Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henrik Wergelands innsats for å skaffe jödene adgang til Norge. Av Oskar Mendelsohn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Oskar M en d el s o h n
I de åtte år som ligger mellom denne
reisen og Wergelands grunnlovsforslag har
en mer objektiv vurdering av jödene og
direkte sympati for dem kommet til
uttrykk i flere av hans artikler, bl. a. i en
artikkel i »Statsborgeren» for 13. mai 1832,
der Wergeland kritiserer at bibelhistorien
inntar en bredere plass i undervisningen
enn den nasjonale historie. Han uttaler der:
»Man pleier at utiede Interessen for
Bibelhistorien af det oploftende Skue af et Forsyn,
som særskilt skal lede sit saakaldte kaarne Folk;
men — seer hen til det ulykkelige, af de Christne
under Födder traadte Jödefolk, og seer da
hvorledes den særegne Leden er beskaffen. Den Gud,
som styrer den hele Verden seer först nu med
Glæde, at hist og her den liberale Politik, i
Forening med den af alle religieuse Systemer
forhadte Tolerance, begynder at emancipere hist
og her disse i Aartusender lige indtil Sjelen
mishandlede. Hvor motsigende er det da ikke, at
den samme Tid, og samme Folk, som piner og
plager Jödefolket tilbeder dets af döde historiske
Personer! Ja dette skeer jo og i Norge, hvor en
Jöde ikke maa drage norsk Luft.–––––»
En kunne nevne flere artikler i samme
organ der Wergeland ytrer seg om den
intolerante bestemmelse i § 2, som han synes
harmonerer lite med den liberale ånd som
ellers går igjen i grunnlovens prinsipper.
Nasjonens ære krever at den rådende
sam-vittighetstvang biir brakt til opphör.
Også andre hevet sin röst i slutten av
30-årene for en mer tolerant innstilling
overfor jödene. Dikteren Andreas Munch
var en av dem. Hans diktsamling
»Epheme-rer» (1836) inneholder et dikt om Norge
og jödene. En annen av dem var Wollert
Konow, hvis »Breve» utkom i januar 1839,
altså samme år som Wergeland leverte inn
sitt forslag. I et av brevene uttrykker
Konow sin dype beklagelse over
bestemmelsen i § 2. Mens Wergeland var i ferd
med å gi sitt forslag den endelige form,
in traff en episode som gjorde hele
spörsmålet aktuelt. Om dette forteller »Den
Con-stitutionelle» (14/5):
»Blandt Passagererne med Dampbaaden igaar
befandt sig ogsaa en Mand af den mosaiske
Troesbekjendelse, der var reist i
Handelsforretninger herop fra Altona, uden som det synes, at
være vidende om, at Joder ifölge vore Love ere
nægtede Adgang til Riget. Da han fölgelig intet
Leidebrev havde forskaffet sig, blev det ham
betydet, at han gjorde rettest i ikke at sætte sin
Fod iland, hvilken Advarsel han ogsaa har holdt
sig efterrettelig. Formodentlig maa han imorgen
tidlig igjen vende tilbage den samme Vei han er
kommen. Han maa bringe et særdeles ufordelagtig
Begreb om den norske Gjæstfrihed med sig til sit
Hjem. Ansees det fremdeeles utilraadeligt aldeles
at ophæve hiin Forbudslov, saa er det dog
sande-ligen paa Tide at tilföie den saadanne
Forandringer, at den ophorer at være umenneskelig.»
Bladets reaksjon var altså tydelig. Det
var for övrig ikke förste gang at noe slikt
hadde forekommet. En hard medfart kunne
jödiske skibbrudne få. I 1817 ble en polsk
jöde på vei til England arrestert i Bergen.
Skipet han reiste med, hadde havarert
utenfor Norskekysten. Under politieskorte
ble han transportert til Christiania og
derfra videre over grensen til Sverige.
Men det skal föyes til at politimesteren i
Bergen måtte finne seg i kritikk for sine
forføyninger. I 1828 var en jöde ankommet
til Trondheim fra Göteborg, men han
måtte returnere samme dag. I januar
1833 var en annen jöde, Henrik Leia,
blitt dömt i Christiania til en bot på 800
spesidaler for å ha innfunnet seg i riket uten
leidebrev. Da han ikke kunne betale boten,
måtte han sone dommen med fengsel på
vann og bröd i 28 dager. Noe lignende
inntraff for övrig hösten 1844, men da
utlöste dette en indignasjon som kom til
syne i pressen, der en også dro fram
Leia-affæren. En fant en slik framferd
opprö-rende og uverdig.
Pressen og menigmann reagerte altså i
1844. Det rår ingen tvil om at det arbeid
Henrik Wergeland hadde lagt ned, således
tok til å vise resultater etter hvert. For
å gjöre billedet fullstendig skal det föyes
til at regjeringen i slutten av 30-årene lot
594
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
