Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den nationale Orgelkunst i Danmark. Av Niels Friis
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den nationale Orgelkunst i Danmark
følge ham noget nøjere her end de tre
andre store, og det endda saa at sige helt
fra den første Dag. I 1825 havde Garnisons
Kirkes Orgel gennemgaaet en større,
nødvendig Reparation og skulde genindvies.
Til denne Lejlighed skrev Adam
Oehlen-schlæger en Kantate, »Orglets Pris»,
som Hartmann, allerede tydeligt visende
stor Selvstændighed, satte i Musik, helt i
Pagt med Mesterens Ord — i en Stil, der
maa betegnes som tidlig hartmannsk. Den
indskudte Koral viser f. Eks. hvor langt
Hartmann endnu dengang laa fra sin
senere Salmestil.
Her var i Virkeligheden Oehlenschlægers
Tekst forud for Musikkens Stil.
Digterkongen opererer i Kantaten med Begreber,
der —• som f. Eks. »Følelsernes Harmonie»
— ligger nutidig dansk Kirkemusik meget
fjernt. Og romantisk farvet er jo hele hans
Syn — som naar han siger om Orgelet:
Hvor sindrigt og hvor underfuldt!
Snart vældigt og snart barnlig huldt
Alt som din Mesters Finger griber,
Besjæles dine blanke Piber.
Nu hist, nu her staar Toner frem,
Og Andagt svæver over dem.
»Den svævende Andagt» var vel ogsaa
et udpræget romantisk Begreb. Den er
Udslag af samme Opfattelse som Datidens
bildende Kunst lagde for Dagen, naar den
aftegnede de nationale Orgelkunstnere foran
deres Orgel.
Lidt efter lidt voksede Hartmann op,
vandt Anseelse og kom indenfor dansk
Kirkemusik til at staa som den selvfølgelige
Tronarving, den sikre Arvtager til hans
fornemme Organistpost ved Frue Kirke.
Da den blev hans, ved Weyses Død i
1842, overtog han den med Ydmyghed, ja
med bankende Hjerte, lidet anende, at
netop han skulde kaste saa megen Glans
over dette Embede, over den danske
Kirkemusikerstand i det hele taget, som ingen
anden.
Ogsaa paa et meget specielt
Orgel-Omraade fulgte Hartmann Weyse: som
orgelsagkyndig, ved Planlæggelse af nye
Orgelværker og disses Aflevering,
Restaurering af gamle, o. s. v. Begge kom de
til at virke i en for Orgelbygningen i
Danmark stærkt dekadent Periode, i
hvilken de gamle Orgeler, paa hvilke Landet
endnu dengang var saa forholdsvis rigt,
gik til Grunde som Følge af romantiserende
Indflydelse, men det er nok værd at lægge
Mærke til, at Hartmann var ikke saa lidt
mere moderat overfor det gamle end Weyse,
der dog ellers ikke var nogen Omstormer
af Indstilling.
Den nordiske Tone, som man har ment
at finde i saa megen af Hartmanns Musik i
det store Format, blev som oftest, naar
han sad ved Orgelet, til en dansk. Hans
Værker for dette Instrument, der i og for
sig heller ikke er saa mange, er virkelig
nationale af Karakter — det gælder de
store Orgelfantasier, a-moll og f-moll, og
Orgelsonaten, som hvad han iøvrigt skrev
for Kirken: Ting, der ikke var rent
instrumentale, men beregnet ogsaa for Kor,
f. Eks. hans Liturgi, hans Musik til
Bispe-vielserne og andre særlige Højtideligheder i
Danmarks Hovedkirke.
Det pompøse havde en Ven i Hartmann,
og han havde de fleste Steder i sin
orke-strale Instrumentation en tydelig
Forkærlighed for de svære Blæseinstrumenter. Det
var en ret sjælden Interesse i hine Tiders
dansk Musik —• og egentlig dengang som
nu ikke særlig »fint»; det overlod man som
Regel til Militærmusikere og andre, man
ansaa for »Grovarbejdere» i Musikkens
Vingaard, at beskæftige sig med.
Men naar Hartmann brugte
Blæseinstrumenter, var det ikke saadan at komme
uden om. Det var det navnlig ikke, naar
han kombinerede dem med Orglet — som i
Sørgemarchen over Thorvaldsen, der er
skrevet for Orgel, Trompeter, Basuner og
Gongong. Højt inspireret er dette Stykke
591
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
