Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Första häftet - Norske minner om Henrik Schück. Av Francis Bull
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrik S chuck
som vakte harme i Norge, og som Gran
privat sendte ham sine skarpe innvendinger
mot. Efter den brevvekslingen som derav
fulgte, skriver Gran — som naturligvis på
sin måte også var nasjonalistisk stemt
under de daværende forhold — til
Björnstjerne Björnson i oktobe’r 1905, at han
var forferdelig skuffet over svenskene, som
öyensynlig befinner seg i en patologisk
stemning:
Se nu f. ex. en månd som Schück! — det
kundskabsrigeste, det klogeste, det mest historisk
stemte og objektive menneske! Og så kan han gå
hen og skrive, slig som han har gjort, — jeg kan
ikke forklare det som andet end smitte. Jeg har
vekslet breve med ham i sommer, —-jeg sætter
ham så höit og holder så af ham, vi hadde
korre-spondert om faglige spørgsmål, og så fortsatte
vi om politik; flere af mine venner har bebreidet
mig det eller kan ialfald ikke forstå, at jeg vilde
fortsætte forbindelse med ham efter hans stygge
anfald, — og det er kanske en slaphed af mig;
men jeg kan ikke stryge en streg over det, som
jeg ved fra før, han vedblir trods alt for mig at
være den storstilede skaber af Världslitteraturens
historia og den indtagende personlighed, hvis
sjæl altid har slåt i takt med min i det personlige
samvær; nå ja jeg skrev altså — lange politiske
afhandlinger for at omvende ham; han var
overmåde elskværdig i sine svar, takket mig endog
varmt fordi jeg skrev, — men omvendelsen var
det småt bevendt med; han indrømmer rigtignok
— tilslut — at hans artikkel »gärna hade kunnat
blifva oskrifven»; men på premisser, som ingen
omvendelse var, — udelukkende, fordi den
»tyvärr icke ledde till önskadt resultat» (som var
den vilkårsløse anerkjendelse). — Han ender sit
sidste brev med følgende ord: »Du förnekar i
dina bref, att du är norsk chauvinist, och det
förnekar du med full rätt. Men du är en mycket
god norrman, och detta sätter jag värde på.
Blif du ej ond på mig, att jag utan att åtminstone
vilja vara chauvinist söker att vara god svensk.»
—■ På denne platform kan jeg mødes med ham,
og jeg tror — ligesom han — at det ikke er ganske
betydningsløst for en god fremtid, at de
personlige forhold i landene holdes såvidt mulig ubrudt.
Han har sat mig på en hård prøve, men han har
været mig en kjær ven i mere end tyve år.
Heldigvis fant jo Gerhard Gran og Schück
meget fort tilbake til hverandre, likesom
den almindelige bitterhet mellem svensker
og nordmenn fra den gangen ble strøket ut
i løpet av ganske få år; men alltid siden har
Schück stått for vår bevisthet som
karakteristisk svensk, ■— og som eksponent for
meget av det beste i svensk tenkesett.
Den første gangen han etter 1905 kom
tilbake til Norge og atter stod på en norsk
talerstol, var i 1911, da han som rektor
ved Universitetet i Uppsala hilste vårt
Universitet ved dets ioo-års-jubileum. Det
hadde vært overrakt forskjellige adresser
med delvis pene og delvis banale ord. Da
Schück kom frem og holdt sin lille
hilsnings-tale, virket den så frisk, levende og
personlig at han ble hilst med sterk applaus
idet han var ferdig; men etterpå var det
en del nordmenn som ergret seg over at de
hadde latt seg rive med til å klappe, for
i virkeligheten hadde det inne i hans
komplimenter til vårt Universitet også vært
gjemt en brodd, et uttrykk for hans lyst
til å erte nordmennene, og til å gå utenom
de vanlige floskler og almindeligheter.
Den ertelysten hang vel sammen med
noe som stakk dypere og var
karakteristisk for ham: I hans videnskapelige
for-fatterskap merker man til stadighet — og
aller oftest med stor beundring — at han
har moret seg med å kunne sette frem
noen egne og nye meninger og gå imot
alleslags hevdvundne oppfatninger. Atter og
atter måtte man både i samvær med ham
og ved lesning av hans böker bli betatt av
hans menneskelige friskhet, hans evne til
å se på enhver historisk eller
litteraturhistorisk foreteelse med sundt og uhildet
blikk —• fullstendig uimponert av hva
tidligere autoriteter hadde sagt eller ment om
saken.
Når jeg tenker på Henrik Schück, så
er det med fölelsen av takk for alt han har
lært meg. Han rummet i sitt sinn og sin
viden större krefter enn noen ånnen
litteraturforsker. Ikke bare er hans produksjon
i omfang aldeles eventyrlig stor, men den
er også veldig i hva den rent faglig om-
3
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
