Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johannes V. Jensen og Norden. Norske og svenske elementer i forfatterskabet. Af Leif Nedergaard
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Leif Nedergaard
varer. Bjørnson der tager Styrtebad under sit
eget dertil inddæmmede og regulerede lille
Vandfald. Det skal vise sig, at der er Myte nok i den
simple Virkelighed.»
Dette billede af den badende Bjørnson
findes bibeholdt i indledningskapitlet til det
betagende bind betragtninger Johs. V.
Jensen under titlen Introduktion til vor
Tidsalder udsendte 1915 som et resultat af
hans anden store Orientrejse, foretaget i
tiåret for den første; heri indgår også Johs.
V. Jensens udførligste hyldest til Stockholm
og svensk natur. I kapitlet Tilbagevenden
til det baltiske Klima fremhæver han den
lise det er for en nordbo efter en rejse i
troperne igen at indånde den svale nordiske
luft, »man drikker den med alle Porer, med
Sjælen, i en Henrykkelse, endnu en Gang
hjemme, endnu en Gang den nordiske Luft
som en Kvindes svale Haar mod Øjene».
Det er i Stockholms omegn en majdag 1912
han livsaligt beruser sig i fornemmelsen af
igen at være vendt hjem til Nordens bløde
regnluft; selv om han som født dansker især
er forelsket i »den Nuance» i den nordiske
natur som er karakteristisk for Danmark,
elsker han også den svenske:
»— Først i Sverig føler man sig den nordiske
Natur, den baltiske Natur, nær i alle dens Faser,
her er dens Udspring, og her geraader man i et
helligt Raseri. Man kan naturligvis genne mig
hjem, jeg er ikke herfra, jeg taler endogsaa en
hel anden Dialekt — men maa jeg være her paa
en lille Rejse? Jeg er dog Skandinav. Kære
Sverig!»
Også Stockholm tiltaler ham; dengang
hade staden ikke det forcerede
amerikanskhektiske tempo: »Alt her er moderne, som
en Hovedstad og driftig By skal være, men
her er ingen større Jag», skriver han, »i
Drottninggatan gaar det aldeles europæisk
til med Butiker, Moder og Færdsel,
Sporvognene klemter, og Automobiler suser
forbi; men det gælder ikke Livet, man kan
give sig Tid til at smage paa Brødet og
begrave sig i Duften af de fugtige, endnu
ligesom nattekølige Syrener». Og han
fortsætter med et livfuldt Stockholmsbillede
fra tiden før 1914:
»I de smaa Stræder i den gamle By er der saa
stille, her lugter af Hansa, Fisk, Sæbe og Tovværk,
man maa tænke paa Bergen og Lybæk. Gamle
udskaarne Døre fører ind til middelalderligt skumle
Trappeopgange. Her er Stortorvet med
Blodbadminderne, som en Betjent, der kan sin
Fædrelandshistorie, viser os; de to høje smalle Huse
her med snørklede Gavle minder om Holland.
Solen fylder Gyden, det er saa godt bare at blive
staaende paa et Sted, som om man hørte til her,
og lade Folk komme og gaa. De store kønne
svenske Heste staar og venter i Selen, mens
Kusken er inde i Husene med Varer, de ser klogt
paa den Fremmede under Skyklapperne og
interesserer sig for Syrenbuketten han har i
Haanden, snuser til den og tager hastigt en Bid af
de gode Grøntsager. En fuld Person slæber sin
bedærvede Tilstand om i Formiddagssolen, fulgt
med Beundring af en lille Skare snotnæsede Børn.
To frugtsommelige Madammer staar i
Rendestenen og ser forfærdelig talende ud, med
Oliepapirs Smaaposer og raa Stykker Kød i de fæle
Hænder. »Säger hon . . . och säger så jag . . .»,
hører jeg den ene referere med lav Stemme og
har hele Historien, hun har været oppe at trættes
med en Veninde og staar nu med Stumperne af
hende. Nogle Bisser drager gennem Gyden. En
spinkel Lyd oppe fra Riddarholmskirkens
gennembrudte Spir høres, det er de katolske Klokker
der endnu slaar Timeslag over Staden.
Forbavsende saa hurtigt man bliver hjemme i saadan
en Gade, det er ved Gud som om jeg havde levet
her i flere Hundrede Aar.»
Ude på Skansen lægger han mærke til den
typiske unge stockholmerinde: »en høj
smækker Frøken med paafaldende lange
elegante Ben og den smukkeste, mest
naturligt fornemme Gang man kan tænke sig»:
»De gaa over Gaden, roligt, i sommerlige
Dragter, som falder smidigt fra Bæltestedet, svale
og søde som Regnen, med milde Ansigter; man
ser en slank ung Ryg svinde hen over et Torv,
og naar det sidste Glimt er forsvundet bliver
Nuet mørkt, mere skulde man nu ikke se af hende,
ikke en Gang hendes Træk skulde man se, de er
vendt bort fra En, mod en Skæbne som man
aldrig skal dele.»
25S
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
