Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Guder og Mennesker i Æneiden. Af Johannes Loft
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Guder og Mennesker i Æ n ei d en
Og Anchises’ Død danner den naturlige
Afslutning paa Heltens Fortælling i Didos
Palads.
I de senere Sange V og VI er Anchises paa
en ny Maade Genstand for indirekte
Belysning, nemlig som afdød, der aabenbarer sig,
og som Beboer af Elysium. Derhen kalder
han sin Søn i Drømmen i V 719, og Mødet
med ham er Maal og Midtpunkt for Rejsen
ind i Underverdenen. Ligesom Sibylle til at
begynde med er den topografiske Vejviser
gennem Dødens Lande, saaledes er tilsidst
Anchises den aandelige Vejviser. Det er ham,
der gør Rede for Meningen med Dødsriget,
for Sjælerenselse, Sjælevandring og Lethe.
Som Janushovedets to Ansigter staar Sibylle
og Anchises der; hun fremstiller det
ubønhørlige, og han et dæmrende Haab, en Rytme
i Skyggelandet. Anchises’ Foredrag i VI 713 ff.
er almenkendte, populære Nedslag af
platonisk og pythagoræisk Filosofi, og det
bringer intet Nyt. Man lytter til og trøstes ikke;
man syntes bedre om Taleren, da han var
Fader og sagde i VI 694:
O, hvor ængstedes jeg, at Africa skulde dig fængsle!
For Vergil tjener alt dette kun som
Indledning til en Roms Historie i
Personskildringer, et Tema, der genoptages i »Skjoldet»
VIII 625 ff. med nyt Indhold, nemlig en
Roms Historie i Situationer. De to parallele
Rækker var lige egnede til patriotisk
Opbyggelse for Digterens læsende Landsmænd.
Naar saa undtages Omtalen i VII 122,
Bønnen i VII 133 og en hædrende Nævnelse i VIII
154, forsvinder Anchises. Som raadgivende
Aand hører han nu Fortiden til; den episke
Skude har vendt sin Stevn mod italiske
Strande; Troja forsvinder agter ude. Nu er
det Fader Tiberinus, der een Gang for alle
angiver Retningen for det sidste Stykke Vej
i Drømmesynet VIII 31 ff.
Æneas, Helten, er en Helt uden Glorie, en
Helt, der skuffer Læseren. Man er stærkt
tilbøjelig til at finde ham lidet karakteristisk,
en noget sløj Type paa en Helt. Man mærker
sig, at der vel kan tales om »en» Achilles,
»en» Hektor, »en» Diomedes, »en» Odysseus,
»en» Nestor, men man finder ikke paa at sige
»en» Æneas; han er intet Paradigma.
Men, undersøger man Aarsagen hertil, saa
gør man nogle Opdagelser, der forklarer,
hvorfor Digteren maatte løbe den Fare at
tegne en Helt, som ikke syntes at være en
Helt. Sagen er, at Æneas’ egentlige Helteliv
ligger forud for Æneidens Ramme; det falder
indenfor Iliadens. Han er vel ingen stor Figur
hos Homer, thi han optræder kun — foruden
Præsentationen i II 819 -— i V, hvor han
saares af Diomedes og reddes af sin Moder,
Afrodite, og i XX, hvor Poseidon hjælper
ham bort fra den forfølgende Achilles. Der
er det, Spaadommen findes, XX 307:
Saa skal Aineias den kraftige Helt over Troerne herske,
Han og hans Børn i fjerneste Led som fødes i Fremtid.
Disse Ord gentager Vergil i III 97 ff. i ændret
Form saaledes, idet Apollo siger:
Dér (i Moderlandet) skal Æneas’ Hus fra Kyst til Kyst
være Herre
Børn af hans Born og Børn efter dem i Slægternes Følge.
Iliaden har altsaa dog saa meget om Æneas,
at han staar bemærkelsesværdig i Rækken af
Trojas Fyrster. Men der, hvor Vergil griber
ham, er han ikke mere en Trojas Forkæmper,
en krigersk Helt, der maaler sig med Achilles
og Diomedes. Nu er han udset af Guderne til
en ganske bestemt Opgave, den at bære
Trojas Husguder — et romersk Begreb, ikke et
homerisk — fra et ødelagt Troja til et endnu
ikke opbygt Troja. Motivet i Vergils Digt,
bragt paa sin simpleste Form, er:
en Månd, ledet af Guder, rejser fra en By som
ikke er mere, til en By, som endnu ikke er.
Til Billedet af en Helt med denne Opgave
kræves i første Række ikke krigersk
Heltemod, men Trofasthed og Lydighed mod
himmelske Magter. Det for Æneas
ejendommelige Træk, som er arvet fra den troiske
Sagnkreds, er: Manden, som bærer sin Fader og
leder sin Søn ud af en ødelagt, brændende By,
— dette Træk er det rigtige. Saaledes skal
Æneas staa i det Minde, Digteren holder ved
lige; derfor »den fromme Æneas».
Symboliken i denne Skikkelse er egentlig
ikke antik, synes vi, men middelalderlig: En
taalmodig og trofast bærende Månd, der ikke
ved, hvorhen han bærer sin Helligdom, men
vel ved, at Helligdommen skal bæres og
Maalet naas. Saadanne Kaar giver vel en
Helt Betydning, men gør ham ikke
straalende; han gaar med Bind for Öjnene, en
Gudernes Tankelæser. Det symbolske deri
er middelalderligt; ikke sært, at Iklædningen
overstiger Antikens Evne. Vergil frigør sig
først til allersidst fra det tyngende i at
fastholde sit Ledemotiv.
Thi Æneas er ogsaa en krigersk Helt; det
kommer mod Slutningen, og det indledes med
217
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
