Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tolfte häftet - Teatersæsonen i København 1947—48. Af Harald Mogensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harald Mogensen
Sigfred J o han s en i »Den rejsende
uden Bagage».
sort og pessimistisk, men samtidig forløsende
i Kraft af en overgiven, ironisk Slutpointe.
Mig bekendt har det ikke været opført i
Sverige, men det fortjener at komme paa
Repertoiret. Anouilh er Poet og perfektibel
paa een Gang. Han varierer med
haand-værksmæssig dramatisk Dygtighed de samme
Motiver som hos Strindberg og O’Neill:
Flugten fra Fortiden, Opgøret med Familien,
med Moderen, med Kvinden. »Den rejsende
uden Bagage» er en Drøm om at undslippe
sin Fortid, undslippe Ækelheden og Smudset,
og denne Flugt er lige saa befriende som
Døden i Eurydike. Per Knutzon havde sat i
Scene. Som Gaston, Manden, der
præsenteres for sin egen Fortid, saas Sigfred
Johansen, en af hans Karrieres mest overlegne
Præstationer. Agnes Thorberg Wieth havde
ikke Greb paa Moderen, denne den farligste
af alle Mødre, fordi hun selv tror, at hun er
god, at hun har Ret, uforsonlig i sit Krav om
Underkastelse. »Den rejsende uden Bagage»
fik med Rette Succes paa Alléscenen.
Derimod faldt Anouilhs yndefulde Bizarreri
Tyveballet paa Stærekassen. Dette
charmerende Mumme-Spil, et Teater-Eventyr, en
forfinet Farce blev spillet med dundrende
Klumpfødder, med mekanisk Komik —
bortset fra Bodil Kjer, som var saa yndigt
forelsket, saa vitalt, saa straalende, saa
ud-straalende forelsket i Slutningen af Akt III,
at hun rev Huset ned. Men det var
selvfølgelig i sin Orden i et Stykke af Anouilh,
at Kærligheden sejrede over alle de andre,
over Tyvene, over Ladyen, over Bankiererne,
som alle er noget andet, end de gerne vil se
ud til at være — akkurat som O’Neills
Passagerer i Charons Baad.
Samtidig med at »Ismandens» sorte Syner
gik over Scenen i Stærekassen, spillede Det
kongeliges gamle Scene Kjeld Abells Dage
paa en Sky (i Bogform paa Thaning og
Appels Forlag). Det blev en stor Sejr baade
for Forfatteren og for Teatret, især for
Instruktøren Holger Gabrielsen.
»Dage paa en Sky» handler om et
Efter-krigsmenneske, som har troet paa, at Krigen,
Volden nyttede, men nu har opgivet Haabet.
»Man kan ikke forandre en Verden.» Han
springer ud fra en Flyvemaskine med
Selvmord i Tankerne, men han har en Faldskærm
paa Ryggen. Stykket foregaar i de eviglange
Sekunder, der forløber, inden han har afgjort
med sig selv, om han skal trække i
Udløs-ningsringen eller ej. Det foregaar inden i hans
Hjerne. Oppe i Skyhavet lander han paa
Kvindernes Olymp, træffer Aphrodite, Hera,
Demeter, Eos og Anadyomene og ramler midt
ned i Kvindernes Sammensværgelse mod
Zeus ■—- den samme Zeus som i Sartres
»Fluerne», Magtens Gud — ned i deres Kamp
for en bedre Verden. Og som Stumper af
Drømme møder han samtidig fra den jordiske
Verden, han har forladt, sin Hustru og endnu
en Kvinde, Søsteren til en Månd, som han
sendte ud i Krigen for at dø for det, som han
ikke selv tror paa mere. Kvinderne
overbeviser ham, men mest at han genfinder sin
Tro paa, at det nytter. Han er en Draabe, men
maaske den der faar Bægeret til at flyde over,
den Draabe som i sig bærer Viljen til synligt
Oprør. »Om jeg skal forlise igen — det gør
ikke noget. Jeg ved, jeg er en draabe i det
hav, paa hvilket mennesket engang skal sejle
frit.» Han trækker i Snoren. Faldskærmen
folder sig ud.
Mens Strindberg og O’Neill hiver de
stinkende Indvolde ud af Menneskene, er der
noget rent og luftigt og ligefrem blufærdigt
over Kjeld Abell. O’Neill er vist ikke noget
for ham, snarere A. S. Neill, den frisindede
474
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
