Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Nogle danske bøger. Af Jørgen Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nogle danske bøger
rigtige.» Udfra Jakob Knudsens herlige historie
— »Sejglivethed» (i »Jyder») og egen erfaring
stiller jeg mig tvivlende. Eller hvordan kan
professoren for alvor påstå, »at ordentlige
kundskaber altid fremmer det gode. Vidén er
aldrig af det onde, sådan kunne man også sige
det». Tænk hvad folk nu om stunder ejer af
kundskaber og indsigt, og hvor ond verden
er! Gl. Paulus har evig ret i sin enkle påstand
om den menneskelige natur: Det gode, som
jeg vil, det gør jeg ikke o. s. v.
Til slut skal nævnes tre udmærkede artikler
om »Hørespil og skuespil» affødt af den
efterhånden herostratisk berømte dramatiske
afdelings dilemma i dansk radiofoni. Bogens
glædeligste overraskelse er seks små kapitler
»Om taknemmelighed», der kunne være skrevet
af Vilh. Andersen, men nu altså er gjort af
Billeskov Jansen, hvilket tjener ham til ære.
Magister Kaj Bom, fortjestfuld
medarbejder ved »Den danske ordbog», har gjort en
frydefuld bog om »Slang» (Westermann), hvis
omslag, der domineres af et »Slang-menneske»
i Bo Bojesens oplagte streg, har moret mine
børn og indholdet deres far. Tænk at et
»Forord» også kan være skæmtsomt! Hr. Bom
(sådan hedder han virkeligt og skal altså ikke
søges i kapitlet om »Slang i egennavne» blandt
Peder Jernkæft, Jep Ølbug og Las Skid) har
ikke haft mange forgængere at støtte sig til.
I grunden kun een, den lærde orientalist V.
Fausbøll, der i 1866 udsendte en »Ordbog over
Gadesproget og saakaldt Daglig Tale» under
pseudonymet V. Kristiansen (man var så
dydig i de tider) og med brug af —- ■— græske
bogstaver til særlig uartige ord, således
»lumre», der i den græske forklædning
defineres som: fimse, »dog saaledes at derved
navnlig tænkes paa en vedholdende Urenliggjøren
af Luften».
I sammenligning hermed går Kaj Bom
anderledes kækt til værks og dertil ret
systematisk, idet han opdeler sit store materiale
i grupper såsom »Fra stue og stald»,
»Værtshuset», »Trafiklivet», »Sporten» osv. osv.
Antallet af benævnelser for legemsdele er legio,
som man vil vide. Her er en buket af
kælenavne for ’næsen’: forhjørnet (egentlig:
forreste kegle i keglespil), forbjerget, hornet (den
forkølede har derfor ’creme i hornet’), trynen,
nyseren, snuseren, jordbærret, skaftet,
krudthornet. Underholdningen er i det hele bramfri,
serveringen ubesværet af lærd terminologi,
og arbejdet med at indsamle alle disse gloser
beundringsværdigt. Forfatteren forsøger at
trække grænserne mellem slang, argot og
jargon for straks at sløjfe dem igen som
ubekvemme hurdler under den påfølgende galop
henover »det gemytlige sprog»s overdrev.
Som motto har forf. valgt denne udtalelse
af slangforskeren E. Partridge: »Slang er let
nok at bruge, men meget svært at skrive
tilfredstillende om.» En klædelig beskedenhed,
som det foreliggende værk i nogen grad gør
til skamme.
Gustav Albeck har besørget det nye
statelige bind i Litteraturselskabets serie »Danske
digtere ved arbejdet». Denne gang gælder
undersøgelsen de forskellige udgaver af »Adam
Homo» som Paludan-Müller, bistået af sin
hustru, besørgede ved at rette i
førsteudgavernes korrektur. Af det foreliggende
materiale synes det at fremgå, at 1. del af det
navnkundige værk har været underkastet
mindst 14 grundige revisioner, og 2. og 3. del
ii. Hvad blev resultatet af de mange kræfter?
I sin Poetik skriver Billeskov Jansen: »Det
er almindelig anerkendt, at Paludan-Müllers
tekstrettelser for det meste var forbedringer,»
hvilket imidlertid afkræftes af nærværende
undersøgelse, hvor Gustav Albeck må give
Paul V. Rubow ret i, hvad han skriver i
forordet til den i hundredåret for Adam Homos
udgivelse besørgede nye udgave, som er et
optryk af originalen: »Siden spolerede digteren
den så småt ved sine alt for talrige rettelser.
Han blæste støvet af psykens vinger, famlede
med sine tidligt ældede hænder omkring sin
ungdoms inspiration.»
En nærmere præsentation af dr. Alf
Henriques i »Ord och Bild» er overflødig. Den
tidligere danske lektor i Uppsala har forlængst
vundet sig anseelse og venner i Sverige, som
vil vokse i styrke og tal ved bekendtskabet
med hans sidste bog, kaldet
»Litteraturforståelse» (Jespersen og Pio). Her er simpelthen
det værk, som litteraturdyrkere, det være sig
amatører som professionels, stedse har savnet:
en håndbog i kunsten at læse, skrevet af en
udvalgt.
»Det er formålet med min bog,» skriver
Henriques i sin indledning, hvor han gør rede
for den komplicerede opgave han har stillet
sig, »at den skal hjælpe gennemsnitslæseren
til at få øjet op for litteraturen som
kunstform, at den skulle sætte ham i stand til på
en mere indtrængende måde at opleve et
stykke litteratur, hvad enten det er en roman
eller et digt, og hjælpe ham med at undgå
nogle af de fejlræsonnementer, der er så almin-
389
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
