kan Sartre den Kunst at tænke en Tanke
til Ende.
Holger Gabrielsens Iscenesættelse var
ligesaa stram og spændt og rytmisk som Stykket,
som en skjult Drivmotor, der er blevet helt
lydløs, fordi den har naaet det højeste
Omdrejningstal, af en knugende, klaustrofobisk
Virkning. Det var ikke til at faa Vejret, mens
dette Stykke stod paa i Dekorationens
fuldendte giftiggrønne Hæslighed.
Sigfred Johansen spillede Garcin,
Desertøren, og fik det famlende, splittede, det
sjusket maskuline frem hos denne Kryster, som
altid har søgt Overkompensationen, som
Pacifist og —• som Hustruplager. Hans Spil havde
to helt gribende Øjeblikke, Monologen foran
Statuen, da han har de manges öjne paa sig,
og Situationen, da han prøver paa at slaa sig
fri og søge en Vej ud af Værelset. Garcin er
Sigfred Johansens hidtil største Rolle.
Berthe Quistgaards Svaghed for udvendigt
Spil, for tragiske Ture var her i den
homoseksuelle Inés’ Rolle udnyttet af
Instruktionen til at understrege det hektiske, det
patologiske, det affekterte. Man tør slet ikke
tænke paa, hvad hun vilde være blevet til i
en svag Instruktørs Haand.
Erni Arneson var et Fund til Hundyret
Estelle. Hendes Krop lignede et vulgært
Venusmaleri fra et Bordel i Pompeji, klædt ud
i en hvinende Kjole. Og paa Kroppen sad et
Dukkeansigt med mekanisk søde og rasende
Udtryk, uden Liv, som en Maske paa en
Marionet. Denne prangende fristende
Kvindekrop fik en til at gj’se af Uhygge.
»Døde uden Grave» handler om fem
Mennesker ved Tilværelsens yderste Grænse,
Frihedskæmpere fanget af Landsforræddernes
Politi, revet væk fra Livet, men endnu ikke
døde. Udenfor deres Fængsel ligger en brændt
ulmende Landsby med tre hundrede stinkende
Lig og minder dem om, at deres Aktion slog
fejl, nedenfor larmer Henkerne og deres
Drabanter rundt i den kolde grønne Skolestue.
Foran Katederet staar Lærerens
blodbestænkede Stol og modtager sine Öfre ét efter
ét. Disse døde uden Grave er midt i en
menneskegjort Skærsild af Smerter, som giver
dem Chancen for at vise, om de stadig kan
vælge riktigt.
Situationen er uhyggelig, rystende,
pinefuld. Sartre har med sin dramatiske Sans for
den katastrofale, jordskælvende Situation
grebet disse Mennesker i det stormfulde Øje-
blik, hvor deres Kroppe kun er flænset
forpint Kød og givet sig til at blotte og dissekere
deres Sjæle, deres skjulteste Tanker med sin
sædvanlige lynende Logik og subtile
Menneskekundskab. »Døde uden Grave» er en
Studie i Martyriets Psykologi og i Martyriets
— moralske Farer. Ogsaa dette Skuespil er
en Moralitet, nogle Menneskeskæbner vejes
og maales paa Livets yderste Dag efter
Existentialismens strenge, etiske Kodex.
Martyrerne, Heltene, de unge døde, Nationernes
ukrænkelige Relikvier, Genstandene for deres
kultiske pietà obduceres af Sartres dristige
Prosektorhænder. Han river og rusker i en
hellig, taarevædet, røgelsesduftende Illusion
som en Billedstormer, en Kirkeskænder. Han
ejer den revolutionære Tanke, som stormer
alle Barikader og gaar foran, naar Verden
skal forandres. Ak, hvor faa Digtere kan det
siges om.
Lucie, den unge Maquisarde, endnu
forelsket, endnu livsnær, faar alle Illusioner
flaaet af sig under Tortur og Voldtægt som
Negle, der vrides af Fingerspidserne. Hun
bliver kold som en Snedronning af .Had og
Skam og Trods — og af Sejrsberusthed, for
trods Pinslerne røber hun intet. Hun vinder,
hun sejrer paa Points over sine Bødler, Sartre
har skrevet en stor beundringsværdig Replik
til hende, om hvordan Livsfølelsen stiger op
i hende netop under Torturen. Hun er selv
blevet en spansk Jomfru, der fejrer sit
Blods-bryllup med Mestermanden. I sit Martyriums
Hovmod, i sin overmodige Trance svigter
hun sin egen Elskede, svigter hun
Solidariteten med Kammeraterne. Da hun faar en
Chance for at leve videre, fastholder hun
Døden og slider Baandet over til sine
Medmennesker. Martyriet er blevet et Formaal i
sig selv for hende. Hun ønsker ikke at leve
videre i Koncentrationslejren, selv om hun
der kan fortsætte Kampen for Medmennesker
og Frihed. Inge Hvid Møller spillede Lucie
godt. Man husker hendes taareløse Trods og
forstenede Smerte som den dødsviede Lucie.
Overfor Lucie staar Grækeren Canaris, en
gammel Frihedskæmper — fra Orestes Tid —
en Frihedskampens mytiske Stærkodder, som
har siddet i alle Undertrykkeres Fængsel i
Grækenland og Spanien og nu i Frankrig. Han
ser tværs igennem Lucies besnærende
Majaslør. Han argumenterer for Livet. Han vælger
den Handling, som giver ham den usleste,
smudsigste Stump af døende Liv, Livet i
Belsen og Dachau, men den Handling kan
484
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
