Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Sjätte och sjunde häftet
- Folkekongen. Af J. Christmas Møller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
/. Christmas Møller
Værket; Guds levende Aande er ikke indblæst i
det, det har ikke faaet Vigselen. —
Jeg vil bringe Vigselen. Norge var et Rige, det
skal blive et Folk. Trønder stod mod Vikværing,
Agdeværing mod Hørdalænding. Hålogalænding
mod Sogndøl; alle skal være ét herefter, og alle
skal vide med sig selv og skønne, at de er et.
Det er Hvervet, som Gud har lagt på mine
Skuldre; det er Gerningen, som skal gøres af
Norges Konge nu. Den Gerning, Hertug, den tænker
jeg I lader ligge, thi sandelig I årker den ikke.
Og Maalet naaedes, og Historien beretter,
at fra Håkon Håkonssøn anerkendtes i
Europa den norske Konge.
Maalet var i Sandhed baade kongeligt og
folkeligt. Thi Historien beretter tillige, at
fra Kong Håkons Regeringstid opblomstrede
Næringsliv, og Fremgang skete paa mange
Maader. Syv Hundrede Aar efter fejrer det
norske Folk og med det alle de nordiske
Folk, Europa, ja hele den fri demokratiske
Verden den anden store Kong Håkon, som
for 42 Aar siden, da han kaldtes til Tronen,
kunde angive sit Maal paa samme Maade:
Alt for Norge. Den Enhed, som var skabt i
1905 skulde holde. Og som hans store
Forgænger naaede sit Maal, saaledes naaede
Kong Håkon den VII det ogsaa og naaede
det som vel sjældent, ja aldrig er set i vor
moderne Tid. Han samlede det norske Folk,
og Klasse stod ikke mod Klasse, Stand ikke
mod Stand. I Krigens Sværdtid samlede han
som ingen anden det norske Folk.
*
I Nordahl Griegs pragtfulde Digt:
Folkekongen, Digtet til Håkon den VII, lyder
Slutningslinierne saaledes:
Derför er han Folkekongen
I et Land, hvor hver skal være
Fører for sin egen Skæbne,
Høvding i sit eget Sind.
Her er i faa og skønne Ord givet Kongen,
som han er. Folkekongen, Folkets og
Landets første Tjener, men ogsaa naar der
bliver kaldt paa ham, og Skæbnen stiller ham
paa den store Prøve, Føreren og Høvdingen,
som viser Vejen og følger Retfærds
tornefulde Vej.
*
I vore demokratiske Samfund gives der
sjældent Kongerne Anledning til at øve
den store skelsættende Indsats. Den
ansvarlige Regering, den bestemmende
Rigsdag, den ansvarsfri Konge forlanger
simpelthen dette. Deraf følger jo ikke, at
Kongemagtens Udøver i rolige Tider ikke
kan øve en stor og betydningsfuld
Indflydelse. Men det bliver mest i Uvejrs- og
Krigstider, at den kongelige Gerning faar
sin største Betydning.
De to danske Kongebrødre blev den 9.
April stillet over for deres Livs største
Opgave. Vilkaar og Forhold var vidt
forskellige. Norge kom i Krig, Danmark ikke.
Norges Konge kunde gøre sit Land den
største Tjeneste ved at forlade det.
Danmarks Konge maatte blive og hjemmefra
øve sin Kongegerning.
Vidt forskellige blev Vilkaarene. Men til
sene Tider vil der berettes om de to
Kongebrødres Betydning for de to Brødrefolk, da
Nøden var størst, og Friheden berøvedes
deres Lande.
Og naar saa Tiden stiller slige Krav til en
Konge, som det er sket fra 1905 til Norges
Konge, saa er det en usigelig Lykke for et
Folk at have en Konge, som netop
Folkekongen, der vilde være Fører for sin egen
Skæbne, var — allerede som en ung Månd
— Høvding i sit eget Sind.
*
Thi Kongegerning øvede Kong Håkon i
1905, i 1928 og i 1940 og derefter i de 5
lange Udlændinghedsaar.
Hvilken Lykke var det ikke for Norge og
for Norges Fremtid, at den unge danske
Prins stod saa urokkeligt fast paa, at Folket
selv skulde vælge ham. Hvor saa den unge
meget længere end mange af de gamle og
242
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Mon Dec 11 14:11:39 2023
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/ordochbild/1948/0274.html
