Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andra häftet - De guddommelige herskere. Af Frederik Poulsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Frederik Poulsen
Demetrius TI N i k at or.
Mønt fra den anden regeringsper i ode
(146—138 f. Kr.)
opfattet øjet som en vinbolle, en kumme,
hvori karakterejendommelighederne kunde
blandes, og øjet som bærer af det sjælelige
udtryk fremhæves hyppigt af de antike
rhetorer og jurister. Derfor er f3’rsternes
himmelvendte blik som udtryk for bøn og
inspiration en naturlig fortsættelse af
kunstnerisk græsk tradition.
Ligeså fortrinligt som udvalget i l’Oranges
monografi af herskerbilleder: statuer,
statuetter, hoveder og møntportrætter, er
ek-cerpterne af tekster fra de antike forfattere,
der underbygger og belyser billederne og
vidner om stor flid. Efter Alexander følger
de hellenistiske gudekonger, så de store
romerske feltherrer som Scipio og
Pompejus og endelig Cæsar og romerkejserne,
blandt hvilke Caligula, Nero og Domitian
især gør krav gældende som gudernes
ligemænd.
l’Oranges bog er en monografi over et
eneste motiv, som han med stor
udholdenhed forfølger, og ingen vil i og for sig kunne
bebrejde ham denne ensidighed. Men
unægteligt savner vi de dramatiske
momenter, der afbrød udviklingen, og som vilde
have oplivet fremstillingen, selv om de kun
havde været antydede. Thi ligesom i den
gamle Orient kong Hammurabi på den
berømte lovstele fra Susa kun lader sig
inspirere af solguden Shamash, ikke som
den ca 500 år ældre kong Naram-sin
prætenderer at være gud, således er hele
udviklingen i den romerske kejserrække en
uafbrudt skiften signaler fra menneskelig-
hed til guddommelighed, fra mådehold
(moderatio) til overmod (superbia). Dette
vekselspil oplever man f. eks. i den ungarske
historiker Alföldis store afhandling: Die
Ausgestaltung des monarchischen
Zere-moniels am römischen Kaiserhofe i
Mitteil-unges des archäologischen Instituts,
Rö-mische Abteilung fra år 1934. Ved at
overspringe alle mellemled, hvor reaktionen
mod guddommeliggørelsen gør sig
gældende, f. eks. hos Augustus, Vespasian, Trajan
og Antoninerne, bliver l’Oranges
fremstilling unægtelig mere monoton, end stoffet
medfører. Hvor velgørende midt i al
højtideligheden vilde ikke billedet fra Traj
an-søjlen have virket, hvor man ser en
bondemand vælte ned af sit muldyr ved synet
af den stormægtige kejser! Et humoristisk
motiv i kejserens umiddelbare nærhed,
afbrydende de højtidelige billedserier! Eller
billedet, hvor en ung officer sønligt lægger
sin arm om den gamle kejsers ryg!
Der er også en enkelthed i bogen, der
kunde være udformet til et muntert
kulturbillede. Den syriske konge Demetrios II
Nikator nøjedes paa møntbillederne fra sin
første regeringsperiode (146—138 f. Kr.)
med at lade sig fremstille skægløs og med
opadskuende øjne. I den anden
regeringsperiode (130—125 f. Kr.) deler
møntbillederne sig i to typer: én, hvor herskeren er
skægløs og ser såre menneskelig ud, en
anden, hvor han pludselig optræder som
Zeus, med mægtigt, lokket hår og frodigt,
langt fuldskæg. Man kan kun lige
genkende hans profil med de store øjne og den
skarpryggede næse. Hvad betyder nu denne
maskerade, der synes at være gentaget af
en efterfølger, kong Antiochos IV
Epi-phanes? Har kongen ved visse højtidelige
lejligheder forklædt sig som Zeus for at
imponere sine omgivelser? En slags
forklaring giver Plutarch i sin biografi af
Antonius (4), idet han beretter om denne
Kleopatras drabelige elsker, at han anlagde
et stort fuldskæg for at opnå lighed med
66
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
