Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elfte häftet - Portrætgalleriet paa Stensgaardholm. Af Esther Noach. Tegninger af Ebbe Fog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Esther Noach
Hendes Søn Claus Høegh var iblandt dem.
Den unge Hjælpeofficer med tunge
Epauletter paa de spinkle Skuldre havde meldt
sig som frivillig, hvad man tydeligt ser paa
det flammende Blik i en Pastel af ham. Der
er Forfinelse og Mandighed over Trækkene;
men især Forfinelse. Oljemaleriet af ham
paa Stensgaardholm viser ham som den
lærde Biskop — og det er ligesom om
Mellemleddet ogsaa mangler i hans Liv. Fra
Bispegaarden møder man ofte hans
Skikkelse i høj Fylde — han passer i denne By.
Kirkens Portal med sin Søjlevælde stiller
de spidse Købstadshuse i Skygge, ad det
smalle Fortov naar han Torvets
Smaastads-handel, han hilses og man viger ærbødigt
til Side for ham. Eller man følger ham i
Ornatets Prægtighed, stjernebesaaet fra
Skulder til Skulder, naar han skrider over
Kongepladsen. — Der gaar Biskop Claus
Høegh, siges med Stolthed Månd og Månd
imellem, og Børn ser frygtsomt op paa
Biskoppens Majestæt.
Men før han naar den Alder, da han skal
ældes i Fredelighed, er hans Tid allerede
forbi og de Unges begyndt. Hans Syn har
været Aarhundreders Kristendomslyrik og
en Tro paa Digtets strenge Sandsynlighed.
Hans Tid har været Autoritetens og Troens,
ikke Steen Balle Høeg’s ængstede Kamp
for selv at naa til Vished gennem sin
Undren; de Unges Tid er noget helt nyt,
Tvivlens og det skarpsindige Sandskueri. Den
farer ikke ublid frem mod Biskoppen,
tværtimod — han æres, men denne Ære
lægges som en Aldersrente hen til hans
Fond af Kathederviden og Berømthed.
Claus Høegh vaagner en Dag op af sin
Berømmelses Halvskumring og ser sig
omgivet af et skarpt og fjendtligt Lys, men
tillige et straalende Lys, der ubarmhjertigt
rammer hans mætte, blide Ansigtstræk, de
mælkede Øjnes Ro, den skyfri Oldingepande,
der mere leder Tanken hen paa Hellas end
paa det faareuldsduftende Palæstina.
Livs-maalet for ham — at hæve sin kongesæle
Tro til en kongelig Plads over Livet —
bliver nu hans største og betydeligste
Fejlgreb. Selv har han levet efter dette
ligefremme Maal, men den nye Tid viser ham
et endnu mere ligefremt. Man skal se den
Virkelighed, hvoraf Kirkeligheden oprandt
— se Jøden fra Palæstina, en blodbesudlet
Original, en ensom Fanatiker. Livet
blomstrer nok, men gødet af hans Smuds og
Lidelse, Roden ligger skjult under Sved og
Blodsdraaber; hvem tør sige sig fri af den
Virkelighed? Og derfor vil man genskabe
under de samme ydmyge Kaar, hvad
Aarhundreders glansfulde Sikkerhed har
forbrudt sig imod, man vil tvinge en Spottens
og Askesens Månd ind i Byens og
Ungdommens Fest midt paa Torvet, tvinge en
saadan halvt naragtig Månd frem for
Bourgoi-siets fromt-fornemme Kristelighed.
I disse Dage er det, at det sidste Portræt
af Landets berømte Biskop bliver malt og
ophængt paa Stensgaardholm. Det hvide
Haar skjuler kun daarligt den tungt furede
Pande, Blikkets mælkehvide Renhed er
veget for den Forfulgtes blinkende
Usikkerhed, hans Hænder hviler slapt i Skødet,
han sidder sammenfalden under Anklagens
Byrde, truffet i sit Hjerte. Men den
Besøgende fængsles mere af’ dette Billede end
af de to andre. Dette Blik ser for første
Gang indad og farves af Sindets Mørke;
det brister i sin Glans. Og Læben er tavst
lukket om Veltalenhedens Redebonhed,
lukket fast og smertefuldt og tvivlende
over et størknet Brus af Ord. Det er, som
ser han Gethsemane for sig — og tier.
Efter hans Død glider Slægten helt
tilbage i Anonymiteten. Ingen Kraft bar den
oppe mere, den havde ligesom forløftet sig
i sin Velmagt. Men den havde talrige
Efterkommere . . .
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
