Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johannes V. Jensen og Norden. Norske og svenske elementer i forfatterskabet. Af Leif Nedergaard
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Johannes V. Jensen og Norden
teriske hovedopgør med den danske
tvivle-syge, det hamlet’ske sind, som han dengang
fandt karakteristisk for sine landsmænd,
endnu prægede som de var af
nederlagsstemningen efter 64. Lige hjemkommen fra
sin korrespondentrejse til
Verdensudstillingen i Paris slår han sig sommeren 1900
ned på en lille bondegård ved Ekeberg: »Her
sad jeg paa et Loftsrum i et Udhus og skrev,
og den lysende Himmel ovenover
Grefsens-aasen, hvor Solen stod bagved, som jeg
kunde se fra min Seng, blandede sig i mine
Drømme, Natten var saa lys, ikke altid vai
man klar over om man sov, eller om man
var vaagen». Således fortæller digteren selv
da han 38 år senere valfartede til åstedet
for hans inspirations store sommer. Han
erindrer sig tilbage til den tid og finder ikke
meget ændret: Den samme Ve går igen
derude:
»Den lille Gaard ligger da deroppe paa Sletten
endnu, med Udsigt til det rygende Oslo dybt nede
i et Hul og Grefsensåsen staaende med sin Pukkel,
uforanderlig, bagved. Og i det vilde Krat oppe
paa Ekeberg, med bræskurede Gulve af Fjeldet
i Lysningerne derimellem, det skønneste
Glaciallandskab, duftede Rønnen, vaadt og svalt og
intimt, vældigt, ganske samme Henrykkelse,
samme Ve, som for alle de mange Aar siden:
Af Natteregn var Rønnen vaad.
og dufted i den lyse Nat,
en lønlig, øm Drvadegraad,
forhaabningsfuld og dybt forladt.
Der gaar en Aand i Busk og Skov
og rører Rønnens spinkle Løv,
et Liv som havde sin Forlov
— hvor og hvornaar? — og nu er Støv.
Besynderligt nok er det i denne i Norge
nedskrevne 2den del af Kongens Fald at
man finder skønne skildringer af Stockholm
og svensk natur. Blodbadet i Stockholm er
jo det historiske hovedmoment i dette bind.
Johannes V. Jensen anticiperede her senere
historieforskere som Laurits Weibull og
Kr. Erslev ved at lægge ansvaret for
»blodbadet» på Gustav Trolle snarere end på den
t vi viesyge Kristian II. Johs. V. Jensen
fremhæver også at det var Nordens enhed
der hin 7. nov. 1520 gik tabt:
»Og Processen gik sin Gang som den maatte
paa denne Dag, da de to Folk, der var lige og
dog uforenelige, endelig opnaaede Skilsmisse. De
var hinanden bestemt som to Søskendebørn, der
ikke kan undvære hinanden og som martrer
hinanden godt, slaar hinanden Saar med
behændigt og dygtigt Nænne — indtil de skilles,
hver for sig med Døden i Hjærtet.
— Saa stor Uvilje til Lykke kendetegner
Nordboen, at netop det yderste radikale
Redningsmiddel slaar alt Haab ihjel for stedse. Saa mystisk
var Folkenes Uenighed, saa stædig deres Skæbne.
Nordens Riger sprang i tre som ildskørnet Sten.»
Af selve skildringen af blodbadet lægger
man mærke til beskrivelsen af den ængstede
uvished den avspærrede by henligger i:
»derinde i de tusind Kamre havde man
stemmet op for Sjælene, saa at de steg ud
i vilde Formodninger, løb løbsk i Angster»,
indtil man endelig ser stormændene komme:
»det var som havde de høje Herrer af
Sverrig brugt Natten ene og alene til at
øve sig i at formere bedre Orden. De var
kommen som det kunde falde sig, men nu
gik de samlet efter Rang ...» Johs. V.
Jensen opfatter ikke Kristian II. som nogen
tyran, men blodbadet var uklogt: »Han
havde jo glemt at regne med sine
Under-saatters Mening, der er en Virkelighed, selv
om den er taabelig». Angerløs skildrer han
også senere Gustav Trolles død. I skildringen
af Sten Stures død hedder det: »Sneen
smæltede ikke længere paa hans Ansigt».
I en lille mindeartikel som Johs. Jørgensen
skrev hjem fra Assisi ved efterretningen
om Johs. V. Jensens død fremhævede han
med rette denne sætning der på original
måde giver udtryk for livsløsheden. En
anden sætning fortjener at fremhæves: Mikkel
Thøgersen kommer under de stockholmske
kirkers klokkeringen mismodig gående over
broen fra Sondermalm: »Aldrig før havde
han vidst, hvor lavt det er at gaa paa Jorden..»
Skildringen af de betiende værkbrudne
253
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
