Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tre danske kunstnere. Erik Hoppe — Niels Lergaard — Jens Søndergaard. Af Daniel Hvidt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Daniel Hvidt
Erik Hoppe: Min mor.
bevise sig om, hvori denne malers
betydning bestaar.
Det har taget lang tid for Hoppe rigtigt at
slaa igennem. I mange aar levede han
nærmest som en hemmelighedsfuld myte. Siden
kom den tid, hvor ungdommen opdagede
ham, men først nu synes det helt at være
gaaet op for det maleriinteresserede
publikum, hvor stor en kunstner han er. En del
af skylden ligger sikkert hos maleren selv.
Paa grund af sine sære og haardt
gennemførte ideer har han gjort det svært for os
at se hans kunst under gode forhold. Han
havde f. eks. den opfattelse, at hans farver
kun kunde vurderes, naar de saas i meget
stærkt lys, og paa »Grønningen»s aarlige
udstillinger valgte han derfor et smalt
sidelokale, der var afskyet af alle andre,
fordi det skarpe lys her falder fladt ned paa
billederne.
Erfaringsmæssigt er det nok muligt at se
farverne under de forhold i deres fulde
styrke, men de faar samtidig noget grelt og
haardt, for ikke at sige uskønt over sig. Det
gav selvfølgelig en helt forkert bedømmelse.
Paa hans seperatudstilling saas
billederne under bedre lysforhold, og enhver
kunde nu se, hvilken storartet kolorist
han er.
Sine motiver havde han udelukkende
hentet fra Søndermarken, den kendte, store
park, der sammen med Frederiksberg Have
danner en saa smuk helhed i den gamle
frederiksbergske bydel i København. Med
den mest stædige energi har Hoppe her
aar efter aar fordybet sig i de samme
motiver, der fremkommer ved lysets spil
henover træernes og det grønne græs’ store
flader, kun afbrudt af lyse gange, graasorte
træstammer, baggrundens
hemmelighedsfulde, mørke dybder og enkelte figurer i
forgrunden.
De grønne farvetoner har han
gennem-dyrket med fanatisk vedholdenhed for paa
samme tid at opnaa den reneste farve og
den fineste graalige aftoning — den varme
og kolde farve i samme klang, ren
fladekunst i levende, rytmisk bevægede
arabesker og alligevel med fuld udnyttelse
af dybde og rum. Han har stadig fundet
nye skønheder, nye overraskende
farvetoner og udtryksmuligheder.
Hans brændende ønske er at give det
slaaende, helt dækkende billede af naturen,
hvor alle dele af billedet er fuldt oplevede,
direkte indtryk, omsat i nyskabte, aldrig før
fremstillede farvetoner, sat paa lærredet
hurtigt og umiddelbart, mens de endnu er
friske.
Gennem maaneder kan han dag ud og
dag ind søge en enkelt farve, der dækker
hans opfattelse af de grønne græsflader, saa
de helt har solskinnet i sig og luftens kølige
genskær, men som ogsaa giver de rødlige,
gule, graa og violette nuancer. Tror han
efter ufatteligt slid at have fundet noget,
der dækker, hvad han ønsker, og har fyldt
en stor del af lærredets flade, brister det
ofte for ham, naar han skal finde videre
frem til farver, der skal passe sammen med
den første. Navnlig de sidste toner kan
slaa det hele sønder.
Staar man med ham foran hans billeder
og taler om, hvordan han kæmper for at
nærme sig naturen mest muligt, og peger
paa en ren, blaa farve i baggrunden eller
paa en træstamme og siger, at det ikke er
564
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
