Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nyhederne døde — Klassikerne leve! Københavnsk teater 1950–51. Af Harald Mogensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nyhederne døde — Klassikerne leve!
interesse omkring sin Harpagon. Det er jo i
reglen haabløst at forsøge paa at lave
psykologi ud af disse gamle komediefigurer.
Det vigtigste er da ogsaa, at det kommer
teater ud af dem. Gabrielsens gnier er en
farlig mand, indædt, forbitret, ækel, men
ogsaa latterlig og sommetider ligefrem
rørende. Man lo og havde medlidenhed paa
een gang, da koblersken Frosine fik ham
til at vende og dreje sig som en mannequin
og placere et par vippende lorgnetter yderst
paa næsetippen — og fik derved en
forberedelse til den vanskelige akt IV, hvor
Harpagon raser over tabet af sit pengeskrin.
Paa det punkt fik Gabrielsen smilet til at
stivne paa tilskuernes ansikter. Harpagon
blev en stakkel, helt i sin sygelige gerrigheds
vold, da han i skumringen jog gennem det
tomme hus efter sin tabte skat, mens han
klageskrig steg, som var det et helt
jødefolk, der sønderrev sine klæder. — I
sidsteakten drejedes figuren igen: det maniske
udleveredes. Tilskuerne lo igen. Det
mesterlige i Gabrielsens spil er, at han har
faaet det farceprægede og det tragikomiske
til at gaa op i en naturlig enhed, der baade
griber, rent menneskeligt, og virker, rent
teatermæssigt. Genem de mange aar har
Gabrielsen penslet sin pengepuger ud til
et af de ypperste og suveræneste portrætter
i sit rige galleri — og gjort det helt efter sit
eget hoved, og fri for den tomme rumstering
og posering, som lader os kolde over for saa
mange skuespillerpræstationer i det
klassiske repertoire.
I den forrige indstudering spilledes »Den
gerrige» i en mørk stue uden andet udstyr
end nogle døre til at komme ud og ind ad.
Denne gang har Det Kongeliges
fortræffelige yngste-instruktør John Price sat
komedien op i en moderne dekoration af Helge
Refn — til venstre et stræde, til højre husets
have, i midten den store forhal med nogle
trappeopbygninger i baggrunden, rent
naturalistisk set ganske umotiverede, men
velegnede til teatralske formaal. Harpagon
(Foto: Politikens Billed-Central.)
Holger Gabrielsen som H arpagon i
Moliéres »Den gerrige».
brugte dem i sin skattejagt gennem huset.
Saadant kunde vist ikke tænkes paa Théåtre
Francais, men Jouvet har indført sligt i sine
Moliére-forestillinger uden for Moliéres hus.
Danmark var paa teaterdekorationernes
gebet længe yderst konservativt indstillet —
modsat Sverige. For klassikernes
vedkommende var det vist først Fru Bodil Ipsens
iøvrigt stærkt diskutable opsætning af
Holbergs »Don Ranudo», som saa sent
som i 1941, ogsaa med Refn som
dekorationsmaler, slog væggene ned i den
firkantede kukkasse og den maleriske nethed,
som siden den store Holberginstruktør
William Blochs dage havde dannet
baggrund for den klassiske komedie. Men saa
gik det ogsaa stærkt.
En del af teaterpublikummet mukker
stadigvæk over disse »nymodens
narrestreger», som Poul Reumert for nylig
karakteriserede tendensen i en kronik i Politiken. For
ham er en stue paa teatret først en stue, naar
22—Ord och Bild, 6o:de årg.
337
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
