Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - To danske humanister. Af Per Krarup
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
To danske humanister
moget håbes, at en kyndig og pietetsfuld
forsker vil påtage sig at færdig-bearbejde det
store materiale, han havde samlet for resten
af Holbergs liv.
Der er én månd af de månge, Th. A. Müller
har skrevet om, som han selv på flere måder
kan minde om: den store danske historiker
Hans Gram, Holbergs samtidige. Man kan
ved at uddrage nogle sætninger af hans
biografi af Gram belyse væsentlige sider af Müller
selv:
»Gram var for det første i besiddelse af
et vist til alle tider enestående fond af
kund-skaber i månge retninger. Lige fra
barndommen var långt hans fornemste interesse
læs-ning og samlen af minder om fortiden.» »Som
flere betydelige forskere havde han den gåve,
at når han beskæftigede sig med et problem,
strømmede ligesom af sig selv de
kendsger-ninger sammen fra hans store lærdom, der
havde berøring med spørsgmålet. Han havde
også en betydelig kombinationsevne, men
hans jyske nøgterne soberhed hindrede ham
i at dragé forhastede slutninger; han vejer
altid omhyggeligt de foreliggende muligheder
mod hinanden.» »Gram var ikke nogen særlig
produktiv forfatter .... Han manglede ■—•
med al sin kærlighed til lærdom — egentlig
lyst til selv at give sig i gang med produktion.
Heller ikke spillede ærgerrigheden og lysten
til berømmelse nogen synderlig rolle for ham,
den »dira nominis cupido», der for Holberg
var en så stærk drivfjeder. De større arbejder,
som han har givet sig i lag med, er fremkomne
ligesom tilfældigt ved opfordring eller pres
udefra . . . Tjenstvillig og vanskelig i stånd
til at sige nej påtog han sig dem, ofte med
uvilje. Men når han en gang havde påtaget
sig en opgave, løste han den altid med al den
dygtighed og omhyggelighed, han formåede,
og ved sin uhyre vidén, sin store arbejdsevne
og sin klarhed i tankegangen fik han
almin-delig noget betydeligt ud af den.» Over for
tvivl om nytten af alle mulige tilsyneladende
ligegyldige detailspørgsmål er Gram kommet
til det resultat, at »det er den sande
viden-skabsmands pligt uanset den øjeblikkelige
nytte at gøre sig sin yderste flid med de
enkeltundersøgelser, der er nødvendige for
at det hele kan opbygges . . . »Gram tåler
her om det videnskabelige arbejde som en
pligt for videnskabsmanden til bedste for det
hele. Sandheden var vel, at arbejdet for at
trænge til bunds i problemerne og nå til
klarhed ikke først og fremmest var en pligt
for ham, men en uimodståelig drift, den
højeste glæde i livet. Den var et arbejde i
guds tjeneste, i historien ikke mindre vigtigt
end i teologien. Derför kunne den
fredsom-melige og urbane månd gribes af vrede, når
han så nogen være ligegyldige og unøjagtige
i deres arbejde med videnskaben ...»
Ikke alene i deres forskning og metode, i
deres usandsynligt store vidén og deres
soberhed og nøgternhed lignede disse to mænd
hinanden. Også i deres menneskelige
egen-skaber er der ligheder. Gram omtales som en
sjældent åben og redelig natur. »Hans ord
var helligere end andres eder», hedder det
om ham, og denne redelighed tog han med
sig i alt, hvad han skrev, idet han fulgte den
historiens lov, som er opstillet af Cicero: »ne
quid falsi audeat dicere historicus, ne quid
veri non audeat». »En kilde til forundring i
denne den honnette ambitions tid var Grams
store beskedenhed og ofte næsten
selvuds-lettende frygt for at gøre sig bemærket...»
Når Müller siger, at der bag denne
beskeden-hed »vel dels ligger mangel på ærgerrighed,
dels den jyske almuemands frygt for at udæske
skæbnen ved at lade sin lykke skinne for
meget», så kan disse ord også anvendes på
ham selv.
Ud over disse antydninger skal jeg ikke
vove at give nogen personlig karakteristik af
denne sjældne månd. Heller ikke skal jeg som
en anden Plutarchus driste mig til nogen
synkrisis eller sammenligning mellem de to
skikkelser, som jeg her ganske summarisk
har villet give et indtryk af, særlig beregnet
på sådanne læsere, der ikke i forvejen kendte
stort til dem. Begge var hver på sin vis,
værdige repræsentanter for det bedste i dansk
humanistisk tradition. Og bag begges
afkla-rede og tilsyneladende så harmoniske
livs-værk lå utvivlsomt stærke indre brydninger
og personlige kämpe. Vor sag er det at lære
af deres store eksempel.
18—Ord och Bild, 59:0 årg.
273
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
