Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Teatersæsonen i København 1946—47. Sartre, Anouilh, Garcia Lorca og — Bodil Kjer. Af Harald Mogensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teatersæsonen i Köbenhavn
enkelt kan erobre, men hvor er selv Dybets
Verden et harmløst og spagt Folkelivsbillede
i Sammenligning med Sartres diabolske
Afsløringer af Mennesker ved den yderste Rand.
Forestillingen var helt god, iscenesat af
As-mund Rostrup, en Kultegning, et tungt
aan-dende Mørke. — Sammesteds genoplivedes
Bernard Shaws Helte (Arms and the Man),
iscenesat af Bendt Rothe. Idéindholdet i dette
gamle Stykke er jo efterhaanden noget
muggent, men som Farce kan det stadig reddes.
Dog Riddersalens unge Mennesker udmærker
sig ikke just ved komisk Fantasi. Et
forsonende Moment var Edwin Tiemroths
Cho-coladesoldat.
Frederiksberg Teater spillede sammen med
»Lukkede Døre» Giraudoux’ Enakter:
Kærlighedens Højsang, Genklange af den
aandfulde og yndefulde Musik i »Amphitrion 38».
Holger Gabrielsen havde sat i Scene med
Gratie og Humor. Siden fulgte med en
fænomenal Saltemortale Jean de Ledraz’ Farce:
En Endefuld, udelikat besat, pinlig at skue.
Morsom var derimod paa Alléscenen den
dionysiske Burleske Clutterbuck, iscenesat
af Per Knutzon med charmerende Frækhed.
Paa samme Teater opførtes Maxwell
Andersons Pigen fra Lorraine, en pretentiøs
Folkekomedie, ligeledes iscenesat af Per
Knutzon. Den alvorlige og ærlige Inge Hvid
Møller var helt forkert anbragt i denne tomme
Paraderolle som Jeanne d’Arc. Svend
Frid-berg derimod havde fat i noget af det rigtige:
han spillede Casino-Komedie som
Dauphinen af Frankrig, Mickey Rooney i historisk
Kostume.
Folketeatret. Man husker Else Skouboe i
Vores Far for hendes dejligt primitive Slag
med Halen, naar hendes Kvindelist vandt en
Sejr. Som en Karudse, der basker væk med
en Haletudse i Munden. Fra Björnstjerne
Bjørnsons Paul Lange og Tora Parsberg
erindrer man en skouboesk
Hovedbeklædning med Strudse-Plumage og glemmer helst
Resten. En Hat og en Håle blev Sæsonens
magre Status for denne store Kunstnerinde.
Derimod dukker Henrik Bentzons
ædelt-svage, forfinede Apparition frem i
Erindringen som Paul Lange, en nøgen Månd i
Livets Hvepsesværm. Der var Anslag til en
Præstation, men den endte i det falske.
Sæsonens ufrivillige Lattersukces fik
Vilhelm Mobergs Mands Kvinde. Stykket
kræver et erotisk Skuespillerpar, der gløder som
Kulsvierbaal i Natten. Nu blev Rollerne
spillet af en leddeløs Grenader og en buttet
Kokkepige. De spruttede som et Par
hjemme-støbte Tællepraase i Elskovsstormene.
Sæsonen sluttede med En Inspektor ringer paa
med Henrik Bentzon som moraliserende
Politimand. Han spillede ham solent og intenst,
som en Vækkelsesprædikant fra en anden
Verden, men denne Inspektør ligner dog
ogsaa sommetider den shagpiberygende
Humorist Priestley selv.
Det ny Teater fik en trist Fiasko paa
Wer-fels Jacobowsky og Obersten. Skylden var
helt og fuldt Iscenesætteren Sam Besekows.
Han hører til de Naturtalenter, der spiller efter
Gehør. Man er aldrig sikker paa dem. Her
ramte han ved Siden af, saa det hven. Han
satte ogsaa tre Enaktere op af Noel Coward.
Resultat en falsk, en halvfalsk og en halvren
Tone. Teatret reddede Stumperne med
Gar-son Kanins grove og sjove Født igaar.
Men lad os glemme disse Regndage i en
Solsæson.
Exit 1946—47. Trompetfanfarer.
Folkejubel.
August 1947.
491
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
