Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Guder og Mennesker i Æneiden. Af Johannes Loft
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Gilder og Mennesker i Æneiden
Af J o hann es Loft
__’ Ji A R man i længere Tid syslet med Ænei-
den og derefter faaet den paa Afstand, føler
man, at Digtet har efterladt en vis
Tomheds-følelse; man savner noget, til Trods for, at man
ser tilbage paa Digtet med en tydelig
Fornemmelse af at have været i store Omgivelser.
Der var noget, som betog en, og der er et Savn,
man vanskeligt kan udtrykke. Savnet staar
i Forbindelse med, at romersk Religion, som
jo bærer Digtet, er saa usigelig aandsfattig,
etisk tom og blottet for, hvad der kan varme
et Hjerte.
Der gives æstetiske Værker, som er
frugtbare, fulde af levende Kim, i Gang sættende,
overdaadigt sprudlende. Derhen hører
Ænei-den ikke. Homer har i rigt Maal dette
uforklarligt levende; han virker den Dag i Dag
uden Kommentar. Æneiden hører til en Type
af Digterværker, der kun er dokumentariske:
De giver i fuldendt Maal, hvad de tilsigter,
men ikke en Draabe mere; de udtrykker nøje
deres Tids aandelige Rigdom, som den forelaa,
afsluttet og færdig, men de giver intet for
alle Tider. Det menneskelige, som senere
Slægter kan optage og leve af, pulserer ikke i dem;
de dokumenterer kun; de registrerer et Bo,
men borttestamenterer ingen Værdier.
Saadanne Digterværker kræver Kommentar og
finder en begrænset Læsekreds.
Skønt Vergil aldrig har placeret sig selv
kendeligt eller antydningsvis i Æneiden, saa
er Værket dog smukt nok til, at man efter
Læsningen beholder ham i Mindet og ønsker
at kunne »bestemme» ham og finde Udtryk
for, hvad han formaaede som Digter, og hvad
der kun var Talent, Færdighed og Flid. Udfra
dette Ønske er det følgende skrevet.
Den æstetiske Bedømmelse af Æneiden
har i Tidernes Løb svinget hele Kompasset
rundt. Naalen har peget paa Beundring og
vist Ligegyldighed, givet Udslag i Retning
af Forgudelse og tenderet imod Forkastelse,
men synes stadig ikke at være faldet til Ro.
Bedømmelsen har vanskeligt ved at finde
sin Formel. Selv i den seneste Tid, da
Undersøgelsen nærmest gælder Digtets Opbygning,
Plan og Tilblivelse, svinger Udtalelserne mel-
lem velvillig Forstaaelse af den episke Teknik
som er ejendommelig for Æneiden, og
forkastende Udtryk om, at den er det
planløseste af alle Heltedigte.
Her beskæftiger vi os med at betragte de
Personskildringer, der findes i Vergils store
Digt, for ad denne Vej at yde Bidrag til
Vurderingen.
Som indledende Emne tilbyder sig
naturligt Anchises.
Han vilde være et passende Motiv for
en Paludan-Muller: Hyrden, Afrodites Elsker,
som praler af sit Forhold til Gudinden; til
Straf ramt af Zeus’s Lyn bliver han halt, dør
som landflygtig Olding i et fremmed Land.
Det eneste episke i hans kort fortalte Livs
Drama er den Stund, da hans fromme Søn
bærer ham ud af det brændende Troja. Han
er ingen Yndlingsfigur hos Grækerne; ingen
Anchises-Statue gør ham til et Sidestykke til
Adonis; hos Homer er han uden Betydning.
Men i Æneiden betyder han meget, ikke
just som handlende Person eller tragisk
Skikkelse eller som Karakter, men som Symbol.
Han er det ophøjede Forbillede for sin Søn,
Æneas’s aandelige Vejleder. Dertil svarer, at
han altid ses i indirekte Belysning. Vi mener
dermed, at han i II og III kun fremtræder i
Sønnens pietetsfulde Fortælling. Hans
fortvivlede Vægring ved at undfly Byens
Undergang er velmotiveret og velskildret;
Omslaget sker paa ægte vergilsk Façon ved et
Varsel, Flammen over Ascanius’s Hoved. I
hele III er Anchises den egentlige Fører paa
Færden; hans Udlægning af Varslerne, baade
den fejlagtige og den rette, bestemmer
Flaadens Kurs. Det er ham, der hilser Italiens
Kyst i de smukk Linier i III, 521 ff.:
Stjernerne flyede alt for Morgenens stigende Rødme;
Og i det fjerne vi saa, der hæved sig mørknende Bjerge,
Og i Kimingen laa Italien. Raab af Achates
Først: Italien! og Italien! genlød fra alle.
Først Anchises bekransede da en Pokal og til bredfyldt
Maal gød han Vin deri; og i Stævnen stod han og raabte
Højlydt Guderne an:
Guder, som har al Magt over Jord, over Hav, over
Storme,
Ban os Vej med føjelig Vind og før os i Naade!
216
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
