- Project Runeberg -  Ord och Bild / Sextionde årgången. 1951 /
200

(1892-1951)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Danskerne på fjeldet. Af Knud Sønderby

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Knud S ø n d erb y

tåge, fjeld, snestorme og skiløbning.
Muligvis troede de, at der var elevator ned!

Eller er det mig, der er momentant
vanvittig, svimmel kryster?

Jeg pakkede mine to stykker skinkemad
ud. Den koldeste skinkemad, jeg
nogensinde har haft på tungen. Det var meningen,
vi skulle spise deroppe og så stå ned af
fjeldet en anden vej. Så var der en af de
andre, der pludselig rejste sig. Han var
helt hvid om munden, opdagede jeg.

— Er I klare over, at det er vanvid dette
her! sagde han. — Vi kan risikere snestorm
og den tætteste tåge! det gælder om at
komme ned, mens der er tid. Vi kan ikke
nå at spise. Det er galskab at forsøge en
anden vej ned.

— Ja! sagde de andre i kor. Et stort
enighedens og lettelsens kor. Væk, væk,
lød det inden i hver eneste af os, ned
hvor luften er tykkere, og man har fast
grund for fødderne og ved, at alt går
ærligt til. Vi lå på knæ der og spændte
skierne på. Jeg kiggede rundt på de bukkede
rygge, de arbejdende skuldre og de hastige,
befriede bevægelser, jeg så på ham, der
lå på knæ nærmest ved mig, vinden kom
susende bagfra, hen over hans anorak med
sne i vandrette flager, når krystallerne
ramte ham, standsedes deres fart, og de
trillede, hoppende op mod nakken, der
løb dråber af smeltet sne ned over hans
kinder, der hang dråber i hans øjenvipper,
og læberne havde han presset tæt sammen.
I det øjeblik gik det op for mig, at det
jeg havde følt, ikke var noget specielt. Vi
havde allesammen det samme udtryk om
munden, medens vi spændte skiene på
nu for at komme ned, vi havde allesammen
gået op gennem fjeldets kløfter på samme
tøvende måde og haft de samme store
drejninger med hovedet og de
tvivlrådige øjekast, når vi så op til den rullende
tåge på toppen og ned over fjeldsiderne.
Vi havde allesamman gået den tavse
ørkenvandring hen over søen med blikket

på formandens ski, vi havde alle haft
nøjagtig den samme fornemmelse, da vi fra
hotellets varme trådte ud i mørket og
morgenkulden med kaffesmagen i munden —
vi havde haft skulkefornemmelser, da vi
gik op ad løjpen og registreret den samme
barometersvingning over i den reneste
glæde, da vi stod med morgenrødmen over
de store vidder foran os.

Vi havde alle haft noget der gnavede på
hælen.

Medens jeg spændte mine bindinger, var
jeg i stand til at sætte humørkurver, der
passede på os alle, for hvert skridt på vejen.

Ti minutter senere stod vi i magsvejr
ved foden af fjeldet. Ved granitkanten
oppe over de hvide flader rullede tågen
stadig. Vi havde en flov fornemmelse af at
have chancen til eventyret og bedriften bag
os. Jeg vendte mig ærgerlig til de andre.

— Der kan I se, sagde jeg, der var ingen
grund til panik. Vi kunne udmærket være
taget den anden vej ned.

Jeg holdt fingrene op til øjnene uden at
se på dem og tøede isen, der klistrede
vipperne sammen, op. Udturen havde taget
syv timer, vi beregnede hjemturen nedad
til een. På ti minutter susede vi flere
hundrede meter over trægrænsen ned til skoven.
Vi sank helt ned i knæ og holdt stavene
bagud og opefter. Så bliver
luftmodstanden mindre i modvind. Vi gjorde det,
skønt vi havde medvind. Af lutter fryd.
Så mærker man farten mere — en djævelsk
fart bliver det til så tæt ved jorden — og
det giver en en overlegen fornemmelse af
at beherske sine ski.

Nede i skoven sad vi i sneen og spiste
frokost. Jeg så så sulten ud, at de andre
forbarmede sig hver med et halvt stykke.
Barometerkurven var pludselig gået op til
den vildeste lystighed. Blot synet af hinanden
gav os lyst til at le, som vi sad der, og når
nogen sagde noget, blev det en glimrende
undskyldning for alle til at smide sig
hylende bagover i den hvide sne.

200

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 14:12:53 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ordochbild/1951/0226.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free