Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andra häftet - De guddommelige herskere. Af Frederik Poulsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
De guddommelige herskere
Men fra Alexander til hedenskabets
slutning var den guddommelige hersker,
inspireret ovenfra, ikke blot en realitet i det
politiske liv, men ogsaa et yndet motiv i
billedkunsten, og det er dette nedslag i
kunsten, der udgør emnet for den norske
arkeolog H. P. l’Oranges fortjenstfulde bog:
Apotheosis in Ancient Portraiture, udgivet
i Oslo 1947 af Instituttet for
sammenlignende kulturforskning. Straks det første
billede i bogen af et Alexanderhoved i Ny
Carlsberg Glyptotek anskueliggør motivet:
den unge hersker drejer hovedet til siden
og løfter blikket i de funklende øjne opad
mod den guddom, der fylder ham med
inspiration og klarsyn. Ansigtet er
engleagtigt, og i senere Alexanderbilleder,
navnlig de i Alexandria fundne, er engletypen
drevet ud i det helt sødlige, så den kristne
religion havde et rigt repertoire at vælge
af, da trangen til afbildninger af guds
sendebud vågnede.
Kristendommen havde iøvrigt sine egne
traditioner at bygge videre på. I det Gamle
Testamente er det ikke herskerne, men
lovstifterne og profeterne, Gud direkte
inspirerer, med Moses taler Gud »ansigt til
ansigt, som man ellers taler med en ven»,
og Jesaias, Jeremias og Daniel styrkes og
inspireres ved at føie Guds røst eller
nærhed. Det samme er tilfældet i den hedenske
verden udenfor fyrsternes kres med mænd
lige fra Lykurg over Pindar til den yngre
Cato.
Det er det opadrettede blik, der
formidler herskerbilledernes forbindelse med
guderne, men i det virkelige liv var det jo
kun et led i den sædvanlige bøn, som Julian
Apostata karakteriserer således: »Der er
ingen, der ikke, når han beder, løfter sine
hænder mod himlen og ser opad, som om
en tanke om det guddommelige fylder
ham.» Man kan derfor betegne de
opad-skuende herskerstatuer som bønnen,
eviggjort i sten. Også den tanke har sin
oprindelse i den gamle Orient. Patesiernes og
5—Ord och Bild, $8:e årg.
Alexander lioved.
Ny Carlsberg Glyptotek.
deres hustruers statuer — man tænke på
den såkaldte »skønne frue fra Lagash» —
har hænderne samlede foran pa brystet i
en stilling, der i orienten har holdt sig lige
til vore dage som det ydre udtryk for
ærefrygt og kontemplation. De
sammenfoldede hænder genfindes i persiske
miniaturer og kan opleves den dag i dag ved en
orientalisk selamlik, når stormændene
afventer herskerens komme. Statuerne af
Lagash’s fyrster og fyrstinder har haft
deres plads — og er genfundet — i
templerne, og derfor var fremstillingen i bøn,
i den evige bøn kunde man sige, en naturlig
ting. I gammelorientalsk kunst havde man
ikke opdaget øjets udtryksmuligheder; kun
hænderne tolkede følelsen. Men den græske
kunst mestrede, navnlig i hellenistisk tid,
hvor herskerbillederne begynder, blikkets
muligheder. Grækerne talte i deres skrifter
om øjnenes »blanding», et udtryk, der går
tilbage til Aristoteles og viser, at man har
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
