Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Alexandrette. — Sociale forhold i Kilikien. — Historiske minder. — Tarsus og Mersina. — Grækerne i Tyrkiet (Rumier). — På Xenofons hærveje. — De syv soveres hule. — Armenierne i fortid og nutid. — Tcherkesserne; deres modsætning til deres omgivelser. — Kurderne. — Over Tchiftekhân og Eregli til Konja
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
248
på bedste måde. En af de europæiske købmænd i Damaskus
har fortalt mig, hvordan man bar sig ad for en femten, sexten
år siden; den fungerende postembedsmand kunde kun læse
tyrkisk, og hele den europæiske post blev derfor hældt ud på
gulvet i et stort værelse, så kunde man selv gå ind og rage i
bunken for at se, om der var breve. Men det siges, at de levan
tinske købmænd vare så snedige, at de ikke blot tog deres egne
breve, men også dem, der vare adresserede til deres konkurrenter,
for selv at redde bestillingerne, og posthuset blev undertiden
skuepladsen for livlige slagsmål ved postsagernes fordeling.
Nu ere forholdene langt mere ordnede; jeg kan som bevis
anføre, at i de otte måneder, jeg ialt har opholdt mig i Damaskus,
modtog jeg breve hver ugedag, og ikke et eneste er i al den
lange tid gået tabt for mig, og kun en gang har jeg bemærket
en forsinkelse på fjorten dage ved expeditionen af nogle tryk
sager.
De fremmede postbureau’er have derfor ikke mere den
betydning som før og ville sandsynligvis også efterhånden blive
nedlagte. Dog gør endnu bestandig fordommen mod det tyrkiske
sig til ’en vis grad gældende, og i en by, hvor der er både
tyrkisk og europæisk post, vil man uvilkårlig altid henvende sig
til den sidste.
I Mersina sagde jeg farvel til havet, hvis kyst jeg ellers
trolig havde fulgt lige fra Beirut, men som jeg først skulde gense
ved Bosporus, og gik nu nordpå ind i landet. Jeg havde først
tænkt på at tåge fra Mersina mod vest til floden Kalikydnus og
derfra viå Karemån til Konja, men da jeg erfarede, at der her
aldeles mangler veje, og da jeg nødig vilde udsætte mig for at
lide samme skæbne som Frederik Barbarossa, der druknede i den
naevnte flod, foretrak jeg at ride fra Tarsus mod nord, så meget
mere, som jeg her vilde komme til at passere ad oldtidens
berømteste hærveje gennem de kilikiske passer, og da disse veje
endnu stadig benyttes, kunde jeg også gøre regning på med ikke
altfor store mellemrum at finde khån’er og steder, hvor jeg kunde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
