Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredje häftet - Anders Sandøe Ørsted som humanist. Af Troels G. Jørgensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Troels G. Jørgensen
student og begyndte at manuducere ham i
juraen, som dog altså ikke blev hans fag.
De digterværker, der hjemsendtes fra
Oehlenschlægers 4-årige udenlandsrejse, blev
oplæst ag afskrevet i svogerens hus. Selv
havde han ikke som Hans Christian nogen
digterisk åre, men han levede fuldt med i
kredsens åndsliv og var for den »filosofen».
Det var nemlig som abstrakt teoretiker,
han først havde henledt opmærksomheden
på sig, da han som 18-årig besvarede en
prisopgave om sammenhængen mellem
moralens og rettens principper. Selve emnet
tog dog i højeste grad sigte på det praktiske
liv, og det viste sig at være der, den unge
forfatters blivende interesse lå. Ørsted fik
gennem et langt arbejdsliv lejlighed til at
vise, hvad der boede i ham både af
arbejdsevne og karakteranlæg. Utallige gange
støder historikeren på hans navn i sager
stammende fra tiden før 1848, og jo mere disse
perioder bliver gennemforsket, jo mere vil
der blive lejlighed til at konstatere, hvor
ofte han har haft en finger med ved
ordningen.
Når man i denne mangfoldighed af
virksomheder udfoldet under skiftende
omgivelser og i forskellige historiske
situationer søger en blivende kærne, findes svaret
på det i overskriften angivne område:
Ørsteds anlæg som humanist. Dette ord kan
tages dels i en noget videre betydning om
den, der samler sig om at kende og nærer
tillid til menneskets evner og kræfter, dels
snævrere om den, der helt føler sig som
antik græker eller romer. Om Ørsted må det
anvendes i den første betydning. For hvor
mange har ikke den lokkende kamp for
erhvervelsen af universitetets guldmedaille
været det, der først sporede fremad for at
vinde »musernes krans», også således at
opgavens emne blev bestemmende for
retningen af fremtidige arbejder. Student
Ørsteds gærende tanker havde altid kredset
om moral og ret, og da hans 1 år ældre
broder allerede var i færd med at vinde sin
anden medaille, kunde han ikke stå
tilbage! Opgavens omfang var iøvrigt ved at
tage magten fra ham, og han havde
opgivet at opnå anerkendelsen, men denne
kom med opfordring til at trykke
afhandlingen, der i udvidet skikkelse udkom i hans
19. år. Forfatteren stod tilbage med en
overanstrengelse, som det tog ham nogen
tid at overvinde, og med følelsen af nu at
have givet de abstrakte filosofiske
undersøgelser alt, hvad de kunde fordre af ham.
Immanuel Kant — »königsbergeren» — var
og vedblev for ham at være tænkeren over
alle, selv om han ikke fulgte ham i alt. For
hans fremtidige arbejder fik prisskriftet
betydning ved at have givet ham et princip for
moralloven og ved at betone retsloven som
sammenhængende med og overalt
understøttet af moralloven.
Uden at gå ind på at karakterisere Ørsted
som jurist — udover at vi i ham priser
læreren i den realistiske metode — må det
fremhæves som et udslag på en gang af hans
realisme og af hans humanisme, at han er
overbevist om og idelig henleder
opmærksomheden på, at retten overalt behøver
moralen som støttende underlag. Hans
realisme tillader ham ikke at betragte den
retlige orden som. noget, der en gang for
alle er til og består, så at han som jurist
blot har at undersøge dens indhold. Han
spørger: hvad giver loven gyldighed? eller
med andre ord: hvad giver den kraft til at
bestå? At den tvang, der kan udgå fra
politi eller soldater, selv om disse faktorer
virkede som rene naturmagter, ikke vilde
være tilstrækkelig, nærer han ingen tvivl
om. Det mere, der behøves, må komme fra
frivilligheden, moralen. Og ganske det
samme gælder om øvrighedsmagten;
garantien for, at den overhovedet vil virke for
sine opgaver, må søges i dens moral. Da
det ikke er Ørsteds sag at fremstille en hel
sociologi, begrænser han sig til
modsætningen ret og moral og lader den frivillighed
uomtalt, der ledes af selvinteressen. Det er
118
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
