Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Guder og Mennesker i Æneiden. Af Johannes Loft
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Johannes Loft
I XI er vi indenfor Murene i Laurentum.
Som Følge af den manglende Formidling
mellem Rejsedigtet og Kampdigtet faar vi ikke
at vide, hvorledes det kom sig at Latinus nu
med Turnus ved sin Side fører Forsædet i det
store Raads Forhandling, — men vi glemmer
denne Vanskelighed over en Person af
overraskende Karakter, den veltalende Fører for
Oppositionen mod Krigspartiet, Politikeren
Drances.
Vi har lige hilst paa ham i Omtalen af en
Sendefærd XI 122, men nu kommer det
kostelige Nærbillede XI 336 ff.:
Drances, indædt bestandig, misundelig overfor Turnus,
Nidsk paa hans Hæder, skulende, gram og bitter og
oprørt,
— Rig var Manden derhos, veltalende, men ikke Kriger,
Stiv i Agitation, ved Møder ikke ueffen, —
Moderen var af Adel, og det gjorde Manden sig til af
Som af en fornem Byrd, skønt Faderen ikke blev
omtalt.
Denne Person er sikkert tegnet efter
levende Model, og man ønsker at vide, hvem
Modellen er. Thi denne Taler er ikke som
Thersites en blot Karikatur med et Udvortes,
der straks betegner ham som Klovnen; men
han er et Menneske, lige hentet fra
Hverdagens politiske Galleri. I den følgende Tale
udfolder han Evner og Karakter, og som
Udfyldelse af Skildringen følger saa Turnus’
Svar, der hudfletter ham paa det haanligste.
En utallig Mængde Bipersoner findes der
i Æneiden. Kampscenerne vrimler med Navne,
der kun er Navne, ja i den Grad kun tjener
til at male Masseopbudet, at man ofte ikke
kan skelne, til hvilken af de stridende Parter
de nævnte Personer hører.
Der synes at være nogen Forskel imellem
Rejsedigtet og Kampdigtet i denne Sag; thi
det første anvender ganske kortfattede
Epi-theta efter Mønsteret »fidus Achates». Den
eneste Månd i Æneas’ Følge, vi synes at
lære at kende, er Styrmanden, den brave,
pligttro Palinurus; hans Paalidelighed skildres
vist allermest træffende med Vendingen i III
201:
Selv Palinurus skelnede mer ej Natten fra Dagen.
Men i Kampdigtet er trods den rivende
Flom af Navne ganske tydeligt en Stræben
at spore efter at individualisere saa een, saa
en anden af Heltene. Vi nævner Numanus,
tegnet gennem den brovtende Tale i IX 590 ff.
eller Cretheus i IX 774:
Musernes Yndling,
Musernes Følgesvend, som elskede Sange og Toner,
Spil af Cithar og Strengeleg, Melodiernes Velklang;
Helst om Heste han kvad, om Mænd og krigerske
Kampe.
eller i XII 529 den pralende Muranus og i
X 324 »stakkels Cydon» med sine tvetydige
Drengebekendtskaber eller i XI 768 den
pyntede Chloreus.
Det hører med til den episke Kunst at
drage enkelte Personer frem i Forgrunden for
at fortælle en lille Historie om dem, et lille
Epos inden i det store. Saaledes træder
Me-zentius frem i Slutningen af X, og saaledes
træder Ynglingeparret Nisus og Euryalus
frem i IX. Baade her og i V vækker de
Interesse ved deres Iver og Sammenhold, deres
Gaaen op i den øjeblikkelige Opgave; man
følger dem med Velvilje, saa længe de er paa
Scenen, men savner dem ikke, naar de igen
forsvinder. Thi de er kun Væddeløbere, er kun
ivrige Krigere, kun optagne af det
øjeblikkelige Maal, men nogen anden Evne til at vække
Læserens Sympati har de ikke.
Kampscenerne giver rig Lejlighed til
hurtige Enkeltbilleder, og Lejligheden udnyttes
med Virkning; ogsaa de to Krigskataloger
har fortræffelige Miniaturtegninger. Her maa
vi standse ved Camilla; hun er flot tegnet eller
rettere: hun virker som et farvestraalende
Maleri baade i Kataloget i VII og i den Del
af XI, som hun behersker. Der er noget
fornemt over hende, idet Digteren ikke gør mere
ud af hendes Person, end at man netop faar
hende at se og det med Undren og Beundring;
det er en straalende Skikkelse; hun er som en
Aabenbaring fra en eventyrlig Verden. Med
Virkning er hendes Historie fortalt, og det
var vel gjort af Vergil, at han — hvad man
mener —■ indskød Fortællingen om hendes
Barndom ved en ny Gennemgang af sin Tekst,
skønt Dianas Tale derved blev noget lang.
Men først ved denne Skildring af hendes
Opvækst faar man det rette Billede og Billedet
sit Perspektiv.
Hendes Banemand Arruns, hans Lusken,
hans Daad og hans Død giver hendes
Skikkelse den mørke Skygge, der skal til for
Farvevirkningens Skyld.
Det er kun sjældent, at Vergil gennem en
direkte Skildring af en Persons Egenskaber
giver en Karakteristik af ham, saaledes som
det sker med Drances i XI 336. Derimod er
det gennemgaaende Digterens Sædvane at
224
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
