Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - To danske humanister. Af Per Krarup
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Per K r ar up
på alle dets områder hjemme og ude, ses vel
bedst i hans oversigtsmæssige redegørelse
herfor i Schultz’ Danmarkshistorie III og IV"
bind, der i en sjælden grad er mættet på stof
og rig på nye synspunkter.
Med sin bog om alle bevarede portrætter
af Holberg viser han en fremragende evne til
at »læse» et portræt. Han prøver i dette skrift
at godtgøre, at et billede af en historisk person
eller begivenhed er en »beretning» af samme
art som de skrevne kilder, de er dokumenter,
der må behandles kildekritisk efter samme
principper, så at man skelner mellem primære
kilder og senere omdigtede. På dette område
er hans virke også blevet af skelsættende
betydning, idet studiet af historiske billeder
er indgået som et fast led i gymnasiernes
historieundervisning. Og i hans egne værker
spiller billederne med deres udførlige tekst en
meget stor rolle.
Hele det 18. århundrede er hos ham taget
op til en kritisk og omsigtsfuld omvurdering.
Det ses allerede af indledningerne til hans
behandling af afsnittene, hvoraf følgende
stykker skal citeres:
»Det er først i godt den sidste
menneske-alder, at man rigtig har fået blikket op for,
hvor meget det 18. århundrede har betydet
for menneskehedens kultur. Grunden hertil
er, at romantikkens syn pä det 18. århundrede
med få undtagelser vedblev at holde sig lige
ned til tiden omkring 1900; og det var
ufor-stående og fjendtligt, således som en
kultur-periodes syn altid er det over for en forgænger,
der skal slås ned ...» Han hævder derefter,
at en tidsålders åndsliv for vor opfattelse er
noget meget mere omfattende end
skönlitteraturen: »sideordnet med den i betydning
står for os ikke blot de andre kunstarter:
bygnings- og billedkunsten, skuespilkunsten
og musikken, men også videnskaben i alle
dens former: historieskrivningen og
kilde-kritikken, retsvidenskaben, medicinen og
kirurgien, sprogforskningen, matematikken og
fysikken. Og ikke det ringeste udtryk for en
tids åndsliv er oplysningens udbredelse til
stadig videre kredse af folket...» Og hvor
overbevist han end var om Holbergs
enestå-ende betydning, läder han sig dog aldrig
for-lede til ensidige domme, men siger i samme
indledning:
»Ud fra dette synspunkt er det følgelig
urigtigt, når man fra et romantisk,
udeluk-kende litterært synspunkt betegner åndslivet
i århundredets første halvdel med en enkelt
mands navn og kalder det »Holbergs
tidsålder». Holberg repræsenterer jo, hvor vidt
hans gaver og interesser end spænder, kun
en begrænset del af tidens åndsliv. End ikke
hele skønlitteraturens og de humane
viden-skabers område omfatter han; i lyrikken,
Brorsons og Stubs domæne, såvel som i den
højere digtning yder han intet; og over for
kunsten og naturvidenskaberne, der jo også
er udtryk for tidens ånd, og hvori den yder
noget fremragende, står han fremmed. Selv
inden for hans egentlige område er det ikke
således, som romantikerne lige ned til Georg
Brandes mente, at han står alene i en nation
af tåber og narre, repræsenterende en helt
ukendt og förståndig tankeverden.
Mangfol-dige af tidens betydelige mænd havde
foretaget de samme rejser som han, ofte til
fjer-nere lande: til Grønland, det barbariske
Rusland og Orienten, og skrevet underholdende
derom; de havde læst de samme af udlandets
store forfattere og grundet over de samme
spørgsmål som han. Hans betydning ligger i,
at han på månge områder gav de tanker, som
ikke få af hans samtidige delte, et så
tiltræk-kende, muntert og almen förståeligt udtryk,
som ingen andre formåede, og at han derved
skaffede dem en vid udbredelse. Hans
betydning ligger mindre i hans tankers
originalitet end i den form, han formåede at give
dem ...»
Mullers livsværk, hvoraf han kun nåede at
udsende eet bind: Den unge Ludvig Holberg
1684—1722, indeholder en indgående
dokumentation for en nyvurdering af hele
Holbergs samtid og af adskillige enkeltheder i
hans egen udvikling. Hans skrift giver en
fuldstændig rehabilitation af Københavns
universitets stilling i begyndeisen af
1700-tallet og påviser, at den gamle romantiske
opfattelse, hvorefter Holberg vendte hj em
fra sin ungdoms udenlandsrejser fuldt
ud-viklet og uden at finde förståelse for sine
möderne ideer hjemme i Danmark, »kun i
meget ringe grad er rigtig». Først hans store
rejse til Paris og Rom i 1714—16 betegner
det afgørende vendepunkt i hans liv ved
bekendtskabet med den store franske
litteratur. På samme måde gør han i en
fuldkom-men nøgtern redegørelse op med de fra norsk
side fremsatte påstande om, at Holberg var
»nordmand» og »var og blev en fremmed i
det danske samfund». Smukkere afslutning
på et livslångt studium af Holberg end denne
bog kan i det hele ikke tænkes. Det må
272
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
