Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johannes V. Jensen og Norden. Norske og svenske elementer i forfatterskabet. Af Leif Nedergaard
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Leif Nedergaard
udenfor St. Nikolaj Kirke ligesom af den
katolske messe indenfor bygger på de
indtryk Johs. V. Jensen under sit
Spaniensop-hold hade fået af katolske kirker.
I Gyldendals Julebog 1944, som var viet
Johs. V. Jensen i anledning af den ham da
netop tildelte Nobelpris, har Johs. V. Jensen
fremdraget en smertelig oplevelse fra det
Norgesophold hvorunder han skrev på 2. del
af sin historiske roman. Visdomstanden
hedder skildringen, og han beretter heri om
hvorledes han den sommer han boede oppe
på Ekeberg udenfor Kristiania fik
vanskeligheder med en visdomstand, som måtte
fjernes ved operation. Hjemkommen ligger
han først længe i febervildelse uden at kunne
sove, med hæftige smerter og ør i hovedet
efter kloroformbedøvelsen, indtil han
endelig lykkeligt slumrer ind. Denne oplevelse
ligger bag romanens betagende skildring af
Axels død, og har vel også været årsagen
til at forfatteren avlivede Axel allerede her
i bogens anden del, hvor den lykkelige Axel
efter at have overværet Blodbadet i
Stockholm og resten af vinteren boet hos en
hedensk brændehugger i de svenske skove
omsider når frem til den død der venter
ham i Himmerland. I romanen er de lyse
nætter baggrunden for Axels febervildelse
som det hade været det for digteren selv:
»Da han slog Øjnene op Timer efter, ventede
han, at det skulde være Nat. Men det var
jo ikke mørkt, de lyse Nætter var inde. Og
da han nu saa det var en lys Nat, begreb
han som i et Syn sin Vaande». Det svarer
til ordene i Visdomstanden: »Da jeg
vaag-nede havde jeg sovet Dagen over og ind i
næste lyse Nat, en dødlignende Søvn . . .»
Som de vil erindre der har læst hans
kostelige fortælling Dolores, skænkede han
i overstadigt lune katedralen i Cadiz en
udtrukken tand til relikvie: »rigtignok brugte
jeg mine hule Tænder til at skrive om, men
ligemeget han skulde have den». Jo,
virkelig brugte han dem til at skrive om!
Kort efter søgte han igen op til Norge,
da den evindelige danske regn gik ham på
nerverne. I dec. 1900 skriver han myter
deroppefra, om sneen og regnen, om en
fjeldsprængning og en samtale i
vinternatten med en norsk maler; af et par
skildringer Fra Christiania Cirkus
omhandler den ene Rovdyr i Sne, den anden
Et Ekstranummer, hvor digteren med en
hamsun’sk bizar fantasi tænker sig han
skyder en skaldet herre der sidder på
rækken foran ham. Myten På Ski skildrer en
tur op i Frogner sæteren, hvor forfatteren
skønt gennemknitret af fryd over farten
stadig føler sig for selvreflekterende: »Jeg
følte min arme danske Klarhed ...»
Det er værd at fremhæve at det er fra
norsk sprogbrug at Johs. V. Jensen ved
denne tid optager glosen »myte» som
betegnelse for sine særartede korte
prosaskitser. I et bidrag til et Julealbum 1900
beretter han en særlig livagtig drøm, og
tilføjer: »ved slige Lejligheder taler
Nord-mændene om »mytedannende Fantasi»».
Det er første gang ordet »myte» forekommer
i hans forfatterskab; ni bind med 150 myter
skulle efterhånden frodigt fremstå med hans
fortrinligste prosa. Et lille udvalg af disse
myter er netop udgivet på svensk.
Også hans prosalyriske gennembrud synes
at være indtruffet her i Norge, under et
følgende ophold i maj 1901; fra
stemningsfulde prosaskitser som Majnat og Mit
Foraar er der ikke langt til prosadigtet. Af
en anden art er fortællingen Med Skyds,
der stammer fra »de Dage da der ogsaa
endnu var noget der hed Skyds,
Hestebefordring, fra den ene Station til den anden,
med de smaa raske Kariolheste, hvorom
man bevarer de lyseste Minder». Til de lyse
minder hørte også det besøg på Aulestad
Johs. V. avlagde denne sommer; mødet med
Bjørnson betog ham, mesterligt beretter han
om den store bekræfters bratte
stemningsskifte: »Man mærker alt paa ham, han kan
intet skjule. Hvis han i Samtalens Løb
bliver misfornøjet, — det kan være, fordi
254
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
