Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredje häftet - Anders Sandøe Ørsted som humanist. Af Troels G. Jørgensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Anders S an d ø e Ørsted som humanist
altså væsentligt for Ørsteds hele
retsopfattelse, at han har nærmet sig studiet af
retsreglerne ud fra en rent menneskelig
interesse for disse to spørgsmål: hvorfor
bør retsreglerne gælde, og hvorledes går det
til, at retsordenen består? Disse
menneskelige problemer taber han ikke af syne, når
han sysler med livets juridiske overflade.
Det mærkes i hans skrivemåde og gør ham
tiltrækkende som forfatter.
Ørsteds humanistiske interesse var fra
begyndelsen af en interesse for moralen,
pligtlæren, og således holdt den sig, thi den
indre sammenhæng i hans udvikling blev
ikke afbrudt. I prisskriftet havde han efter
Kant bestemt det etiske princip som dette
at handle af agtelse for pligt efter sådanne
maksimer, som kvalificerer sig til en
almindelig lovgivning. Vægten ligger på
drivfjederen til moralsk handlemåde: agtelse
for pligt, og hvorledes Ørsted nærmere så
herpå, kom senere frem i hans polemik i
1824 med lægen Howitz om afsindighed og
tilregnelse. Howitz forklarede afsindighed
som en hjernesygdom og udtalte sig for en
psykologisk årsagslære (determinisme). Da
tilregnelse foreligger, hvor påvirkning
gennem straf kan finde sted, bliver
straffe-systemet dog ikke herved uanvendeligt.
Polemikken opstod, fordi han vendte sig
mod Kants bestemmelse af »friheden» som
evnen til at begynde en ny årsagsrække.
Denne frihed, som han benægtede, tog
Ørsted i forsvar, og der opstod en langvarig
efterhånden bitter diskussion, hvori flere
fremstående forfattere tog del. For Ørsted
var det magtpåliggende at bekæmpe faren
for en kortsynet fatalisme, der fører til sløv
tyrkertro. Han vilde også beholde
sprogbrugen om fri vilje der, hvor der er en
abstrakt mulighed for etisk handlen, fordi
personen ikke hindres ved mental svaghed
eller ydre forhold. Uoverensstemmelsen var
dybtgående, fordi Howitz talte ud fra et
rent naturvidenskabeligt og ufilosofisk,
psykologisk højst jordbundet grundsyn,
Ørsted derimod ud fra en metafysisk ide om
en sondring mellem den sansede materielle
og den af fornuften erkendte »sandere,
fuldere og højere tilværelse». »Friheden» er
herefter ikke modsætningen til
nødvendighed, men kraften til at fastholde det med
denne højere tilværelse forbundne højere
gode, som fornuften viser vej til. Denne
kraft kan overvinde de lavere impulser og
således begynde en ny årsagsrække. Om
den aktuelt er tilstede, er et andet
spørgsmål, den abstrakte mulighed herfor
belægges med navnet fri vilje og betinger
tilregnelse. Andetsteds udtrykker han sig
således: »Vi bør gøre vort hele liv til et aftryk
af den evige fornuft, som åbenbarer sig i
os. Denne sætning har det fortrin, at dens
forpligtende kraft indlyser af sig selv. . .
Denne sætning henviser til den evige
fornuft som den, hvorfra loven har sit indhold
og sin myndighed, og tillige til den
menneskelige fornuft som den, hvorigennem den
guddommelige vilje åbenbarer sig.» Ideen
om menneskehedens sammenhæng er vel
det højere gode, han talte om. Den
Socra-tiske tanke om overensstemmelse mellem
erkendelse og udførelse kommer til udtryk
i denne højt svungne opfattelse af den
moralske drivfjeders begrundelse. Den rent
humant-filosofiske betoning var og blev det
væsentlige for ham, selvom han efterhånden
dermed i nogen grad forbandt positive
religiøse ideer, og med hensyn til
sætningen om de almindelige moralske
maksimer må tilføjes, at han med omhu tog
afstand fra at arbejde med abstrakte
normer, der udelukker hensyntagen til
nationale eller personlige ejendommeligheder.
Hans plads som teoretisk etiker er ikke
ringere end som teoretisk jurist.
Spørger vi nu, hvorledes han tog disse
grundsætninger i sin tjeneste i sit
omfattende arbejde, så må først mærkes, at Ørsted
fra sit 22. til sit 70. år var enevældige
kongers embedsmand først som dommer
siden i kancelliet, og hans forfatterskab er
119
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
