Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Nogle danske bøger. Af Jørgen Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nogle danske bøger
Af Jørgen Andersen
RET 1948 bragte et nyt dansk
tidsskrift, som med de hidtil udkomne fem hæfter
på det smukkeste har befæstet sin position.
Dets navn er »Heretica» og det er vitterlig
kættersk, men også meget opbyggeligt i sin
egenskab af at være et organ for ny
erkendelse af poesien og dermed af tilværelsens
grundvilkår. En forkyndelse i essays og vers
som kalder til eftertanke. »Heretica»
præsenterer dansk »fyrtiotal» i tiårets sidste kvarter.
Dets to redaktører, Thorkild Bjørnvig og
Bjørn Poulsen, er magistre i de skønne
kunster, uden at litteraturstudiet har gjort dem
dogmatiske og trede. Bjørnvig er tilmed selv
digter, hvis poesibog »Stjærnen bag gavlen»
(Gyldendal 1948) vakte berettiget opsigt. Og
udgiveren, den unge Ole Wivel, hvis forlag
af samme navn søger »en ganske bestemt
læserkreds (minimum 2 000) og håber, når
den er fundet, at forholdet skal blive så
hjerteligt, at det ikke behøver at udgive andet
end gode bøger», har lige sejret overbevisende
som lyriker med samlingen »I fiskens tegn»
og forinden skænket »Heretica» så dybe digte
som »Påske» og »Jævndøgnsdigt», hvis optakt
er denne:
I begyndelsen var ordet og ordet skal blive
til sidst. Ordet var fuldkommenhedens ånde
som tog bolig iblandt os, men blev forrådt.
Hvormed skal jeg underholde dig ven, mens vi
venter på forvandlingen? Her er tiden så
skrøbelig, kun et dårligt skur til værn
mod ånden som blæser hvorhen den vil.
Her er tiden som et gammelt sejl
der blafrer på masten, duvende under
den låve himmel. Det blæser koldt
fra havet ved jævndøgnstid.
I begyndelsen var ordet —. Om dets magi
har Paul la Cour forunderlige observationer
i sine »Fragmenter af en dagbog», denne poetik
— »Heretica»s vægtigste bidrag — som
udsendtes i bogform i efteråret (Gyldendal), og
som de indviede kalder den danske bogsæsons
betydeligste publikation. Heri fornemmes
poesiens herlighed og fastslås dens forpligtelse.
Digteren tager sine læsere med på en
rundrejse til de sjældne ånder, hvis attrå det er
at skabe, hvad de nævner, og gør sine
iagttagelser undervejs.
»Digtets eksistens beror på kærligheden og
alvoren, der gennemstrømmer hvert
spørgsmål og hvert svar i dets dialog.
Hvergang et digt var uden spørgsmål, blev
din verden mindre. Du oplevede det som en
smerte. Hvergang din verden voksede i glæde
og slog ud i et løv af lødighed, var det fordi
digtets spørgsmål og svar vandrede igennem
dig med en storm af storhed.»
-— —• »Digtets målestok er det oprejste
menneske.» —- —
Som la Cour søger til kildens udspring, »den
himmelfaldne undren, som skabte sproget»,
således opstiller Thorkild Bjørnvig i
»Begyndelsen — en improvisation» barnet som
digternes »eneste virkelige ane» og barndommen
som det tabte land og fastslår:
»Mennesket er mere splittet og mere
fuktionsdyg-tigt end nogensinde; men vi har ingen nytte af det,
som vi aldrig har nytte af noget, der er et ran fra
gudernes forrettigheder. Vi er menneskeguder på hver
sit begrænsede felt, i hver sit absolutte rum. — Men
funktionerne kan aldrig i ydmyghed samles til noget
skabende, men vil i overmod ødelægge hinanden i
katastrofen. Det er vor skæbne i dag. Vor eneste
mulige frelse er, at vort opdelte væsen samles i det
brændpunkt, som måske er ilden i tornebusken og Guds røst.»
Jeg nøjes med disse få smagsprøver af
værkets brogede servering. Mange kokke har
tilvirket menuen, alligevel har den et præg af
helhed. Thi alle er de enige om, at den gamle
naturalisme er kaput (mon?), og føler, at et
nyt tidehverv er inde, de religiøse erfaringers,
der stundom endda identificeres med
kristendommens, og forstår, at sjælens behov
omsider må stilles. En passioneret dyrker af
niti-tallet, som den, der skriver disse linier, nikker
genkendende til mange af de betragtninger,
der fremsættes i »Heretica», men som bekendt
er der heller intet nyt under solen, det er
blot måden at forkynde det på fremkaldt af
opgøret med tiden der gik forud, der synes
ny. Vi glemmer så hurtigt og behøver stadig
at repetere.
I 1948 udsendte professor Rubow 6 — seks
— bøger, deriblandt to -—- let læste og
alligevel meget givende — om geniet fra
Globeteatret: »Shakespeare og hans samtidige» og
387
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
