Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den nationale Orgelkunst i Danmark. Av Niels Friis
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Niels Friis
dierne, med »Den signede Dag» i Spidsen,
fra hans Haand kan ikke tælle med i denne
Forbindelse — foreligger ikke, og i særlig
udstrakt Grad har han næppe heller
op-traadt som Koncertgiver. Han var
utvivlsomt først og fremmest Embedsorganisten
par excellence — men i denne Egenskab
til Gengæld en betydende og sympatisk
Skikkelse.
Det vides positivt, at det frie Spil,
Improvisationen, var et meget væsentligt
Led i Weyses Kirkespil, og at han var en
sand Mester paa dette Omraade. Berømt
er Episoden i Frue Kirke, da Liszt i 1841
var i København og opsøgte Weyse i
Kirken: den danske Orgelets Mester
improviserede paa Stedet en femdelt
Dobbeltfuga, der spillede en halv Time og
gennemførtes saa overlegent og med en saadan
Kraft, at den tyske Klaverets Virtuos
hen-reves til sand Begejstring. Det bekræfter i
ikke ringe Grad Antagelsen om Weyses i
kirkemusikalsk relativt konservative
Indstilling, at han ved en Lejlighed som denne
foretrak den strengt klassiske Fugaform
frem for en friere, melodiøst præget
Fantasi, som maaske en anden af de andre
store vilde have valgt.
Som Improvisator var Weyse,
Synge-stykkets og Kantatens Mester, genial,
baade paa Klaveret og Orgelet. Men paa
det sidste havde han tillige de rige
Klangmuligheder at arbejde med, og ogsaa i deres
Udnyttelse var han en Mester. Intet Under,
at Elever, Venner og Beundrere flokkedes
om ham netop paa Frue Kirkes Orgel.
Gennem sin Improvisationskunst kom han,
dog maaske snarere indirekte end direkte,
til at øve betydelig Indflydelse paa Tidens
Kirkemusik. Den blev en Inspiration, men
ikke egentlig et Forbillede: Næste
Generation fulgte i ikke ringe Grad andre Veje —
de nationale —■ paa Orgel-Improvisationens
Omraade, for hvis Muligheder som
Kunstform Weyse havde vakt deres Blik.
En relativt ukendt Mand udadtil i den
Generation, der indenfor Kirkemusikken
for Alvor tog det nationale op, var
Slesvigeren Hans Matthison-Hansen; han var den
eneste i Kredsen af de her nævnte store
Orgelspillere, der virkelig havde Orgelet
som Hoved-Domæne og Hoved-Interesse,
og hans musikalske Indsats prægedes af
denne Kendsgerning. Han var født i 1807
uden for Flensborg og begyndte som Maler,
Elev af Eckersberg. Men i dennes
musikalske Hjem kom han i nærmere Forbindelse
med Musikken, som han altid havde haft
dyb Interesse for, og en skønne Dag gjorde
han et vigtigt Skridt.
Han gik op til den berømte Kuhlau,
viste ham forskellige smaa Kompositioner
og spurgte ham, om han troede, det kunde
nytte, at han blev Musiker. Men Kuhlau
mente Nej: han var for gammel til saadan
at sadle om. Skuffet tegnede og malede
han lidt igen, men gik saa til Weyse paa
Frue Kirkes Orgel. Han fik en Træffetid, og
da de to et Par Dage senere havde faaet
talt sammen, var Sagen klar: »Unge Mand,
De er født Musiker! Kast De bare Penselen
bort!», sagde den store Komponist.
Orgelet blev den unge Slesvigers
Hovedinstrument. Vistnok vejledede Weyse ham i
nogen Grad, men en stor Del af sin Kunnen
erhvevede han sig ved Selvstudium. Han
havde Adgang til Orgelet i Frue Kirke og i
Holmens Kirke, og det sidste Sted
vikarierede han en Del, saa han hurtigt blev en
habil Organist. Da Organist-Embedet ved
Roskilde Domkirke, Landets største
.udenfor København, i 1832 blev ledigt, var der
kun een Mand, den almægtige Weyse
anbefalede til denne Post: den kun 25-aarige
Flensborger Hans Hansen, som han
dengang hed, og det var ogsaa ham, der fik
Embedet.
En iskold Januar-Dag i 1840 bevægede
sig, mens alle Klokker ringede, et tætsluttet
Sørgetog ind over Roskilde Domkirkeplads:
det var sjællandske Bønder, som langsomt
588
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
