Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johannes V. Jensen og Norden. Norske og svenske elementer i forfatterskabet. Af Leif Nedergaard
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Leif Nedergaard
var blevet forkælet som senere Hemingway
•og ikke hade udviklet sig, men var forblevet
bondsk: »Hamsun sled tidlig og silde i det
for at blive en fin Mand. For at rage frem
pyntede han sig med Særhed, for at bevise
sit Geni fingerede han Vanvid. En Tid lang
gav han den som Overmenneske i Stil med
Nietzsches fuleste Forfalskere». Den trods
beundringen dybtloddende kritik i Johs. V.s
essay forklarer nok den uligevægtige tone
i det åbne brev Hamsun næste år tilstillede
Johs. V. om Bondekulturen, hvilket Francis
Buil har medtaget i det udvalg af
Hamsuns artikler han udsendte 1939.
Selv var Johs. V. Jensen kommet til at
føle stadig mer beundring for Bjørnson.
Samme år han skrev om Hamsun, skrev
han to nye essays om Bjørnson, som han
1907 igen hade besøgt:
»Igen gjorde jeg en Rejse op i Norge uden andet
Ærinde end at komme hjem og fortælle om Vejr
og Vind. Jeg havde faaet nok af den iøvrigt
udmærkede Regn nede i Danmark og vilde nu op
nordpaa til Thules kolde Bjerge for at finde
Regnens Kilder. De vandrende Skyer paa Himlen
var alt det Kort jeg havde, for Resten spurgte
jeg mig for hos Blæsten og gik efter Solemærkerne.
Midt oppe i Norge paa Skraaningen af en stor
fager Dal kom jeg som for seks Aar siden til
Gaarden, hvor den gamle store Sandsiger bor, den
hvide Bjørnson. —-
— Og da jeg nu havde set Bjørnson og fuld af
Mod drog videre, op over de svære Fjelde, over
Jotunheimen, hvor jeg agtede at opsøge Vejret,
da jeg uden at have fundet det vendte tilbage og
drog hjem til mit eget Lavland igen, saa faldt
•der jo pludselig Skæl fra mine Øjne. Jeg kortsynede
og svage Væsen havde ikke kunnet se, at Maalet
var naaet, da jeg havde set Bjørnson, jeg skulde
naturligvis rastløst videre, men Regnens Kilder,
Vejret, Sommeren og den evige Sne, det var jo
ham!< •—
Som vi ser, føler han sig stadig mer
betaget af Bjørnsons personlighed: »Der gives
ikke noget større end at have set ham»,
skriver han, og han anvender ham som
inspirationskilde ved beskrivelsen af
Hvid-ibjøm, den stoute og håbefulde hovedperson
i den neolithiske del af Bræen, der udkom
det følgende år. Og Dreng, hovedpersonen
i den første palæolithiske del, det er jo Johs.
V. selv, ham der modsat Hamsun ikke
kæles for men som møder modgang og
udvikles derved. Og som han humoristisk i
ovenanførte citat skriver at han var taget
til Norge for at opsøge kuldens og regnens
majestæt, sådan lader han også sin Dreng
trodsig drage ud for at »finde den, hvem
det saa var, der fordrev Menneskene fra
deres Boliger, druknede Dyrene og lagde
Jorden øde, nu skulde han tvinges til at
vise sig!» I modsætning til Peer Gynt er
han af en karakter der ikke viger udenom
men trodsigt opsøger Bøygen. Han møder
bræen, som Johs. V. selv hade mødt den i
Jotunheimen, og synet blev
inspirationskilden for Bræen; og selve det nordiske ord
»bræ», som var gået af brug hernede til
fordel for det tyske »Gletscher» førte han
med sig hjem til Danmark. I et
Hardanger-Brev forklarer han forskellen mellem
»jøkel», som er et fastliggende isdække, og
»bræ», som er ismassen i skred.
Men Bræen bygger ikke alene på norske
indtryk; indtrykket af den nordiske skov
hentede han fra Sverige. Slut på året
foretog han nemlig også en rejse til Sverige,
beskrevet i en række myter, af hvilke
Mellem Svenskere beskriver en Skårgårdsfart,
mens Haren muntert skildrer en
Skårgårdsjagt, og myten I den nordiske Skov er et
spøgefuldt stemningsbillede fra en rævejagt
i svensk natur. Men denne Sverigesrejse
gjaldt også ædlere vildt end ræve og harer,
det var den sorte panter, Bagheera, han som
fortalt i myten af samme navn var på jagt
efter. Han traf ham på Grand Hotel i
Stockholm, men nedlagde ham endnu ikke. Sagen
var den at Kipling i dec. 1907 var i
Stockholm for at hente sin Nobelpris, og Johs. V.
Jensen, der dengang endnu beundrede ham,
hade planlagt at intervjue ham. Dette blev
der dog ikke meget ud af; Kipling avviste
nærmest intervjueren, der 38 år senere selv
256
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
