Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Första häftet - Martin A. Hansens »Løgneren». Af Harry Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harry Andersen
og Virkelighed fra hinanden. Det poetiske
var det Mere, han selv bragte med sig».
Johannes Vig har noget af forføreren i sig, han
leger en forfærdelig leg med menneskeskæbner,
han spiller i det erotiske spil, der bor en dæmon
i ham, en uren ånd ved siden af en ren; men
han renser sig, går over i arbejdet og forlader
dermed det æstetiske plan og nydelsen. Som
man ser er der forbindelseslinier. Søren
Kierkegaards »Forførerens Dagbog» er
fascinerende, dæmonisk, på en gang såre
menneskelig og umenneskelig. Den er — som
fremhævet af Vilhelm Andersen i hans
litteraturhistorie — en egenkærlig bog; men den har
fortryllelse, ynde og poesi. I skildringen af
Cordelia har Søren Kierkegaard ramt, en
gang for alle, noget urkvindeligt, den
vågnende Eva, som lidenskaben og kærligheden
kommer til; han har skildret det med undren
og henrykkelse, med forelskelse og
forfærdelse. Hvem undrer sig ikke over Annemari
og Rigmor?
Harald Kiddes »Helten», et af
hovedværkerne i nyere dansk litteratur, handler om
den ydmyge Clemens Bek, en af guds utallige
korsdragere. Den fortæller om hans
ejendommelige og strenge livsskæbne, hans
50-årige ophold på en 0 i Kattegat (Anholt). Det
er en rammefortælling; Clemens Bek —
Johannes Vig kan lyde som et modstykke hertil ■—■
fortæller om sit liv til lægen Erik Lange og
hans kone Ellen. Som Johannes Vig er
Clemens Bek skolelærer; det menneskelige er det
afgørende for ham. Om øen siger Erik Lange:
denne 0 er også verden. Jacobus Uz —■ en af
øens mange og ejendommelige skikkelser ■—•
kalder øen for »livsens 0 midt i havet», den er
midt i verden. Clemens Bek har haft sin
kærligheds oplevelse og sorg likesom Johannes
Vig; de er begge flyget fra noget, de er
flygtninge på jorden og skaber sig dog
hjemsteder. For Clemens Bek gælder det samme
som for Johannes Vig: i pligten ligger frelsen.
Selv om Harald Kiddes stil er glidende og
dog vægtig, stærkt realistisk og samtidig
lyrisk-patetisk, til tider helt ekstatisk — den
kan slå over i det rent retoriske og sødladne
— kan der i de stærke naturskildringer af
øen findes lighedspunkter.
Om Blichers, Kiddes og Martin A. Hansens
værker gælder det, at der er vejr og sind i
dem; menneskene lever i dem. Billedet af
øen er frugtbar for fantasien; øen hviler i sig
selv og er på en gang det afsluttede og det
uendelige med himmel og hav til alle sider;
den er verdens midte. Når tøbrudet kommer
— overvældende som i Johannes V. Jensens
digt — huserer foråret med menneskenes børn.
Øen afspejler det elementære, det universelle,
det rige og det karrige liv. Mennesket og
naturen hører sammen hos Blicher, Kidde,
Martin A. Hansen og Johannes V. Jensen; det
er vel det uforgængeligste af alle motiver.
Martin A. Hansens forfatterskab er uden
tvivl det mærkeligste og mest fængslende i
40’ernes danske litteratur; det er det der er
gået dybest; her har Søren Kierkegaard øvet
sin indflydelse på en personlighed. Martin A.
Hansen begyndte med to romaner i 30’erns
kollektive manér: »Nu opgiver han» (1935) og
fortsættelsen »Kolonien» (1937); de viser
sprogligt bl. a. hen til Johannes V. Jensen.
Så var han tavs i nogle år, de forfærdende
inden krigens udbrud. I 1941 kom den herligt
fabulerende, pikareske roman »Jonatans
Rejse»; den er fortalt med en oplagt og strålende
fortælleglæde, det er en underfundig og frodig
roman, fuld af kærner og livsvisdom, der kan
komme til udtryk i selvlavede ordsprog. Den
er ret bred, nu og da noget omstændelig. I
1950 kom der en ny, omarbejdet udgave; det
hedder om denne: »hvori mangt er arbejdet om
og gjort færdigt, hvor de gamles Frasagn er
tydet paany ved Erfaringens Lygte, hvor nyt
er kommet til, og andet er gaaet al Kødets
Gang». I 1945 kom »Lykkelige Kristoffer» —
der sikkert af flere vil blive regnet for hans
hovedværk. Værket kan betragtes som en
art pendant til Johannes V. Jensens »Kongens
Fald». Det er en »historisk» roman fra grevens
fejde; den borer dybt ned i menneskesindene
og skildrer i et sikkert, stærkt og rigt sprog
brydninger mellem gammelt og nyt, der kan
projiceres op til nutiden med alle dens
retninger, ideologier og religionsformer. Den
blev fulgt af to samlinger fortællinger,
legender og myter »Tornebusken» (1946) og
»Agerhønen» (1947). I 1949 kom essaysamlingen
»Tanker i en Skorsten» med klare og vægtige
bidrag til de mere filosofisk prægede
diskussioner om menneskets plads og mening i
nutidens liv; den indeholder bl. a. et afsnit
»Øksen», der kunne synes at forme sig som et
noget uretfærdigt opgør med Johannes V.
Jensen og hans evolutionslære. I sin
artikelserie »Leviathan» i tidsskriftet »Heretica»
skriver Martin A. Hansen denne såre vigtige
tilføjelse: »Jeg kom for Skade i Fjor at skrive
et stykke, der hed ’Øksen’, og som for en Del
handlede om ’Naturmennesket’. Dette Stykke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
