Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Nogle danske bøger. Af Jørgen Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jørgen Andersen
»Shakespeare i nutidsbelysning», endvidere
»Oehlenschlægers arvtagere», hvormed
hentydes til Kristian Arentsen og F. L.
Liebenberg, over hvem to hjertelige minderuner er
ristet, samt »Vilhelm Bergsøe og hans store
roman» (»Fra Piazza del Popolo»), som Rubow
har trakteret ganske detektivistisk. Et
litterært puslespil sat sammen af brikker hentet
frem fra arkivernes dyb. Og allerede i januar
dette år er en ny ting udgaaet fra det travle
værksted. Hvad kan det ikke blive til, inden
året er omme.
Titlen på denne samling artikler er »Sproget
og stilem) (Ejnar Munksgaard), som udmærket
dækker indholdet, af hvilket jeg nævner »Den
danske ordbog» (en sand hyldestartikel), »En
ny dansk sproghistorie» (hvor lovtalen til
professor Skautrup efterfølges af en
reprimande til forf. i anledning af hans svaghed
for svensk ordforråd og sprogbrug), »Byrons
og Drachmanns Don Juan» og mere »Om
oversættelser», en række fine betragtninger,
af hvilke det fremgår (hvis man ikke vidste
det i forvejen), at Rubow står på de frie
oversættelsers parti.
»De bundne oversættelser bør forbeholdes
dokumenter, som så at sige fabrikeres for at
give anledning til retsstridigheder, og religiøse
skrifter, der også forfattes, for at teologerne
kan have noget at skændes om.
Udenfor den sproglige afdeling træffer man
anmeldelser af Morten Borups
Heiberg-bio-grafi (var den lille apokryfe Georg Buntzen
en elskovssøn af Heiberg?), af Emil
Frederiksens Grundtvig-studier og Ingemann
Ottosens »Shakespeare under Elisabeth», »en
moden frugt af et livs studium». Man glæder
sig over den smukke vurdering af Johannes
Jørgensens livsværk (fremkommet til
digterens 80 års dag) og nyder den raske skildring
af »enspænderen» Alain, i hvem Rubow vist
har fundet en åndsbeslægtet, samt af Anatole
France som litterær medarbejder ved »Le
Temps». Hans svar på Ferdinand Brunetières
angreb på hans subjektive kritik har sat
Rubow i en sådan henrykkelse, at han må dele
den med sin næste. »En pragtudgave af dette
essay (Velin med guldsnit, litograferet) vil
blive overrakt min berømte kollega, professor
Billeskov Jansen, til hans femogtyveårs
regeringsjubilæum.» I det hele taget ligner denne
nye bog af Rubow behageligt de forrige.
Associationer og billeder indtræffer på
klokkeslet, og sproget føjer sig med gratie under
mesterens pen. I denne omgang er teologerne
sluppet for videre tiltale; til gengæld må Sven
Clausen og andre medlemmer af klanen til
»nordisk sprogrøgt» høre en del.
Nysnævnte F. J. Billeskov Jansen har
debuteret som essayist med et bind artikler samlet
under fællestitlen »Inderlighed og klarhed»
(Munksgaard). De har alle først stået i
dagspressen. Man mærker dette nye forums
gavnlige indflydelse på den lærde
litteraturhistorikers skrivemåde, selv om fremmedordene
stadig i tætte geleder marcherer henover
siderne og hindrer lægfolk i den fulde
tilegnelse af det udmærkede stof. Hovedstykket
er »Tidehverv. -— Historisk og systematisk
litteraturforskning.» Den førstnævnte metode
er Billeskov Jansens forgængeres;
kombinationen af begge, men med understregning af
sidstnævnte, er hans og hans samtidiges.
»Vi anerkender ikke, at litteraturhistorikeren har
gjort nok, når han har »forklaret» værket ved en eller
anden variation af Taines hypotese om racen, milieuet
og momentet. Vi søger efter midler til at komme
længere i den litteræræstetiske analyse og syntese. Et
spadestik dybere. V’i vil finde en ny vej til det
menneskelige. Det er logisk, at retningen bort fra det blot
historiske syn er en tilnærmelse til det tidløse syn. Der er
i vore æstetiske arbejder en drift mod tidløsheden.»
Et eksempel til belysning af de to skolers
efter B. J.s mening kontrasterende opfattelser:
den unge Werther. Set i tidens plan, efter den
historiske relativismes resultater, er Werther
»en følsom periodes tragiske helt». Men under
evighedens synspunkt, typologisk betragtet,
er han »ungdommens lykke og lidelse, et
altidgyldigt billede af det menneskelige
individ på et artsbestemt udviklingstrin.» Hvilket
vist er rigtigt. Skade blot, at formuleringen
erindrer om zoologi for mellemskolen.
—-Friske er forfatterens indtryk af engelske
skole- og universitetsforhold (»Presence of
mind»), hvor målet for opdragelse er »at lære
børn og unge, at livet i hvert af sine øjeblikke
kræver, at vi tager standpunkt og at vi
handler. Det er ikke nok med at kunne, men at
kunne her og nu . . . Make the best of it.
Kunsten at leve er talentfuld improvisation.»
Apropos børneopdragelse så glæder man
sig over Billeskov Jansens indledende stykke
om »Den rene sorg» i anledning af en lille
datters afskedtagen med sin fader på
banegården, men er for gammeldags til at kunne
følge B. J. i det følgende »Dyd er vidén»,
hvor det med støtte i den nyeste
børnepsykologi fastslås, »at der ikke findes uartige børn»,
og at børn »let vænner sig til at gøre det
rigtige, når de forstår, hvorfor det er det
388
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
