Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Första häftet - Martin A. Hansens »Løgneren». Af Harry Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Martin A. Hansens »Løgneren»
skabe atmosfære om ordene; han fortalte så
vi så menneskene for os, vi hørte dem tale; vi
var selv med og blev beboere af den lille ø.
Det var jo os selv han fortalte om, det kom
os ved. Det var stor kunst; her var ingen
forloren og misforstået deklamation, ingen sære
attituder og ubehagelige skuespiller-unoder,
men en kunstners alvorlige og målbevidste
arbejde med en forfatters stof. Vi mødte en
kunstens tjener i radioen, en mand der
magtede den stillede opgave til fuldkommenhed.
Man forstod med et — hvis man ikke havde
forstået det før — hvordan de gamle fortællere
kunne tryllebinde deres tilhørere. Det var en
sjælden, en stor og smuk oplevelse at følge
»Løgneren» fra søndag til søndag; da
oplæsningen var forbi, var den næste søndag så
underlig tom. Det var gået som det altid går,
når den store og bevægende kunst kommer
til en: der var nu et savn tilbage. Oplevelsen
blev forstærket, da man læste bogen, der
udkom sidst i august. Hvilken glæde for en
læser ■— der også var lytter — at fortælle om
et værk, der gør det rigere at leve, som løfter
timerne ud af traurighed og gråhed og gør
dem blanke og stærke, som giver dem
martsdagens forunderlige, dragende lys, fuld af ve
og liv, der vil folde sig ud i lykke og sang eller
tugtes endnu strengere under den strenge
lov. Helst vil man nedlægge pennen i
taknemmelighed og læse bogen igen.
Radioromanen er kun ændret lidt; der er
ikke nogen større forskel på »Løgneren» i
bogform og i radioens oplæsningsform — efter
hvad forfatteren selv meddeler. Visse
gentagelser, der var med til at binde kapitlerne
sammen, er dog fjernet; et enkelt kapitel er
blevet udvidet noget. Men i store og
væsentlige træk er det samme værk vi har for os.
Løgneren er skolelæreren og degnen
Johannes Vig, der lever sit ensomme liv på Sandø,
en lille ø — en af Danmarks talrige øer. Han
har fået lyst til at fortælle noget, lidt løst og
fast. Han begynder sin dagbog d. 13. marts,
en dag med tåge og is om øen. Og er foråret
ved at komme, så vil uroen komme til øen og
husere med menneskenes børn. Han
henvender sig til Natanael, som han gør til sin
fortrolige. Vi forstår at Johannes Vig må have
luft; det har været for strengt for ham;
begivenhederne har været så stærke, at de
kræver en tilhører, om man vil en
skrifte-broder. Hvem er da Natanael? Han er dig
og mig, han er den usynlige læser — som
Margit Abenius har skrevet så fint,
indtræn
gende og sjælfuldt om (»Lyssnarnas roll» i
»Kontakter» 1944) —■ der er uundværlig for
digteren, der må opnå kontakt, om ikke
andet så med »hin ene læser». Natanael er
Johannes Vigs samvittighed. I det ny testamente
står der om Natanael: Jesus saa Nathanael
komme til sig, og han siger om ham: »Se det
er sandelig en Israelit, i hvem der ikke er
Svig» (Johannes evangelium 1: 48). Martin A.
Hansen vælger ikke sine navne tilfældigt; de
betyder noget, det ser man tydeligt — og
paradoksalt nok også utydeligt! — i
»Midsommerfesten». Han går ikke af vejen for at spille
på ordene: Sig ikke det Navn for hurtigt,
Natanael. Johannes Vig (p. 7). Her spilles på
svig. Han er pebersvend og snart lidt
tyndhåret; den første ungdom er forbi. Han lyver
for sig selv, og han ved at han lyver.
Begivenhederne skrider frem fra kapitel til kapitel, så
vi fornemmer det oplevde med nuets glød og
styrke; alt bliver nærværende. Han fører
Natanael — og os — bag lyset; alt hvad han
fortæller i sine kollegiehæfter — hvad er en
lærer uden kollegiehæfter — er nedskrevet for
nylig, et år efter at det hændte. Men han er
også løgner af en anden grund. Vi giver
forfatteren ordet:
»Den tyveaarige kræver Renhed. Aaja, han
tumler selv ud i dit og dat og føler sig meget
uren. Men han kræver Renhed og Sandhed.
Det modne Menneske forstaar ingen af Delene
hos ham. Den modne snakker om Erfaring,
den Nar. Hans Erfaring betyder bare han har
glemt, at han er bunduvidende om de
vigtigste Ting. Hans Livsklogskab vil bare sige
at der er Smaabedrag og Smaaløgn, ja Løgn,
i alt hvad han mener og tillader sig. Han har
en god Samvittighed, for han kan ikke mere
se, at han lyver. Han ser ikke mere den Livets
store Modsigelse, der gør Ungdom
smertefuld og lykkelig, uvidende og viis paa een
Gang. Den unge Mand er yngre end Barnet
og ældre end Oldingen. Han ved ingenting om
noget, og han ved alt om alting. Han slynges
lige fra det rige, lysfyldte Øjeblik over i den
sorte Meningsløshed og Angst. Han slynges
tilbage igen. Han er Dødens fortrolige.» (p. 69).
Johannes Vig er flygtet fra noget, han har
en sorg at bære. Her er nogle af elementerne i
hans verden: hans stue med bøger og violin,
jagthunden Pigro der hører til bogens
hovedpersoner, skolestuen med dens ting og billeder,
skolebørnene, kirken med orglet, hans minder
og tanker, øens natur og historie, menneskene
på øen, hans ensomhed, hans ture og
jagt
41
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
