Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Danskerne på fjeldet. Af Knud Sønderby
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Danskerne Jå fjeldet
ud. Man går og går. Til sidst kan man have
den underlige sejge fornemmelse af ingen
steder at komme, som man også har, når
man cykler sig træt en hel dag og må stå
af for at trække op ad en bakke; man
kommer ingen vegne pludselig. Man stamper
åf på samme sted i rummet, som træder
man hele jordkuglen bagud for hvert skridt.
Jeg kom pludselig i tanke om, hvordan
det mon egentlig gik med min hæl, og
allerede medens tanken endnu kun var
ved at blive til, fyldtes jeg med skræk over
den, jeg forsøgte ligesom at knække den
over på halvvejen inde i hovedet, at glemme
den, inden den var kommet frem ■—
forgæves! Et sekund senere gnavede det lystigt.
Da vi kom over søen, begyndte det at
stige jævnt, det var holdt op med at sne,
langt forude lå fjeldet, vi skulle op på.
Grantræerne forsvandt, og det blev
fuldstændig øde. Den ødeste, øde isørken, med
små tilrimede lavplanter hist og her. Sneen
var hård og forblæst, den knirkede
trøstesløst som papæsker under skiene, for hvert
skridt vi nærmede os Hestkampen.
Vi sneg os skråt opefter. Ind gennem dens
slugter, og som små myrer henover miledybe
skrænter, der var steder, hvor det vitterlig
ville have betydet døden efter et flere
hundrede meters fald, hvis vi var trådt et
skridt ved siden af. Oven over os ludede
fjeldets granitside frem. Det var derop, vi
skulle. Der var tåge deroppe, og det var,
som tågen kom længere og længere ned.
Af og til tilhylledes granitten i dampe og
dukkede atter frem som et mystisk tillukket
åsyn. Der var noget helligbrødeagtigt i
vores forehavende. Sådan må folk fra et
lavland føle det i bjerge.
Da vi nåede op over granitkanten, der
var et fald på hundrede meter, var det slet
ikke toppen endnu. Videre ind over hævede
fjeldet sig. Det ligesom veg bort foran os.
Der forekom mig at være noget lumskeri
ved det, noget skæbnesvangert lokkende.
Men jeg gik støt afsted, det gjorde de andre
nemlig. Jeg så mig tilbage, der gik de alle
fem i rad bagved med bukkede hoveder.
Det sneede igen, det piskede med sne
vandret ind i ansigtet på os, så vi ikke
vidste, hvor vi skulle gøre af vores ømme
øjne, men det var navnlig tågen, der var
uhyggelig. Man kunne ikke se, om man
pludselig ville stå på ski ud i den bare
tågede luft på nedturen.
Hestkampen! tænkte jeg. Ikke et levende
væsen, ikke en bacille i den hvide forladthed.
Ikke et harespor som dog nede i skoven.
Allerhøjest et hestekranium med sne på,
grinende skævt og forhistorisk fra en stage.
Jeg opdagede pludselig, at jeg ikke frøs
mere. Så fik vi øje på den lille varde på
toppen. Den veg baglæns, efterhånden
som vi nærmede os; da vi nåede den, var
den større end os alle tilsammen og en
gang højere. Da havde vi gået 25 kilometer.
Så stod vi på fjeldets forblæste,
umenneskelige top.
Det var næsten som det var løgn. Som
en af disse drømme, hvor sengen svæver i
rummet og begynder at kæntre. For folk
fra et lavland må det være sådan. Rundt
om fjeldet under os strøg skyerne og tågen.
Det var, som hørte man lyde langt borte
fra. Sneen for vore fødder tabte sig i grå tåge
og usigtbarhed blot et par hundrede meter
borte. Vi kunne ikke se længere ned. Jeg
vidste blot, at der var meget langt ned, dybe fald,
kløfter og slugter flere hundrede meter ned.
Vi spiste en appelsin hver for tørsten,
og skallerne lå i sneen. Når jeg nu tænker
på det, synes jeg, at de var røde som
hummere, de skaller, mod den hvide sne. Jeg
satte mig med ryggen op mod varden for
at have et fast holdepunkt. Er jeg en
kryster? tænkte jeg. Jeg skulle være glad,
hvis vi kom helskindet ned. Eller er det
en samling gale, jeg er kommet sammen
med? Det slog mig virkelig som en
mulighed. Muligvis var jeg den eneste fornuftige,
og disse fem, der sad nede i sneen, en
samling vanvittige, der ikke havde anelse om
199
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
