Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den nationale Orgelkunst i Danmark. Av Niels Friis
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Niels Friis
berømte, danske Musik, skrevet paa faa
Dage ved Efterretningen om Mesterens
Død, gribende har det hin Dag virket paa
den vældige Sørgeskare omkring Baaren i
Frue Kirke, da Hartmann selv, med
militære Musici ved sin Side, lod disse Toner
klinge ud gennem Rummet, mens den store
Kunstners Kiste langsomt førtes ud.
Hartmann havde med disse Toner, der
siden har lydt ved Kongers og Stormænds
Baare, paa særlig Maade grebet en
Stemning og vidst at tolke den, saa hver og en,
der overhovedet forstod Musik, bevægedes
derved. Det gjorde han ofte ogsaa i sin
daglige Tjeneste —■ thi ogsaa han var en
Inspirationens Mester, der ud fra sin
personlige, dybe Indtrængen i Kirkeaarets
Fester, dets vekslende Højtider, forstod at
ledsage Gudstjenesten med sine Toner,
saa ogsaa de blev en Gudstjeneste i sig
selv.
Til sin Død, i sit 95. Aar, sad han paa
Frue Kirkes Orgelbænk og spillede ved hver
eneste Højmesse Aaret rundt. Hver
Juleaften samledes Tusinder i det stærke,
stilrene Kirkerum, og mange kom først og
fremmest for at høre den gamle Mester
spille Julen ind. En Juledag, da han var i
Slutningen af Firserne, traf han i et stort
Selskab en af Handelens Dignitarer, der i
Ærbødighed bøjede sig for ham, Professoren
og Storkorsridderen med det rød-hvide
Baand over Brystet, og sagde ham Tak for
hans Spil Juleaften. Ja, sagde Hartmann
med et stilfærdigt Smil —■ den Gudstjeneste
holder jeg meget af, og den haaber jeg
heller ikke, jeg kommer til at forsømme den
første halve Snes Aar!
Men den Dag kom jo alligevel, da han ikke
var mere. Det var en stor og stolt Tradition,
der døde ud, da Hartmann en Martsdag i
1900 lukkede sine Øjne for stedse. Han
havde Efterfølgere og Samtidige paa den
nationale Linje, men det var ham, der
betød alt, som den sidste af de store. Da
han først var borte, kvaltes den rent
nationale Orgelkunst relativt hurtigt, bl. a.
af udenlandske Paavirkninger — ikke
mindst repræsenteret af hans Efterfølger
ved Frue Kirke, den franskprædede Otto
Malling — og af Joh. Seb. Bachs
»Nyopdagelse» i Danmark, med Hensyn til
hvilken Hans Matthison-Hansens Søn,
Gotfred Matthison-Hansen ved Trinitatis Kirke,
var en af Pionererne. Men iøvrigt var det
nok et Spørgsmaal, cm den danske
nationale Orgelkunst vilde kunne have levet
væsentlig længere end de Stormænd, der havde
baaret den. Den hvilede, som her vist, paa
Improvisation nok saa meget som paa
Komposition —- Arven til senere Slægter var,
taget under eet, forholdsvis beskeden.
At denne Arv saa heller ikke længere
forvaltes efter Fortjeneste, bliver en helt
anden Sag. Det ændrer intet ved den
Kendsgerning, at den nationale Orgelkunst
som den blomstrede med de fire store,
virkelig var, og stedse vil være, et
betydningsfuldt Træk i Danmarks Musik- og
Kulturliv.
592
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
