Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tolfte häftet - Teatersæsonen i København 1947—48. Af Harald Mogensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
T e at er s æ s o n en i Köbenhavn 1947—4 8
engelske Pædagog. Baade Aphrodite og
hendes Datter Anadyomene siger nogle Repliker,
der tyder paa, at de har taget Kursus paa
hans Institut Summerhill. Børn skal have
Lov til at slaas, hedder det pludseligt og
pudsigt midt i Gudindernes Strid for en bedre
Verden. Og Verden trænger til Kærlighed,
Kvinde-Kærlighed, ja ogsaa Moderkærlighed,
trænger til at Kvinderne tager Styret. Kjeld
Abell er en Kvinde-Dyrker. Hos ham finder
vi Kærlighedens og Hjemmets og Jordens og
Lysets og Ungdommens særdeles jordiske
Gudinder paa Scenen, hos O’Neill tre Ludere!
Kjeld Abells Optimisme er præget af Sartres
Tro paa, at det hjælper at handle, de har
begge den samme sangvinske
Frihedskæmper-Mentalitet, men mens Sartres Optimisme
stiger op som et Trods alt af »Murens» og
»Lukkede Døres» Pinesteder, saa svæver
Kjeld Abells ligesom frit i den olympiske Luft.
Eos kommer agende i sin Solvogn og
deklamerer Lammeskyer af Ord med Ære være
Gudinderne i Himlen og et Tivoli paa Jorden.
Abell elsker Damer med Vinger paa Ryggen,
Engle og Gudinder og Alfer, en Stemning
af Vuggesange og Barndoms Eventyr. Han
staar til O’Neill som en Søndagsskole til et
Bordel.
Men Søndagsskolelæreren har
Haandgra-nater i Frakkeskøderne. I »Dage paa en Sky»
hugges der ud efter Kristendommen og
Kapitalismen. Der er den store Replik om
Købmændene, Krigsmagerne med
Dobbeltmoralen, og der er Demeters om Markerne, om de
manges Sult og Sved, som bliver til rede
Penge for de faa, og der er Heras mod
Kristendommen, som viste sig at være saa praktisk
for de rige. Men først og fremmest er der
Heras Anklage mod de gamle Guder: »De
boltre sig i ædle diskussioner, hvor ordet blir
et tryllenummer, der flytter interessen væk
fra det, der ikke er i deres interesse og faar
den samlet om et mindre taktløst emne.»
Sartre har i »Den ærbødige Luder» i
Senatorens store Tale givet en dramatisk
Demonstration af, hvordan Flosklen bliver stærkere end
Menneskene, end Virkeligheden. »Dage paa
en Sky» er et Opgør med den samme
demokratiske Svaghed, det stivnede, det formelle
i Frihedsbegrebet. Især kommer det frem i
Sidsteaktens store konkrete Eksempel:
Videnskabsmændene opfinder Atombomben og giver
den til Statsmændene, uden at bryde sig om
hvad den bliver brugt til, for Aanden er fri
uden Begrænsning. Den frie Tanke maa ikke
Anna Borg i »Dage paa en Sky».
spærres inde i en Begrænsning. Dage paa en
Sky former sig som et Opgør med
Legitimisterne, dem for hvem Formerne, Lovene ^er
vigtigere end Livet. Pengene regerer over
Jorden, og Magten over Ordet, og
Kristendommen slavebinder Mennesket. Og Frihed
og Demokrati og Liberalisme og Humanisme
og alle andre gode Ord er ikke nok til at
frigøre. Magten skrupgriner af Ordet. Der
skal mere til: en revolutionær Tanke, en
Sprængning af Formerne. Sartre fører i
Frankrig den samme Kamp for det
revolutionære Demokrati mod de Gaulle, mod
Stalinisterne og mod Partierne i Midten,
Kampen for Menneskets Værdighed. Det er
blevet mondænt i visse Kredse at anvende
Ordet Kommunist som Skældsord. Det er
ogsaa blevet slynget efter Kjeld Abell. Dette
hans nye Stykke giver i hvert Fald intet
Grundlag herfor. Han melder sig i »Dage paa
en Sky» som demokratisk Samvittighed og
sætter Fingeren paa et ømt Punkt. Bare man
har en Formel, kan man glimrende lade Folk
sulte ihjel. Problemet maa løses ad Lovens
Vej, og er det ikke muligt, saa maa vi finde
os i Sultens Massedød. Heroverfor Kjeld
Abells: »Men der burde straffes med strengere
475
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
