Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johannes V. Jensen og Norden. Norske og svenske elementer i forfatterskabet. Af Leif Nedergaard
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Johannes V. Jensen og Norden
der er en Bog af ham, man ikke har læst —
da farer det ildevarslende over hans Ansigt
og gennem hans Blik ...» Bemærkningen
viser en forskel mellem Bjørnson og Johs.
V. Jensen, for hvem det var uvæsentligt
om man kendte hans værker. Tegneren
Bendix har nylig morsomt berettet om
hvordan han vandt Johs. V.s venskab bl. a.
ved at bekende ikke at have læst hans bøger.
Hans egentlige ærinde i Norge denne
sommer, hvor han boede ude på Nesodden,
var ellers at forfatte 3. delen af sin historiske
roman, det lille bind der bar titlen Vinteren;
han hade jo forrige sommer erfaret hvor
frodigt hans mytedannende fantasi trivedes
heroppe. Men som forrige gang, med
Visdomstanden, faldt der også denne gang et
stænk malurt i bægeret. I en uoptrykt
artikel fra denne sommer, Brevet, beretter han
om hvorledes han fik besked om at der
henlå et ufrankeret anbefalet brev til ham
på posthuset i Kristiania; dér får han
imidlertid at vide at det er sendt videre
til Nesoddens Postholderi, hvortil han så
må begive sig afsted — »det var to Mil over
Fjæld og Ur i stegende Sol», men da han
her omsider erholder brevet viser det sig
at være en anonym smædeskrivelse fra
Danmark! Johs. V. Jensen har fortalt mig
at det var på tilbagevejen herfra han fandt
avløb for sin bitterhed ved at digte den
galgenhumoristiske jyske vise som
Spillemanden i Kongens Fald synger inden han
går hen og hænger sig hvormed Kongens
Fald slutter:
A reser fræ ingen Gjald,
det hiele er betaid.
Di Baank, a skylder mine Fjender,
dem toer di nok o hveranner.
Fowal min Fjol og min Bow!
No wil a hen og sow.
Hwis jen wil byt’ sin Bedrøwels,
saa kan han fo min Fornøwels.
Det følgende forår fører Johs. V. Jensens
rejselyst ham dog videre end til Norge; det
lykkes ham at realisere sin plan om en
formelig jordomrejse. Men forkærligheden
for Norge spores stadig. Som han hade
gjort en norsk ingeniør til hovedperson i
den kriminalfortælling han efter sit første
ophold i USA skrev til et folkeligt
novellemagasin og som er at betragte som en
kladde til de to geniale Amerikaromaner
som er inspireret af hans andet ophold i
Fristaterne, skildrer han i den anden af
dem, Hjulet, sig selv i skikkelse af
norskamerikaneren Lee, og det var meningen at
denne Lee i en desværre uskrevet 3. del
skulle være vendt tilbage til Norden for i
Norge at finde sin slægt (Lee-Lie). Et andet
resultat af jordomrejsen, den charmerende
malajiske urskovsfantasi Skovene avsluttes
med det lange kvad om Helled Haagen,
hvor han hensætter et humoristisk
bogstavrimet billede af den svirende Hamsun,
således som han selv hade oplevet ham,
efter de under Hamsuns ophold i Danmark
vinteren 1903/4 var blevet venner:
Hvor du talte tindrende
i dit titaniske Lune!
Hvor du vævede Vildskab og Inderlighed
sammen til et sublimt Vanvid!
Ladies and Gentlemen . . . Haagen
Jeg husker dig, hør jeg husker
dit Vid, din Varme, din Ensomhed.
Tro mig Ven, jeg blev ædru.
Ja, Johs. V. var blevet ædru. Han lod
sig ikke mere imponere af Hamsun. Selv
stod han jo ved avslutningen af sin ungdom,,
og følte sig kvinde- og kulturproblemerne
mere voksen end Hamsun, hvad hans
manddomsperiodes produktion tilfulde
vidner om. Og den sproglige genialitet, den
træfsikkerhed i udtrykket, som han
hadebeundret hos Hamsun, besad han jo selv.
Og ellers var de i meninger vidt forskellige,,
ikke alene i deres syn på Amerika, men
især på Nietzsche. Det essay Johs. V. 1907
skrev om vennen er da også trods mange
smukke ord fuld af kritik mod Hamsun der
255
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
