Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nyhederne døde — Klassikerne leve! Københavnsk teater 1950–51. Af Harald Mogensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harald Mogensen
blive bekymret i den anledning, i hvert
fald ikke lige med det samme. Selvfølgelig
maa teaterledere, kritikere og tilskuere altid
spejde efter, raabe op om og bede til
tilgang af saadanne digtere og dramaer, som
koger — men helst ikke koger over — ved
vor egen periodes ild. Men en hvilepause,
hvor der bliver pusterum til at kigge
tilbage paa klassikerne, kan, hvis der vælges
rigtigt, give baade teatrets kunstnere og
dets tilskuere lejlighed til at røre nye
muskler, hvilket som bekendt kan medføre lidt
ømhed i begyndelsen, men faar blodet til
at strømme friere bagefter. Ved klassikere
forstaar jeg her ikke alene de vaskeægte
udødelige, men ogsaa det repertoire fra i
forgaars og fra i gaar, som vi enten ikke
har set, eller trænger til at faa repeteret.
Det vil kræve taktisk klogskab at trække
det nyhedsdyrkende og nyhedsforvænte
publikum til huse under disse forandrede
omstændigheder. Kritiken, som desværre ofte
er paavirket af deres redaktionschefers
sensationshungrende sidste-nyt-mentalitet,
faar paa dette punkt en ansvarsfuld opgave.
Men de største krav vil blive lagt paa
teaterfolkets skuldre. Af dem afhænger det om
den kommende tids eftermæle bliver
vokskabinet eller vokseperiode.
Den netop afsluttede københavnske
teatersæson 1950—1951 har i ret høj grad
været præget af denne tingenes nye —
selvfølgelig forbigaaende — tilstand, sat i
skarp relief fordi nogle af de internationale
nyheder gik i gulvet med mastodont-brag,
og fordi den hjemlige dramatik ligger i
dvale. Gravskriften over teateraaret kan
ikke skrives med lutter gyldne bogstaver,
men man kan sige at den levede et moralsk
og opbyggeligt liv, som der kan vindes
lærdom af ved eksemplets magt. Den
københavnske teatervinter var delvis præget
af nyhedernes fravær og af forsøg paa at
overvinde denne mangelsyge med mad fra
konserveslagrene.
Det kongelige Teater vandt kunstneriske
sejre med bl. a. Molieres »Den gerrige» fra
1668, Shakespeares »Som man behager» fra
1599 og Holbergs »Det lykkelige skibbrud»
fra 1724, mens T. S. Eliots »Cocktail party»
og Anouilhs »Ardéle» af de yngste
aar-gange døde i sotteseng bag fronten. Det
mest bemærkelsesværdige at notere i denne
forbindelse er dog, at publikum uden nølen
strømmede til de tre gamle herrer,
simpelthen fordi opførelserne af dem bød paa
godt teater, mens de andre kunstnerisk
brændte paa panden. Men netop i dette nu,
hvor springfloden af moderne dramatik
atter kan rummes i sit naturlige flodleje,
føltes det dobbelt beklageligt, at teatret
ikke tog bedre vare paa sine to
teatermæssigt fortræffelige, nye chancer. Nu
hvor det kan blive nødvendigt at placere en
del af kapitalen i gamle papirer, maa der
værnes ekstraordinært over arkene fra de
sidste dages skrivemaskiner.
Théåtre Francais besøgte i foraaret 1951
København med de samme forestillinger af
Moliére og Beaumarchais, som ogsaa de
øvrige nordiske lande fik at se. Moliéres
trup var i mange retninger en oplevelse, men
røgten og plejen af de store gamle i Holbergs
hus holdt uden vanskelighed til den
statusopgørelse, som gæstespillet naturligt førte
til. Det Kongelige har vel oven i købet
for-maaet at støve sine traditioner paa dette
felt af med en mere ungdommelig og raskere
haand end La-Comédie Frangaise. Desværre
viste Pariserne os ikke deres »L’avare»,
hvori Denis d’Ines spiller Moliéres gnier
som en pudsérlig lille gamling, helt i
komediestilen, hvilket svarer til overleveringen,
men ikke passer til hans hårdkogte
aager-metoder, og heller ikke til at hans søn
ønsker ham død snarest muligt.
Paa Det Kongelige genoptog Holger
Ga-brielsen i denne sæson sin gamle glansrolle
som den gerrige, som han første gang
spillede i 1922, 26 aar gammel. For Gabrielsen
lykkes det kunststykke at skabe ikke alene
latter, men ogsaa spænding og menneskelig
336
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
