Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Andre Stemmer. Af Michael Tejn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mi ch a ei T ejn
Kierkegaard. Den der vil erobre Verden
uden for sig selv, og den der vil besejre den
i sig selv.
Johan Johansen skriver: »Det
menneskefjendske lever af, at Mennesket svigter sin
første Pligt: at udvikle Evnen til at skelne.»
Et andet Sted: »Man maa nu naa dertil, at
man kan se, at det er de samme Kræfter,
der det ene Sted præparerer og det andet
Sted knuser og lemlæster. Man kan se, at
den døde Mennesketanke fra et vist
Tidspunkt løfter sig til et Skinliv i udadvendt,
blind Stræben. De døde vækkes til et
Skinliv og forført af begærlige Erobrerdrømme
strømmer de ud over Verden.» Og endelig
et tredje: »De nye Huse ude i Forstaden med
de talløse Vinduer, Huller som Muren paa
et Tugthus, er Tugthuse og Kaserner ... og
de der bor i dem Fanger, af Kræfterne i
deres eget Selv ...»
Om denne Menneskets Fangetilværelse
i Selvet, omgivet af Dødes Skinliv, taler de
to Forfattere som med een Mund. Johan
Johansen siger: » . . . man vil ikke det
afgørende, indre Afsæt bort fra
Personligheden.» Og om I. P. Jacobsen-Skikkelsen
Ulrik Christian Gyldenløve: »Han angrede
ikke, han nedværdigede sig for at faa Lov
at blive, hvad han var.» (Angeren forstaas
ikke her som Følelsen af en Skyldbyrde,
men som Forvandling ved
Personligheds-Opgivelsen.) Og Kidde skriver: »Først naar
hver Egenvilje er død . . .», »Saadan slåp
jeg fra mit frysende, sultende Selv . . »,
»For jeg led af den eneste Blindhed: Jeg’et.»
—■ Personligheds-Problemet er for
omfattende til, at der her kan ydes andet end en
Antydning af de to Skribenters Holdning
til det. I det Hele er de Emner, der i disse
Arbejder tages op, for dybgaaende til, at
her kan blive Tale om andet end
antydningsvise Omtaler. Kort kan det ogsaa kun
beröres, at Dødsoplevelsen og
Bevidstheden om Døden spiller afgørende ind hos
dem begge. Mellem disse to Danskere lever
en beslægtet Viden om en Livets Udfoldelse
og Styrkelse gennem gentagen
Dødsople-velse og Personlighedsdød — en Holdning
der bringer det saa velkendte Skriftsted om
Sædekornet i Erindring.
Jeg maa her forgribe mig paa Heltens
Beretningsforløb. Som Undskyldning kan
tjene, at den Skikkelse, Talen er om, ikke
som de fleste andre i Bogens Anden Del
tjener Afsløringen. Mens de andre Øens
Folk ribbes for deres Livsforklædninger og
aabnes for os, staar denne Skikkelse lukket.
Kidde løser ikke dens Gaade, antyder næppe
nok, at Gaaden findes. Og dog skiller den
sig afgørende ud fra sine tilsyneladende
Paralleler.
Paa Øen lever en stum Kvinde. Vi hører
meget lidt om hende, bortset fra, at »hun
lever med Øens eneste daarlige Månd», men
dog om, hvorledes hun blev stum. Som Pige
paa en halv Snes Aar sendes hun ud til sin
Fader med en Kurvfuld Fødevarer, da han
er paa en Redningsaktion ved Øens Kyst.
Paa Vejen gennem Ørkenen til
Strandings-stedet overrumples hun af et nyt,
optrækkende Uvejr og opsluges af Sandstorm og
Slud i den graa Ødemark. Her forsvinder
hun i Uvejret og Nattemørket, indtil, som
Clemens Bek fortæller det: »... vi fandt
hende næste Morgen, nær Fyret, mod hvis
Lys hun var krøbet, til sidst paa alle fire,
med Kurven i Munden.» Nu gaar hun som
Menneske paa Øen med sin stumme
Smerte. Sin Stemme har hun skreget ihjel i
Uvejrets Mørke.
Og her slipper Kidde dette Symbol. Det
bliver ved Skitseringen. Havde han skrevet
sin Bog i Dag, eller havde han været en
Visionær i Dostoj efskis Format, havde han
formodentlig taget sit Udgangspunkt i
denne Skæbne: Sølle-Per der efter sin bitre
Trofasthed mod Guldhovedet ikke belønnes
med Kongedatteren.
464
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
