Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Fra Herman Bangs sidste Dage. Af Robert Neiiendam
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fra Herman Bångs s i d s t e D a g c
udgav hans efterladte Manuskript
»Gedan-ken zum Sexualitätsproblem»; en Thekop
(nu i Teatermuseet) forærede han Frau
Berta, Lægens Hustru, paa hvem Bang
satte megen Pris. Indtil da havde hans
Hus-bestyrerinde Frk. Thune ledsaget ham,
men da han i Begyndeisen af Januar i
Cux-hafen gik om Bord i Kæmpepassagerskibet
»Moltke», var han ene. Det skulde føre
ham til New-York. Undervejs skrev han to
Kronikker om Livet paa
Atlanterhavsbaa-den i Storm til Bladet »Köbenhavn» og
nogle smaa Artikler til »Masken»; de
hand-lede stadig om Stanislavskis Teater. Han
beundrede især Iscenesættelsen af
Turgen-jews »Nathalia»; »Hvilken Styrke i
Tystheden», skrev han. »Hvilken underfuld Magt i
selve Beherskelsen». Men han maatte spørge
Stanislavski: »Er Livet i Rusland virkelig
saa langsomt?» Og dermed kom han ind paa
sin Kritik af Kunstnerteatret; han naaede
netop at give den Form i sin sidste
Brev-Artikel, dateret 25. Jan. 1912 i New-York.
Kun faa Danske bar staaet Ansigt til
An-sigt med Stanislavski, og man maa beklage,
at Bångs kritiske Bemærkninger, der baade
var typiske for ham og rammende, ikke
senere blev optaget i Noterne til den danske
Oversættelse af Stanislavskis Hovedværk
»En Skuespillers Arbejde med sig selv».
Faren ved Russernes Kunstform var efter
Bångs Mening den, at man »fra den højeste
Natur, som man vil naa, styrter paa
Hove-det ind i den Unatur, som man vil undgaa».
Det var navnlig U bevægeligheden, han ikke
kunde forsone sig med. Bang syntes, at
Stanislavski berøvede Skuespilleren selve
hans Krop og gjorde ham til »et talende
Hoved». I Stedet for Legemets Bevægelser
sattes nu Ansigtets Mimik, som blev for
stærk. Da selve Spillets Virkninger var
uhyre smaa, greb Skuespillerne til det
Middel at gøre Typen altfor tydelig. Han
syntes, at for Eks. de komiske Figurers
Fysiognomier var trukket saa kraftigt op,
at de endog overgik norske Skuespilleres
Herman Bang. 1910.
Träng til meget Skæg, stærke Kulører og
Parykker.
Men naar han havde peget paa Faren,
vilde han ätter fremhæve det Kendskab
til Livet og den dybe Indtrængen i det
menneskelige, hvorom Forestillingerne bar
Vidne. »Summen af de Skønheds- og
Sand-hedsindtryk, man fra denne Scene modtager,
kan ikke lignes med Udbyttet, noget andet
Skuespilhus skænker». Tilfældet vilde, at
disse Ord skulde blive de sidste om Teatret,
Bang skrev. Han elskede det og havde
givet det en stor Del af sit Liv; »uden
smer-telige Erfaringer derfra var jeg ikke blevet
Skribent», sagde han selv. Den europæiske
Udviklingslinie, han fra sin Ungdom havde
beskrevet, strakte sig fra Sarah Bernhardts
blændende Virtuositet over Duses skønne
Inderlighed til Josef Kainz’ hæftige Glød, og
denne Kavalkade sluttede nu over Max
Reinhardt med Russernes Scene, de indre
Oplevelsers Teater, som den døende Digter
fra sin Kahyt genoplevede i en forrygende
Januarstorm over Atlanterhavet.
339
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
