Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Nogle danske bøger. Af Jørgen Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jørgen Andersen
hvælver sig en blank himmel, pudset af
hus-moderhænder». Og de ildesete munke får fuld
oprejsning. »De lagde grunden til dannelse
og humanisme, og i deres tidsalder fødtes
borgerlivet . . og spiren til folkestyret er
snarere at finde i de middelalderlige bysamfund
end i antikens.»
En anden afdeling af bogen er helliget
forfatterens barndomsindtryk fra en sjællandsk
landsby, hvis gamle kultur og fællesskab er
bortvejret tilligemed de gamle »originaler».
En af dem er skildret i »En sjællandsk
Hesekiel», som har tydelig forbindelse med den
lige saa ypperlige fortælling »Uglen» (i
»Agerhønen»). I det hele taget ynder denne forfatter
at gå på jagt efter den tabte tid. Man læse
»Kirkebogens skygger» eller følge ham til
Assistens kirkegård på besøg hos »hine
Enkelte». Samlingens længste stykker er viet
Jørgen Nielsen (en såre nænsom og forstående
minderune over en månd og hans værk, som
ikke synede i højden, men stäk dybt) og den
unge danske lyrik, en statusopgørelse, der på
den smukkeste måde lægger Martin A. Han-
sens egen forfatterpersonlighed blot: hans
sikre vurdering af mennesker og poesi, hans
oprigtige glæde, når noget lykkes for
kollegerne, hans fine selvhævdende beskedenhed.
Og så slutter vi da, hvor vi begyndte, med
dansk »fyrtiotal», hvis erkendelseskamp
Martin A. Hansen finder nedlagt i Ole Wivels
digt, »Forvandling».
Vi må forvandle os —
vi må forødes i vor form
som bladene der hvirvles hen
i høstens tunge storm.
Som løv af høje gamle træer
må vi til jorden ned,
forrådne, synke bort som muld
med læ og frugtbarhed.
Vi må berede os —
vi går nu vinterfrost imod,
og der må samles forråd
af det som gror på slægtens rod.
Nu har det hast for den som ved
at eng og dyrket jord
snart ligger dybt i sne kun rørt
af lette fuglespor.
392
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
