Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Första häftet - Martin A. Hansens »Løgneren». Af Harry Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Martin A. Hansens ’»Løgneren^.
Af Harry Andersen
Led »LØGNEREN», Martin A.
Hansens nye roman, har dansk litteratur fået et
nyt mesterværk. Stærke ord skal gemmes til
de rigtige lejligheder; her er stærke ord på
deres plads. »Løgneren» viser dansk
fortælle-og sprogkunst på sit højeste; værket slutter
sig smukt til Blichers ypperste fortællinger, til
Henrik Pontoppidans romaner og fortællinger,
til Johannes V. Jensens
himmerlandshisto-rier, eksotiske noveller og myter, til Harald
Kiddes dybe og gribende roman »Helten»
— for blot at nævne nogle navne og værker.
I de første måneder af 1950 blev
»Løgneren» læst op i radioen. En radioroman — det
lyder på forhånd ikke videre lovende. Radioen
havde opfordret Martin A. Hansen til at
skrive en radioroman. Han havde åbenbart
skitseret et arbejde, havde leget med et
motiv, og han så nu, at der her var en
mulighed for at komme i kontakt med mennesker,
der måske ellers var blevet noget skræmte af
hans sværere og dunklere ting som
»Midsommerfesten» (i »Tornebusken» fra 1947),
ved hjælp af dette mærkelige apparat, der
bringer det fjerne ind i stuen og ofte gør det
nærværende ligegyldigt, og fladt. Martin A.
Hansen er ikke den mand der går på akkord;
det kan han ikke; men han har forstået at
udnytte et gunstigt tilbud på en fortrinlig
måde. Den valgte form, dagbogens, har han
set egnede sig til oplæsning; det mundtlige
måtte træde frem, han skulle ikke gå i
bredden, men i dybden, En række tætte kapitler
med klare, stærke og smertebevægede, dunkle
og hemmelighedsfulde kræfter og livsbilleder,
der blev kædet sammen af en fortæller, der
var tilskuer og dog var med, måtte have
mulighed for at fængsle og drage lytterne ind
i en tryllering, der blev gennemtonet af
vejrs musik, af dansk natur, når isen bryder
og sindene smelter og går i drift.
Skuespilleren Pouel Kern læste, nej
fortalte »Løgneren». Den der fra søndag til
søndag lyttede til denne fortælling forstod,
at han overværede et nyt mesterværks
tilblivelse, og en stor og befriende glæde gik
Martin A. Hansen
igennem hans sind, han modtog en gave; hans
egen stue blev forvandlet til en 0 med tåge,
tøbruds-vind og fugleskrig. Han var fanget
ind fra de første ord, anslaget klang og gav
ekko, og hans store forventninger blev aldrig
gjort til skamme, mens livet bølgede op og
ned. Pouel Kerns indsats var fremragende —
og den bør ikke glemmes, når talen er om denne
bog. Hans dybe stemme, inderlig og fortrolig,
nu og da ligesom lidt tøvende og søgende, nu
og da sorgfuld, men avet og tugtet, er som
skabt til denne bogs fortæller. Det var et
lykkeligt og smukt samarbejde. Pouel Kern
fortalte, så det var som han selv havde
oplevet det skrevne kapitel og nu indviede os
i det. Alt blev nærværende, han forstod at
40
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
