Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tolfte häftet - Teatersæsonen i København 1947—48. Af Harald Mogensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harald Mogensen
Angelo Bruun i Soyas »Eften.
rene af Hjerte, som Livets Smuds sætter
Kløerne i. For Anouilh, som saa ofte har
genoptaget Dramaets klassiske Motiver og
bl. a. forsøgt at forny Romeo og Julie, vilde
Othello være en lokkende Opgave.
John Price havde sat i Scene, uden indre
Opfattelse og svagt i det ydre — det synes
vanskeligt at finde en Stil til Shakespeares
Tragedier — og Emilias fristende Rolle blev
spillet helt forkert.
Sæsonens mest fuldendte — eller maaske
snarere helt fuldendte — Aften var Det
kongeliges Genoptagelse af Wessels
Kærlighed uden Strømper (O & B 1943, p. 442) —
Holger Gabrielsens Iscenesætter-Mesterstykke,
som bliver bedre fra Gang til Gang —
kombineret med en ny dansk Ballet Etude af
Harald Lander med Musik efter Czerny af
Knudåge Riisager. Som i Bournonvilles
bekendte Førsteakt til »Conservatoriet» fører
»Etude» Tilskuerne ind i selve Balletsalen og
lader gennem den hvirvle som flygtige Syner
en moderne Balletstils Trin og Danse. Der
var Helhed og Skønhed og Fornemhed over
»Etude» med den unike Margot Lander som
prima ballerina. Mere problematisk rent
kunstnerisk set var Leonide Massines
Episode af en Kunstners Liv, sat op af Massine
selv som Gæstekoreograf, Ruiner af et
Storværk, mens hans Divertissement Den skønne
Donau fortryllede. En Genoptagelse af
Bournonvilles Liv jægerne paa Amager kvaltes i
Bunker af Teaterstøv.
Vi tripper paa Taaspidserne gennem Resten
af Sæsonen. Holger Gabrielsen genoptog
ogsaa Holbergs Barselstuen (Det kgl.) i en
rokokolet Dekoration af Axel Nygaard og
med tre Skuespillerinder ved Navn Clara
Pontoppidan i tre af de traditionsrige Roller.
Hende vi glemmer1, de tre Enaktere af Leck
Fischer, Soya og Knud Sønderby har
gaaet paa Nya Teatern i Stockholm. Hér
(ogsaa paa Det ny Teater) som dér var det
en meget fin Underholdnings-Teateraften. Og
paa Folketeatret gik Soyas Efter1 i en
udmærket Udførelse, sat op af Christen Jul, og
med Angelo Bruun som den børnelammede
Arkitekt paa den sjælelige og legemlige
Opløsnings yderste Afgrund. Ingeborg Brams
viste sit Spidsmusansigt i Giraudoux’s
poetiske og ironiske Eenakter, Apollon fra Bellac1,
og som en jydsk Agnès i Moliéres
Fruentimmerskolen (begge Forestillinger: Det kgl.
Teater) med Poul Reumert som Arnolphe. Det er
en af Reumerts gamle Glansroller, men lige
frisk for det. Hans Suk i sidste Akt, da han
beskæmmet gaar bort, er saa gribende som
en hel Tragedie.
Riddersalen spillede Albert Camus’
Caligula1, og Bendt Rothe var fortrinlig i
Titelrollen. Folketeatret havde europæisk
Urpre-mière paa Lyrikeren Robinson Jeffers’
Af-dramatisering af Medea1. Hvis Kritikeren
Kai Friis Møller ikke netop havde oversat
disse to Akters syntetiske Veltaleri, vilde det
have vært en glorværdig mission for hans
normalt saa smagssikre Pen at prikke
ondskabsfuldt til Mr. Jeffers’ — »vistnok en
amerikansk Poet, skønt man synes at kende Navnet
fra Hr. Gyllenspjæts Entourage» (K.F.M.
I933) — Gendigtning af Euripides Tragedie.
Else Skouboe fremsagde prisværdigt
kothur-nefrit Medeas Replikker i dette matte
amerikanske Genskær af Stjernerne.
Meget andet, som kunde remses op for
Fuldstændighedens Skyld, udelades her, fordi
det ikke mere, nu hvor Sæsonen er kommet
paa Afstand, sætter Følelser i Vibration, det
skulde da være Ulystfølelser. Men
Teateraaret — et godt Teateraar, hvor dog
Stykkerne havde mere paa Hjertet end Skuespillerne
1 I Forbindelse med Opførelsen i Bogform;
Giraudoux, Camus og Jeffers paa Dansk.
478
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
