Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Guder og Mennesker i Æneiden. Af Johannes Loft
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Johannes Loft
forladt af ham og vilde være blevet det, hvad
saa end Guderne sagde eller gjorde.
For Resten, hvad disse to Personer angaar,
de passer sammen; de vilde udgøre et herligt
Herskerpar; hun vilde fylde mere ved hans
Side end den blege Creusa eller den
ungdommelige Lavinia trods hendes rosafarvede
Ynde.
Bag det hele tegner sig Roms og Carthagos
Mellemværende paa den virkningsfulde Maade,
at det for Læseren ligger klart bagude i
Seklernes Fortid, men for de optrædende ligger
det forude i Anelsens Fremtid. To Gange
staar det romersk-puniske Spørgsmaal
fremstillet, første Gang i Didos flammende
Forbandelse, en Monolog, som ingen hører, men
desto rigere paa Effekt IV 622 ff.:
Men du, tyriske Folk, opøv din Stamme, dit Afkom
Stedse i dette mit Had, og lad det være Skænken, der
ofres
Asken i Didos Grav: ikke Fred, ikke Pagt, ikke
Forbund!
Komme der skal af vort Blod en Gang i Tiden en
Hævner;
Han skal med Sværd og med Ild fare frem mod den
troiske Nybygd,
Nu eller siden, naar Kraften engang er modnet til
Gengæld;
Men indtil da skal Sværd imod Sværd, som Strand
imod Strande,
Bølge mod Bølge staa, en Kamp gennem kommende
Slægter.
og anden Gang, i selve Jupiters stadfæstende
Ord X 11:
Dagen kommer, — men væk den ej! — da Krig bliver
retvis,
Naar det hadske Carthago o. s. v.
Man ser af disse Træk, med hvilke Øjne
en Romer langt ned i Tiden saa tilbage paa
de puniske Krige, og hvilken Betydning de
har haft i Nationens Minde.
Heltens episke Modstander i Italien er
Turnus. Han er tapper, ilter, et
Stemningsmenneske, vel lidt af alle; han har, som
rimeligt er, det tilfælles med Hektor i Iliaden, at
han stedse følges af Læseren med vemodig
Sympati. Man under ham mere tiltalende
Beskytterinder end den arrige Juno og den
hysteriske Amata. Et fint farvet Skær hviler
der over hans Forhold til Lavinia netop fordi
der kun antydes. Hans Død danner den bratte
Afslutning paa vort Epos, og der levnes ikke
Tid til at give ham det Eftermæle, som han
havde fortjent ligesaa fuldt som den unge
Pallas, paa hvem der ofres saa megen Døds-
klage. Alligevel, uden at hans Karakter er
uddybet, er han saaledes placeret i Læserens
Erindring, at et Eftermæle vilde virke
overflødigt.
Men Æneas’ egentlige Modbillede er den
tydeligt tegnede Mezentius. Hans
respektløse Gudsforgaaenhed er netop
Modsætningen til Æneas’ pertentlige og forsigtige
Fromhed. Mezentius agter ikke Guderne;
Æneas befinder sig i en stadig Reverens for
dem.
Iøvrigt gaar det Mezentius som den
trojanske Fyrste; han har ogsaa sin Stortid bag
sig. Om den fortælles af Euander i VIII 478 ff.
Tyranni og afskyelig Grusomhed voldte det
Oprør, som fordrev Mezentius fra hans By
Agyllina og tvang ham til at søge Tilflugt hos
Rutulerne og tage Del i deres Kampe. Hans
Fald fylder Slutningen af X med en Skildring,
som skal læses eller høres; det er noget af
det stolteste, Vergil har skrevet. Der fældes
den ugudelige af den fromme, — et Forhold,
som Digteren ikke understreger. Mærkeligt
nok er Mezentius den eneste i hele Digtet, der
udtrykker Bevidsthed om Synd; han taler til
sin døde Søn og siger X 849 ff.:
Nu først fornemmer jeg arme
Hélt min Udlændigheds Ve; nu traf det Saar, som mig
døder.
Mig det er, hvis Brøde har skændet dit Navn og dit
Rygte,
Mig, en afsat Drot, berøvet Scepter og Trone;
Mig det var, som skyldte at bøde for Uret og sone,
Tusinde Gange dø var min Skyldighed for mine Synder.
Den Månd, der taler saaledes, er en Skikkelse,
man husker, han er som hugget i Granit.
Rejsen opad Tiberen i VIII danner den
stemningsfulde Indledning til
Euander-scenerne her og i XI.
Det, der for Vergil gav Euanders Person
den sympatiske Baggrund, og som endnu for
Læserne sætter ham i et betagende Lys af
Hjemlighed, er, at Digteren og vi hos ham
er i Rom. Der er Hygge over Besøget; vi
føler os genkendende tilpas, naar vi VIII 455
hører om, at
i den låve Hytte Euander vækkes af Solens
Milde Lys og af Fuglenes Morgensang under Tagskæg.
Ikke blot her, men over det hele Besøg er der
noget, der lyser og toner anderledes, end det
lyste og tonede paa Sicilien eller i Carthago.
Billedet af Euander svarer dertil: en ædel,
viis Fyrste, en patriarkalsk Skikkelse, der
222
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
