Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Nyhederne døde — Klassikerne leve! Københavnsk teater 1950–51. Af Harald Mogensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harald Mogensen
(Foto: Politikens Billed-Central.)
Poul Reumert som Rosiflengius i
Holbergs »Det lykkelige Skibbrud».
den behørigt er forsynet med et illuderende
loft. Det maa have været haardt for ham at
spille Strindbergs »Faderen» i et rum, der
foroven blot fortonede sig i mørket. Det gik
da heller ikke. Det er et pudsigt træk, at
Danmarks store nyskabende skuespiller,
hvad dekorationer angaar, melder sig i
bagstræbets regiment — men ogsaa et
farligt. Den unge danske dekorationskunst
skal nok holdes i ørene, fordi den har en
tilbøjelighed til at bygge kæmpemaskiner
op paa bekostning af tempoet. Men bortset
herfra har denne talentfulde skare øvet en
fornyende indsats, som bør fortsættes.
Helge Refns dekoration klædte »Den gerrige».
*
Ogsaa Holger Gabrielsens opsætning af
Holbergs »Det lykkelige skibbrud» er blevet
beskyldt for mangel paa stilrenhed. I
Holbergs aand lod han de fire første akter
med alt deres privatliv foregaa paa gaden,
paa en teatergade uden forstyrrelser af
nogen art, og løste derved enkelt og ligetil
alle de teatermæssige vanskeligheder, som
Holberg selv hoppede op og faldt ned paa.
Pedanter kan klage over manglen paa
William Blochsk akkuratesse og udpensling.
Gabrielsen gør sig mere og mere fri af
hans tradition og skaber sin egen, hvis
inderste drivkraft er at muliggøre det tempo,
hvori et moderne teaterpublikum kræver
den gamle baron præsenteret. Mens man
tidligere har understreget psykologiske og
kulturhistoriske momenter hos den danske
skuepladses fader, saa fremhæver
Gabrielsens sidste indstuderinger tillige den
teatralske dynamik, som givetvis er det moment
hos ham, som i dag stadigvæk gør ham
saa taknemlig at spille, som han er. »Det
lykkelige skibbrud» røg over scenen i en
legende let, graciøs commedia dell’arte-stil.
Selv den besværlige femte akt med
rets-scenen havde han faaet heftet paa uden
den sædvanlige pause og lod den spille i saa
vældigt et tempo, at dekorationerne viftede
ved det. Det var fuldbaarent teater,
festligt og fejende.
Iscenesættelsen er ny, men Poul Reumert
har før spillet sin Magister Ros-i-flengius,
og det var nok stadigvæk ham, der først
og fremmest trak folk til huse. Denne
pukkkelryggede lejlighedsdigter med
papegøjefjæset, som drejer over scenen med nogle
ubeskrivelige fodtrin, er et af hans store
komiske mesterstykker.
I øvrigt har Gabrielsen i øjeblikket
næste generation i Holberg-lære. Elith Foss
hævder sig stolt i instruktørens egen gamle
rolle som Rosiflengii tjener, mens den
talentfulde Poul Reichhardt, som har taget
springet fra et operetteteater til den
kongelige scene, slider i det som Henrik. Lily
Broberg var Pernille, dejlig og fræk, men
hun kunde godt have taalt et par streger
til. »Skibbruddets» Pernille er den mest
utæmmeligt rapkæftede tøs, Holberg
nogentid har digtet.
*
338
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Mon Dec 11 14:12:53 2023
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/ordochbild/1951/0364.html
