Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte och sjunde häftet - Folkekongen. Af J. Christmas Møller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Folkekongen
kloge rundt om i Verden. Det maa selt
ikke have været saa let en Sag at staa
imod alle de Raad, som blev givet i
modsat Retning. Kong Håkon vilde kaares af
Folket, som Norges gamle Konger var
blevet det.
Men alle de gamle og kloge raadede fra.
Ikke blot hjemme fra Norge lød Raadet;
den store Statsmand, den store Digter, den
store Nationalhelt og mange, mange med
dem sagde det samme. Herhjemme i
Danmark, hvor de vanskeligste Passager i
Kongevalget var ordnet saa korrekt og
hensynsfuldt, som gørligt, fik Kongen fra meget
indflydelsesrig politisk Side det samme
Raad. Fra London telegraferede Kongens
Svigerfader den tilsvarende Henstilling. Og
Svigerfaderen var det mægtige
Storbritanniens indflydelsesrige og politisk saa
højt-ansete Edward den VII.
Men Kongen stod fast. Her var et
Omraade, hvor han og han alene kunde
bestemme, hvad han, Føreren og Høvdingen
i den ondeste Tid i Norges Historie, skulde
gøre. I sin Kongegerning senere vilde og
skulde og maatte han følge de strengt
parlamentariske Love, men han satte
Betingelser for, hvorledes han skulde blive Norges
Konge, og han blev det ved Folkets egen
frit tilkendegivne Vilje.
Ministerkrisen i 1928 interesserede meget
stærkt allerede da. Ministerkriser er jo en
af de ikke mange Lejligheder, hvor Kongen
kan vise sin selvstændige Indsats ikke
kontrasigneret af den ene eller anden Minister.
Kongens klare Bedømmelse af Situationen
førte til, at han havde kun eet at gøre: rette
Opfordring til det sejrrige Arbejderparti;
saa maatte Stortinget selvsagt derefter
gøre, hvad det vilde; dette var efter min
Opfattelse saa klogt og saa rigtigt, som det
netop krævedes af en Konge, og viste
Kongemagten, som det den altid skal være:
den, som samler hele Folket og følger
Folkets klare Anvisninger.
Folket, Vælgerne, havde utvivlsomt vist,
at Arbejderpartiet skulde prøve sine
Kræfter og vise, hvad det duede til. Det havde
ikke Flertal, men var langt Stortingets
største Parti. Stortingets Flertal kunde
fælde Regeringen (og det gjorde det iøvrigt
omgaaende) —• men Kongen var hævet
herover — han kunde med Valget som
Baggrund kun opfordre Arbejderpartiet til
at danne Regering.
Havde Kong Håkon ikke gjort det, vilde
en meget, meget stor Del af det norske
Folk for snart 20 Aar siden have følt sig
svigtet af Kongen. Nu blev han ved denne
ene Handling, hvor Kongen atter saa
klarere end de fleste ogsaa deres Månd, deres
Konge — Kongen som ikke kendte Forskel
paa Partier, for hvem alle Nordmænd var
eet —• Nordmænd -—- Landsmænd.
Der er ingen Tvivl om, at denne Kong
Håkons Stilling i 1928 fik den største
Betydning for hans Forhold til hele Folket i
den følgende halve Snes Aar og kom til i 2
Maaneders-Krigen og i Besættelsestiden at
danne Baggrunden for det Sammenhold,
der blev mellem Konge og Folk, og som
skabte saa enestaaende Resultater i
Modstandskampen.
Saa kom da den 9. April til Norge og
Danmark og saa forskellig de to Kongebrødres
Skæbne og Lod end blev, fik de begge
afgørende Betydning for deres Land.
Norge valgte Krigen, og en Dansk maa
have Lov til at indføje, at var der stillet
tilsvarende Krav til os som til Norges
Regering, havde vi gjort det samme. Thi
hvilket Krav stillede Tyskland? At Kongen
skulde tage Landsforræderen til Minister
— at Kong Håkon, som i næsten 35 Aar
havde været den strengt konstitutionelle
Konge, nøje havde fulgt alle de
Forudsætninger, under hvilke han var kaaret, at han
skulde bryde sit Ord og handle mod sit
Folk.
Svaret blev Nej’et — det stærke norske
Nej. Men denne Situation kan bedst skildres
af Kongen selv.
243
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
