Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Första häftet - Martin A. Hansens »Løgneren». Af Harry Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Martin A. Hansens »Løgneren»
blev udlagt som et Angreb paa en stor,
gammel Digter, som jeg er bunduenig med, og
for hvem hver Linje her sikkert vilde være en
Pestilens, men som jeg alligevel i visse
Henseender bestandig regner for en Lærer og i
den egentligste for Mester, og hvem jeg i de
gamles Aand ligefrem ikke tør vise
Beundring, uden man, som over for en anden
Starkad, løfter sit Vaaben imod ham. Men i
omtalte Stykke var Johannes V. Jensen ikke
nævnt, og Fortolkningen af den Artikel som
et Angreb paa ham var ikke rigtigt, det havde
da baade været uretfærdigt og tilmed et
Anfald i Ryggen. Ganske vist er vel næsten
alle mine Synspunkter ham fjendtlige, men
jeg kender hans Skrifter for vel til ikke at
vide, at den i ’Øksen’ beskrevne Idealisering
af det barbariske Naturmennekse har han
Gang paa Gang fordømt som ’daarlig
Darwinisme’» (II (1949) p. 339 f.).
Ejendommeligt nok er »Tanker i en Skorsten» den bog af
Martin A. Hansen, der har flest mindelser fra
Johannes V. Jensens sprog! Martin A.
Hansens myter kan efter min opfattelse langt fra
måle sig med Johannes V. Jensens. Martin A.
Hansen har desuden skrevet en lang række
artikler i dagblade, fortællinger, digte etc.,
bl. a. i tidsskriftet »Heretica», som han
redigerer sammen med digteren Ole Wivel.
Tilsyneladende har Martin A. Hansen
foretaget en absolut kovending i sit forfatterskab,
fra det kollektive — der ikke var holdbart —
til det individuelle, til kamp mod nihilisme,
til kamp for menneskehedens ældste værdier.
Det er religiøst farvet, det går i dybden og er
af stor alvor; men det kender humoren, den
forsonende og befriende. Vi følger her et
forfatterskabs rige udvikling og et personligt liv
i stadig vækst og kamp. Krigens tid — der
afslørede en større ondskab og gru end man
havde troet det var menneskeligt muligt at
udfolde — har været af afgørende betydning
for Martin A. Hansen; den har rystet ham
som andre ind i sjælen, så den skarpere end
nogensinde før ser kampen mellem det onde
og det gode; den gav ham dybe tanker at
tumle med, han måtte besinde sig på
tilværelsen ligesom forfra; den har ført ham ind
i betydningsfulde og nødvendige
eksperimenter. Han har givet sig i kast med de
sværeste ting; denne tumlen med tanker kan
skade det digteriske og standse den poetiske
strøm. Jeg gad vide om han selv er i stand
til at give en virkelig fyldestgørende
forklaring af den svære og dunkle fortælling
»Midsommerfesten». Den der skriver disse
linier kan nok se, at den handler om kampen
mellem onde og det gode; men han kan ikke
klare en lang række enkeltheder, som det dog
må være meningen vi ikke kan undvære i
fortællingen, der virker overlæsset og på
flere måder ufærdig; den er ikke helstøbt som
»Paaskeklokken», den første og aldeles
ypperlige fortælling i »Tornebusken». Til denne
lettilgængelige og klare fortælling slutter
»Løgneren» sig; de viser begge sammen med
»Jonatans Rejse» og »Lykkelige Kristoffer» til
hvilke digteriske højder Martin A. Hansen
kan nå, når han skærer alt overflødigt og
tyngende stof væk.
En instruktiv og dybtborende skildring af
dette mangfoldige og brogede — og til tider
meget tanketunge og dunkle — forfatterskab
er givet af Thorkild Bjørnvig i bogen
»Martin A. Hansens Digtning» (1949) med en
bibliografi av Ole Wivel.1
Når man har læst en bog som »Løgneren»,
der handler om noget så tilsynelade lige til
som mennesker og ikke om abstrakter og
serafer i de højeste og tyndeste luftlag, forstår
man som man har forstået det før ■—• eller at
have bildt sig ind at have forstået — at alle
disse diskussioner om former, genrer, motiver,
eksperimenter, det tidstypiske, det kollektive,
det individuelle, menneskets bestemmelse i
nutiden, dets plads i en eller anden bås og
ideologi, kunstens opgave i nutid og fortid,
kunstnerens stilling i samfundet, mennesket
over for naturen, gud og staten, . . kan
føles som noget helt ligegyldigt —- jeg mener
aldeles ikke at det behøver at være det — når
man møder det der har kvalitet, det
elementære liv, samlet og indfanget af en digter,
indblæst ånde og forbundet med sjæl og
hjerte. De store digtere med Martin A.
Hansens livsholdning og af hans støbning vil
altid besjæle universet, og de vil ikke skære
forbindelsen over med det der gik forud; de er
ikke brutale, men nænsomme. De har rod
i noget dybt, der synes uforgængeligt på
trods af tiderne. Det føles som de er
nærmere ved livsroden end andre.
1 Af andre skildringer kan nævnes Aksel Heltoft
»Digteren Martin A. Hansen» (i »Gads danske Magasin»
1946 p. 295—303) og Sven Møller Kristensen (i »Dansk
litteratur 1918—1950» (1950) p. 248—254). Sven
Møller Kristensens bog har ikke fået »Løgneren» med og
heller ikke den ny udgave af »Jonatans Rejse» (den
kom omarbejdet i 1948 i Norge). Sven Møller
Kristensen regner »Lykkelige Kristoffer» for M artin A. Hansens
hovedværk; han synes at undervurdere »Jonatans
Rejse».
47
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
