Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Guder og Mennesker i Æneiden. Af Johannes Loft
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Guder og Mennesker i Æ n ei den
sigclse; den ligger i, at Jupiter er
Monoteismens Repræsentant midt i den polyteistiske
Verden. Vergil er ikke overlegen nok til at
løse denne Selvmodsigelse og ikke naiv nok til
at glemme den. Derfor er hans Jupiter til
Tider noget majestætisk Ingenting. Havde
endda Digteren af og til ladet os forstaa, at
den store Olympier selvbevidst styrede alting
selv, men lod de andre Guder agere i den Tro,
at de ogsaa havde noget at sige, skønt
Digteren, Jupiter og Læseren ironisk nød deres
indbildte Væren mægtige; men Vergil
omtaler baade Jupiter og enhver anden af
Guderne med samme skyldige Reverens uden
at blinke forstaaende til sine Læsere.
Derfor bliver man ilde berørt ved som
Finale paa Gudetinget i X i ff. at faa
gentaget Zeus-nikket fra Iliadens første Sang;
man synes, at netop her er Vergils Jupiter
ret flov; og man finder det ilde anbragt, at
han i XII 725 løfter Vægtskaalen, en Gestus
der i Iliaden gør et stærkt Indtryk, men her
synes overflødig og teatralsk.
Guderne er mange Slags, lige fra den bistre
Juno og ned til de sølle Skibe, som bliver til
Nymfer. Men over dette Mylr, selv som en af
Mylret staar Jupiter i en gaadefuld og
uopklaret Relation til Skæbnen; i »Skæbnen»
gemmer sig den majestætiske Idé, hvis
Repræsentant han er, uden at være identisk
med den, selv om han til Tider synes at være
det, saaledes naar han i I 260 siger:
Mit Raad skal ej ændres. —
men andetsteds er han den, der sørger for, at
Skæbnens Raad agtes, saaledes i IV 223 ff.:
Advarslerne til Æneas. En anden Gang, XII
819 bestemmer han noget, som Skæbnen
overlader ham at ordne, og Juno minder
ham udtrykkeligt om, at dette
ligger udenfor, hvad Skæbnen kan fastslaa,
og man ser ham i XII 725 med Vægten i Haand
spørge, hvad Skæbnen vil.
Han er Skæbnen og dog ikke Skæbnen,
fortrolig med den og underlagt den; kun eet
staar fast: ingen anden Gud staar i dette
Forhold til Skæbnen; det gør kun Jupiter.
Naar hans afsluttende Ord ved Gudetinget
lyder saa tomme i vore Øren, saa beror det
paa en Fejl i vor Opfattelse. Vergil mener det
anderledes, thi kun Jupiter kunde sige det
Ord om Skæbnen, som han siger i den Stund,
hvor Gudinder for et Ting af Guder paatager
sig at ordne Verdenshistorien og ikke kan
enes derom. De bringes til Tavshed ved at
høre, at han siger X 112:
Jeg er Gud for dem alle.
Skæbnen faar vise Vej.
Det er Ordet Skæbne i hans Mund, som skaffer
Ro til Veje. Men denne Formel for
Verdens-styrelsens Gaade: Skæbnen styrer i de
afgørende Ting, og et vist Raaderum er
overladt Guderne, — denne Formel er velegnet
til at bygge et Epos over.
Dido har som Æneas sin Fortid bag sig,
hvor vort Epos begynder. Hun har mistet sin
Husbond Sychæus og opdaget det rædsomme
at hendes Broder var hans Morder; med
enestaaende Energi har hun samlet Skibe,
Forraad og Mandskab, ordnet Flugten og er nu
i Færd med at grunde det stolte Carthago
Lykkelig var jeg, ja mer end det, lyksalig, — naar bare
Aldrig de Skibe fra Trojas Kyst havde rørt vore Strande,
siger hun i IV 657 f. Men de kom, de Skibe
fra Troja, og med dem begynder anden Del
af Didos Saga, en ny Tragedie.
Det er vist uimodsigeligt, at Skildringen
af den puniske Fyrstinde er det ypperste
i Retning af Mennesketegning, der findes i
Æneiden. Hendes Modtagelse af den
kongelige Flygtning og hans Folk, hendes
Betagethed af ham, hendes Raadvildhed, da hun
opdager, at hun elsker ham, hun, hvis
Storheds Baggrund just var den, at hun var den
unge, sørgende Enke, og saa den Række af
pragtfulde Monologer, fyldte med Klage og
Bitterhed, et Øjeblik trøster hun sig ved
Muligheden af at faa Udsættelse for det dræbende
Slag, hans Bortrejse, — Fortvivlelsen, Hadet,
det fantastiske Raab om Hævn, den elegiske
Falden sammen til sidst! Hun er stadig
Fyrstinden, den historiske Skikkelse og stadig
Kvinden.
Brodden i hendes Ulykke er, at Æneas
aldrig elskede hende som hun ham. Derfor er
han saa ringe i Samtalen med hende; derfor
modtager hun hans Forklaring om, at det
er Gudernes Bud, han adlyder, med den mest
ætsende Foragt. Hun har jo lige hørt ham
sige de Ord, der var tydelige nok IV 338 ff.:
som Ægtefælde og Brudgom
Tændte jeg Brudefaklerne ej, saa lød ikke Pagten.
og seiv i Dødsriget er hendes Foragt for ham
den samme. Hun ved, at de er ikke to
elskende, hvem Guderne skiller, men hun er
221
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
