Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tolfte häftet - Teatersæsonen i København 1947—48. Af Harald Mogensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teatersæsonen i København i g 4 7—4 8
hen til Skøgen for at tage hende og fortælle
hende, at han har Luner, mange Luner — mig
til at tænke paa lågo, det hemmelighedsfulde
Spørgsmaalstegn i Shakespeares Othello.
Ogsaa lågo har besnærende Egenskaber. Han
kan vinde, hvem han vil, baade Mænd og
Kvinder. Men Charmen er bare Fernis. Han er
raa i sin Mund, kynisk, brutal, naar han taler
om Piger. Raaheden er dæmpet alt for stærkt
ned i den danske Oversættelse. Han prygler
Emilie. Hun antyder det selv i de faa
Replikker, som tegner en levende eller maaske
snarere en letlevende Dames Fysiognomi med
helt moderne Streger. Ak ja, han har ogsaa
Luner, mange Luner. Men desuden er der
noget surt og ironisk over ham, en spydig
Herre. »For I am nothing if not critical». Bag
Charmen og Surheden ruger der noget
indestængt, uforklarligt, en opstemt sygelig
Aggre-sivitet, der pludselig bryder løs og river
Begivenhederne med sig, en Talen, en Handlen,
en Intrigeren, Mani, river ham selv med,
til han tilsidst bråt vaagner op og ser sig om
blandt Ødelæggelserne, panikslagen, chokeret
til Stumhed. Saadan har jeg altid set lågo
for mig, forestillet mig ham spillet paa disse
Momenter, Blandingen af det vindende og
det tillukkede, det spotske og det smilende
og saa Hvirvlen, Malstrømmen —- frem til
Tavsheden, den lukkede Mund.
Spørgsmaalet er jo selvfølgelig, om
Shakespeare har gjort sig dybere Tanker om denne
lågo, end at han vilde skabe Teaterskurken
over alle Teaterskurke, en kulsort Djævel,
og om ikke alle disse Udlægninger siger mere
om Kommentatoren end om lågo, saaledes
at der ved Lejlighed kunde skrives en Analyse
af Teaterkritikere paa Grundlag af deres
Rebusløsninger af lågo!
Holger Gabrielsen spillede lågo i Det kgl.
Teaters Opførelse af Othello som den
tilsyneladende saa brave Soldat, en tilsidesat
Underofficer — men han er dog den tredie i Rang
efter Othello — og fik Tilskuerne til at tænke
paa en af disse smaaborgerlige Pølsetyskere,
der fik en Chance for at opdage deres
indeklemte Sadisme i Koncentrationslejrene, en
glimrende Intention, men i Crescendoet stod
hans lågo i Stampe, der var ikke Eksplosion,
ikke manisk Kraft nok i denne Skurkenes
Skurk, man kom som oftest til at tænke paa
hans fortrinlige Fremstilling af traditionelle
Smaaskurke, som han har spillet en hel Del
af, f. Eks. Skriverhans. Det var en interessant
Præstation, men ligesom for fantasiløs.
Holger Gabrielsen som lågo i
»Othello».
Forøvrigt var det en Oplevelse at se Othello
efter alle Sæsonens psykologiserende og
filosoferende Forestillinger, dette djævleblændte
Handlings- og Intrigestykke, hvor
Karakterens og Lidenskabens og Ordmusikens
Tornado hvirvler os gennem Intrigens
Usandsynligheder. Forestillingen blev foruden af
Gabrielsen baaret af Mogens Wieth som
Othello og af Bodil Kjer som Desdemona.
Othello, en Neger med Nerver, snart
afslappet, snart tigerspændt i Kroppen ■—- Mogens
Wieth fik dette Moment glimrende frem —
og Desdemona, den blonde forelskede
Borgerdatter. Othellos Skinsyge bliver der talt om,
men det er noget, lågo hitter paa. Er dette
et Drama om Skinsyge, saa kan Soya skrive
dem meget bedre. Othello er en Månd med
aabne Saar paa Sjælen, en trods al Succes
foragtet Neger i det hovne Venedig. Han har
i Desdemona fundet det, han kan hælde sit
Hoved til, har sat alt paa eet Brædt, har
knyttet hele sin Tillid, hele sin Ømhed til den
elskede, bundet sig som kun den ensomme
og foragtede binder sig — og da han skuffes,
griber Afmagten ham, han handler blindt,
han gaar amok. Othello er Tragedien om de
477
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
